LUK
Klumme

af -
1323

Han kom ridende hurtigt som en føniks gennem et flammehav. Nu er Chelsea engelske mestre – fordi klubledelsen så rigtigt før sæsonen og ansatte Antonio Conte.

He came riding fast like a phoenix out of fire flames
He came dressed in black with a cross bearing my name
He came bathed in light and the splendor and glory
I can’t believe what the lord has finally sent me

Normalt er jeg fortaler for “less is more”-princippet, når der skal kommunikeres. Så undskyld for den patosfyldte indledning. Men jeg har svært ved at lade de storladne ord ligge, når jeg for tiden ytrer mig om Chelsea – hvilket jeg i sagens natur gør, når jeg bliver bedt om at skrive et indlæg om Antonio Contes Premier League-triumf.

Jeg er ikke kun Chelsea-fan (hvem er så ensidig?). Jeg er til andet end fodbold. Blandt andet er jeg stor tilhænger af den kraft, hvormed PJ Harvey i sine sange beretter om krig og kærlighed. I toppen af denne artikel reciterer jeg det første vers i “The Dancer”. Jeg ser for mig en fortabt kvinde stå apatisk og ikke vide sit levende råd: Hvad skal hendes næste skridt dog være? Hun er såret, hun er fortvivlet, og hun har brug for hjælp. Men så kommer han. Han rider, klædt i sort, gennem et flammehav som en anden Fugl Føniks og giver hende tro på tingene igen.

Den mand er Antonio Conte. For enhver Chelsea-fan er han Fugl Føniks. Han er genopstandelsen, og når jeg ser tilbage på den netop færdigspillede sæson og sammenligner med sidste sæson, ja, så er det lige før, at jeg køber myten om livet efter døden.

Fra asken til himlen
15. maj 2016:
Chelseas spillere gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Et års tid forinden var det dem selv, der skulle hyldes af modstanderne, men nu er det folk som Wes Morgan, Kasper Schmeichel og Jamie Vardy, der skal klappes på banen. Leicester har på sensationel vis allerede sikret sig førstepladsen i Premier League – længe før denne sidste spillerunde – og de afgående engelske mestre hylder de nyslåede. Fra en 10.-plads ser Hazard, Azpilicueta og Fabrégas til, mens mestrene går på banen. Forud er gået en sæson, hvor José Mourinho førte sit mesterhold skidt gennem sommerpausen og hurtigt måtte se sig distanceret i Premier League. Senere var den legendariske Chelsea-manager blevet fyret af Chelsea for anden gang i karrieren – en anelse for sent på sæsonen. Løbet var kørt på det tidspunkt. Av.

15. maj 2017:
Chelsea-spillerne gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Præcis et år forinden var det dem, der skulle klappe Leicester på banen, men nu er det deres tur til at blive hyldet.

Chelsea har rejst sig fra en miserabel sæson. Tiendepladsen i Premier League var den dårligste placering siden 1996, hvor klubben blev nummer 11, og holdets topscorer hed John Spencer. Nu hedder han Diego Costa. Men han er ikke med på banen. Han får et velfortjent hvil. Mesterskabet er i hus, og Costa har så meget overskud – og flabethed – i sig, at han bruger noget af pausen mellem de to halvlege på at hente mad i presserummet.

Det er ét af mange klip med Chelsea-spillere, man for tiden kan nyde med et smil på læben og gåsehud på armene. Det er en helt anden verden end for et år siden. For et år siden havde klubben knap nok en manager. José Mourinho var smidt på porten, og den gode Guus Hiddink var hentet ind til at sejle skuden nogenlunde i havn. Nu går den nye manager rundt med kongekrone på.

Og tilhængerne på stadion synger hans navn på “top of the league”-melodien: “Antoniooo! Antoniooo! Antonio! Antonio! “Antoniooo!”. Lige så hans hustru græder.

Før de sidste to runder endnu var spillet, havde hendes mand – vores mand(!) – sikret Chelsea klubbens sjette mesterskab i historien. Det var nok de færreste, der havde turdet håbe på dét, da sæsonen gik i gang (jeg spillede dog en 50’er på det dengang).

Fra firebackkæde til revolution
Det er ikke bare set over en hel sæson, at Conte har formået at skabe en genopstandelse. En af hemmelighederne bag mesterskabet er, at han og holdet har formået at genopstå gang på gang i løbet af sæsonen. Når holdet havde tabt en kamp – eller bare point – rejste det sig hurtigt igen.

Denne video af Guardian Football illustrerer det meget godt.

Den største krise opstod allerede efter tre kampe, der havde givet maksimumpoint. Jeg husker dem ikke som velspillede, og der skulle kæmpes for sejrene – i hvert fald over West Ham og Watford. Dengang havde Conte endnu ikke indført sit tremandsforsvar, som mange havde regnet med, at han ville overføre til Chelsea fra sin tid i Juventus – inklusive mig. Jeg så holdet som ubalanceret til den defensive side, fordi han ud over det normale firemandsforsvar spillede med både Nemanja Matic og N’Golo Kante. Det blev for tungt.

Og så krakelerede det. Først mod Swansea, hvor Chelsea smed to dumme point. Derefter tabte de til Liverpool hjemme på Stamford Bridge, inden kollapset var totalt ved pausen på Emirates Stadium mod Arsenal: 0-3 ved pausen. Av. Hvor blev Conte af?

Det var her, i dette øjeblik på sæsonen, at han kom ridende, hurtigt, og aldrig så sig tilbage igen. Han gik over til sit tremandsforsvar, og selvom anden halvleg blot endte 0-0, skulle den vise sig som en sejr: Han havde fundet roen. Roen til at spille sit eget spil (ja, undskyld klichéen), og roen til sit hold. Resten af 2016 tabte Chelsea ikke et eneste point. Først efter tretten sejre på stribe (Premier League-rekord delt med Arsenal) røg den gode stime mod Tottenham i 2017’s første kamp. Ligesom i mesterskabssæsonen to år tidligere viste Spurs sig som mere end en stor mundfuld på White Hart Lane.

Se også: Video: Lampard udpeger sit favorit mesterskabshold

Den kamp skulle vise sig at blive én ud af fem nederlag på vej mod mesterskabet. Men det var den kamp, der bedst viste, hvordan man knuser Chelsea. I den kamp dominerede Mousa Dembele og Victor Wanyama fuldstændigt Matic og Kanté ved at være ultraaggressive. Og mens Chelsea brændte sine chancer, var Spurs kolde og kyniske. Pochettino havde læst Conte fuldstændig. Ikke bare var han også gået over til et tremandsforsvar som et modsvar, han vidste også, hvor Chelseas største svaghed i defensiven lå: i luften på bagerste stolpe ovre hos Azpilicueta og Victor Moses. Derfor slog Christian Eriksen gladeligt bolde fra højre side af banen derover, hvor Dele Alli helt indøvet var klar og headede bolden i kassen – to gange! Bum. Sådan gør man.

Hr. konsistent
Guardian kalder Antonio Conte for “Mr. Consistent”. Det gør avisen med rette. Før kampen mod Watford havde manageren i løbet af sæsonen kun lavet i alt 38 ændringer i startopstilling fra kamp til kamp. Og selv om han lige lavede ni af slagsen til kampen mod Watford, er det ganske usædvanligt. Til sammenligning lavede Mourinho 78 ændringer i mesterskabssæsonen 2004/05 og hele 118 ændringer i mesterskabssæsonen året efter.

Jamie Carragher og Gary Neville gennemgår tallene i dette interessante indslag.

Det er klart, at José Mourinho også havde Champions League at tænke på dengang. Det er den store forskel. Og derfor bliver Contes tal også højere næste år, hvor Chelsea heldigvis er tilbage i Europa. Derfor har denne sæson uden europæisk fodbold – trods alt – været en slags gave til Conte og Chelsea.

Conte ville ikke på samme måde have haft mulighed for at køre sin taktiske filosofi ind på spillerne, hvis han skulle have spillet omkring 55 eller flere kampe mod de 48, som holdet ender på i år. For eksempel går meldingerne fra England på, at han i høj grad har gjort brug af dobbelte træningspas. Det bliver svært at praktisere i næste sæson. Men nu ved Chelsea-spillerne også, hvad han vil. Så hvis man køber præmissen om, at kontinuitet har været en vigtigt nøgle til at vinde mesterskabet igen, er sommerens transfervindue af afgørende betydning for yderligere succes.

Costa-salg er ingen katastrofe
Når et hold præsterer formidabelt over en hel sæson, er det som regel, fordi en lang række af holdets spillere har spillet strålende. Derfor vil der opstå interesse omkring spillerne fra andre klubber højere i fødekæden. De klubber er der heldigvis ikke ret mange af for Chelseas vedkommende. For mens Leicester hurtigt mistede Kanté, fordi Leicester – mestre eller ej – er en relativt lille klub på den store scene, er der for Chelseas startende spillere ikke ret mange andre klubber end Real Madrid, Barcelona og måske Bayern München der for alvor er attraktive – og så de kinesiske klubber for de virkelig pengeglade.

Derfor er de mest bekymrende rygter dem, der rumsterer omkring vores vigtigste spillere i relation til de nævnte klubber. Desværre vil hverken historierne om Eden Hazard og Thibaut Courtois og interessen fra Real Madrid forstumme. Samtidig har både Marcos Alonso og César Azpilicueta været nævnt som mulige emner til Barcas sommerindkøb, mens det er uvist, hvordan Cesc Fàbregas som midtbanereserve vil håndtere konkrete tilbud – United og Liverpool har været meldt interesserede.

På toppen af det hele står Diego Costa. Han har længe været meldt på vej til Kina til en pris, der vil gøre ham til verdens dyreste spiller nogensinde og sikkert også den bedst betalte. Det virker sandsynligt, at det vil ske, og jeg kan godt forstå, hvis han ikke kan modstå sådan et tilbud. Men hvor vil det efterlade Chelsea?

“En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå”

For mig vil det spillemæssigt ikke være en katastrofe, hvis klubben vælger at indkassere Kina-gevinsten, ligesom den gjorde med Oscar og John Obi Mikel. Costa har scoret mange mål, ja, men han er langt fra perfekt. Han mister simpelthen så mange bolde. Jeg sidder tit og bander hans beslutninger væk. Det er ikke atypisk for ham, at han tager et træk for meget for så at træde i bolden eller blive tacklet. Det kan andre sagtens gøre bedre. Jeg tror, at klubben vil kunne finde en mere boldstærk angriber, der vil kunne score lige så mange mål. Klubben bør gå efter Kylian Mpappé, der med sine 18 år vil kunne sikre angrebsfremtiden for de fleste storklubber. Andre emner som Àlvaro Morata og Romelu Lukaku er også blevet nævnt i rygtestrømmen. De vil også være interessante erstatninger. Jeg vil dog savne de skæve smil og små grin, Diego Costa fremkalder.

Læs også: Conte: Det er en drøm, der er gået i opfyldelse

En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå. Meldingerne går heldigvis på, at han får noget der ligner 200 millioner pund at lege med hen over sommeren. Med sådan en pengepung kan han vælge at købe tre fuldblodsverdensstjerner, hvis han ønsker det.

Spørgsmålet er, hvor han skal bruge pengene. Michy Batshuayi har lige scoret i to kampe i træk, hvoraf det første sikrede klubben mesterskabet. Men selv om han ikke har fået mange chancer af Conte, har han vist sig noget kluntet, når han endelig fik spilletid. Uanset om Costa bliver solgt eller ej skal der nyt blod til angrebet.

Hazard og Pedro har vist sig som Contes favoritter lige bag Costa – og det er med rette. Begge har haft en flot sæson. Hvis Willian kan leve med reduceret spilletid og bliver i klubben, synes jeg ikke nødvendigvis, at der er brug for en forstærkning på denne position. På midtbanen har Kanté og Matic spillet de fleste kampe suppleret af Fàbregas og til dels Nathaniel Chalobah. Jeg tror, Conte vil have mere bredde her.

Det samme gælder på wingbackerne. Faktisk mener jeg, at Chelsea skal gå fuldbyrdet efter en erstatning for Victor Moses. Det er måske nok en kontroversiel holdning, eftersom nigerianeren er som genfødt og har spillet en flot sæson. Jeg synes bare stadig, at han falder ud og mangler en smule kvalitet både kreativt og defensivt. Den samme holdning har jeg til forsvaret, hvor Cahill har været stærk, men også har haft enkelte dårlige øjeblikke mod hurtige storhold. Her tænker jeg specielt på City-kampen i december. Faktisk mener jeg, at César Azpilicueta, der har spillet enestående, uretfærdigvis blev forbigået til årets hold i Premier League. Han skulle have haft Gary Cahills plads. Nå, men Kurt Zouma er et godt alternativ til forsvarskæden, og spørgsmålet er, om Andreas Christensen kommer tilbage fra Tyskland og får en aktiv rolle. Uanset hvad tror jeg, at Conte vil foretage et indkøb her.

Kongekrone frem for undskyldninger
Det var med lettelse, at jeg så et efterkampsinterview med José Mourinho forleden. United havde lige tabt til Tottenham. Den portugisiske manager kvitterede med at sige, at de alligevel ikke troede på Premier Leagues top fire længere. Jeg sad med lettelse, fordi jeg kender hans evige trang til at spinne, og jeg vidste, at det var en dårlig undskyldning. Selvom United står over for en alt eller intet-kamp med Europa League-finalen om en uge, virkede det ynkeligt. Den slags er vi som Chelsea-tilhængere forskånet for nu.

Nu hedder vores mand Conte. Det er ofte floskler, han kommer med i interviews, men det tilskriver jeg først og fremmest, at han ikke føler sig så godt hjemme i det engelske sprog. For manden er alt andet end en floskel. Se ham på sidelinjen, når holdet scorer. Se ham kramme spillerne ekstatisk, når holdet har vundet. Og se ham synge “Chelsea! Chelsea! Chelsea!”, når klubben har hjemtaget et mesterskab.

Jeg knuselsker blandingen af hans taktiske kynisme og følelsesmæssige udbrud. Som Chelsea-tilhænger må jeg bare sige:

I can’t believe what the lord has finally sent me.

Jesper Kirkbak er cand.public i journalistik og arbejder som freelancer. Han har tidligere været på BT og Metroxpress’ sportsredaktioner. Følg ham på Twitter.

af -
2045

Antonio Contes arbejde med Chelsea-spillerne og holdets taktik dette efterår er ren verdensklasse.

Det blev alligevel jul i år for Chelsea. Og sikke én af slagsen.

For snart tre måneder siden skrev jeg et indlæg her på siden under titlen ”Hvor bliver du af, Conte?”. Chelsea var lige kommet ud af tre opgør med et udbytte på ét sølle point. Nederlagene til Liverpool og Arsenal skar dybt, og 2-2 mod Swansea var åndssvagt. Men siden da har Chelsea spillet 11 kampe og vundet dem alle med en målscore på 25-2. Ét af de to mål imod Chelsea blev endda scoret af Cahill, så Christian Eriksen er den eneste ikke-Chelsea-spiller, der har scoret mod holdet siden det forsmædelige 0-3-nederlag til Arsenal.

Mens Chelsea er stormet derudad med maksimumpoint har de andre storhold vaklet. Hverken Liverpool, Arsenal, Manchester City eller Tottenham har kunnet holde trit. Derfor kan Chelsea holde jul med et forspring på mindst seks point til nummer to.

Men hvad skete der lige?

Her er nogle af de ting, som jeg skrev i mit indlæg tilbage i september, at jeg savnede fra Antonio Conte:

* Han spillede 4-3-3/4-2-3-1 i starten af sæsonen. Jeg var skuffet, for jeg havde glædet mig til at se hans aftryk på holdet. Det var først i sjette kamp, at han introducerede tremandsforvaret, og det var i anden halvleg mod Arsenal, da der stod 0-3, og kampen reelt lukket. Siden da er der som skrevet kun gået to mål ind.

* Hvorfor købe David Luiz tilbage? Den mand gav mig dårlige nerver i sin første periode i klubben. Hans svævende forsvarsspil var slet ikke savnet, da han var taget til PSG, så jeg undrede mig over hans tilbagekomst. Men Conte skulle bruge en spillende forsvarsspiller til den midterste position i sit tremandsforsvar. En mand, der kunne føre bold fremad, og det kan David Luiz. Contes arbejde med Luiz er til ug. Han har fået tæmmet Luiz. Brasilianeren har aldrig spillet bedre, end han gør lige nu, hvor han måske er Premier Leagues bedste midterforsvarer. Grunden er, at han spiller mere disciplineret end nogensinde før. For når han først tager hovedet med på banen og forstår, at han er forsvarsspiller, og forstår, at man ikke behøver satse alt i alle tacklinger, så bliver angriberne hårdt prøvede over for hans fysisk. At han så ikke har forstået, at han slet ikke er holdets bedste frisparksskytte, er en mindre sag. Men det bør være Willian eller Marcos Alonso, der sparker, hvis de er på banen. Noget tyder på, at David Luiz har lagt sig i toppen af hierarkiet i spillertruppen, så hans ord vejer tungt som Zlatans. Bliv ikke overrasket, hvis han er Chelsea-anfører i næste sæson.

* Var Marcos Alonso den rette mand til venstre side af forsvaret, spurgte jeg. Jeg kendte ham ganske enkelt ikke. Nu ved jeg, at han er den helt rette mand til at spille den venstre wingbackposition. Han har lavet mål. Han har lavet to assists. Han er en offensiv trussel. Han har været stærk i hovedspillet på defensive dødbolde. Han har været et kraftværk på venstrekanten. Han har været god. Det fører mig over på den anden wingback, hvor Victor Moses er født på ny. I tre år var han udlejet til tre forskellige klubber (Stoke, Liverpool og West Ham) efter en sløj første sæson i klubben. Han lignede ikke en spiller til en topklub. Men det, Mourinho ikke havde forstået, var, at Victor Moses i virkeligheden er wingback. Det havde Conte forstået, og Moses var en del af italienerens plan. Ligesom Alonso løber han rigtig mange meter op langs siderne. Deres evne til at komme i feltet er formidabel. Moses’ tre scorede mål vidner om dét. Det er heller ikke sjældent, at den ene afleverer til den anden i feltet. Det er overfaldsfodbold.

* Midtbanen var for udynamisk og defensiv. For også i starten af sæsonen spillede Conte med både N’Golo Kanté og Nemanja Matic, men med en firbackkæde var holdet simpelthen for tungt til den defensive side. Det var ikke en alvorlig offensiv trussel. I det nye system har han holdt fast i de to midtbaneløbere, og de har været gode. Matic ligner ham, klubben hentede tilbage fra Benfica i januar i 2014, og som var en stor, modbydelig grund til, at mesterskabet kom i hus. I sidste sæson under Mourinho var gløden hos ham slukket, ligesom den var hos eksempelvis Eden Hazard, men nu er han tilbage. Lige nu topper han assistlisten hos Chelsea med sine seks oplæg. Endnu bedre har Kanté været. Den lille franskmand er simpelthen alle vegne. Han er den tredjemest tacklende spiller i ligaen (51), den tredjemest afleverende spiller (1090), og han ligger nummer fire, når det kommer til antal gange, han har været på bolden (1349). I det nye system har det fungeret med de to betonmidtbanespillere, fordi der kommer så meget offensiv kraft fra wingbackerne, og fordi Hazard har fået en mere fri rolle. Det har klædt belgieren ikke at være bundet af samme defensive pligter som under Mourinho.

“Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson.”

* Han tøvede for meget med sine udskiftninger. Mod Liverpool ventede han for eksempel til det 81. minut med at røre ved sine startende spillere, og da var det med tre udskiftninger på én gang. Jeg tror, det handler om, at han har stor tiltro til de 11 spillere, han har udvalgt fra starten af kampen. Det har han også vist i den vindende periode, hvor man nærmest ikke har behøvet at gøre sig det besvær med at tjekke startopstillingen en time før kampen for at vide, at den hed: Courtois, Azpilicueta, David Luiz, Cahil, Moses, Kanté, Matic, Alonso, Pedro, Diego Costa, Hazard. På det seneste har han alligevel givet mere plads til Cesc Fàbregas og Willian, der er tilbage i startopstillingen frem for Pedro, hvor han hører til. Men det er også nemt at sætte sit hold ugen efter en sejr. På et tidspunkt kommer der modvind, og så må se, hvordan han håndterer den situation.

Fleksibel formation
Derudover har 3-4-3-formationen været en fornøjelse at følge. Han tænker moderne fodbold på en ny måde. Det er en sand revolution i en klub som Chelsea, hvor firbackkæden i årevis har været hellig. Den fungerer, fordi den kan trækkes sammen til en 5-4-1, når modstanderen er på bolden. Det betyder, at modstanderne har mere end svært ved at bryde igennem i etableret spil. Formationen fungerer, fordi David Luiz og Gary Cahill får mere opbakning. Ikke mindst fra César Azpilicueta, der sammen med flere andre Chelsea-spillere kandiderer til sæsonens hold indtil nu. Han redder ofte kastanjerne ud af ilden for sine forsvarsmakkere.

Offensivt kan systemet udvides til, hvad der vel nærmest er en 3-2-5, når wingbackerne kommer blæsende, ligesom den som sagt frigiver flere offensive kræfter til Eden Hazard, Pedro/Willian og Diego Costa.

Og når vi nu er ved sidstnævnte: ingen succes uden mål, og Diego Costa har været aldeles fremragende. Specielt målene mod Manchester City og West Bromwich, hvor han egenhændigt og ud af ingenting skabte chancer for sig selv. Også i forhold til Diego Costa har Conte sat et aftryk. Da Costa scorede mod Crystal Palace løb han direkte ud til Conte og jublede med ham. Det er tydeligt, at der er en fremragende kemi mellem de to iltre personligheder, og Costa viser med al tydelighed, at han ønsker at spille for Conte.

Men der er også svagheder, selvom de er få i øjeblikket. En af dem er, at Eden Hazard (8 mål) og Diego Costa (13 mål) har stået for 60 procent af scoringerne. Det er jo en styrke, når de spiller, men efterlader måske holdet en smule sårbart, når de er ude med skade eller karantæne. For eksempel savnede holdet Hazards kreative finurligheder mod Sunderland, og Diego Costas kynisme kan måske blive savnet mod Bournemouth. Det er blandt andet Michy Batshuayis job at udfylde det hul. Holdet er nødt til at spille med en målfarlig angriber, der kan true. I en sæson med få kampe, der ikke lægger op til samme grad af rotation, kan det vise sig værdifuldt, at han forhåbentligt spiller mod Bournemouth. Også Kanté er ude, så mesterskabsduoen Matic og Fábregas må klare ærterne.

Til tider har Gary Cahill været en anden svaghed. I hvert fald mod Manchester City, hvor holdet vandt til trods for ham. Hans manglende hurtighed blev udstillet, og han lavede fejl. Det er spændende at se, om Kurt Zouma får en rolle på holdet, når han er 100 procent tilbage fra sin langvarige knæskade. Det er nok en god idé for Cahill at holde sig skadesfri.

Prisregn
I november hjemtog Chelsea som det første hold nogensinde alle tre månedspriser i Premier League: månedens manager (Conte), månedens spiller (Costa) og månedens mål (Pedros curlede bold op i krogen mod Tottenham). Denne måned startede Conte og hans drenge med at besejre City med 3-1 efterfulgt af tre 1-0-sejre. Det er langt fra usandsynligt, at der ligger og venter seks point hjemme mod Bournemouth og Stoke, og så bør Conte vel modtage samme pris for december – selvom også José Mourinho og Slaven Bilic byder sig til. Costa bragte sig mod Crystal Palace op på fem gule kort for sæsonen og er ude med karantæne i den ene af de to julekampe, men alligevel ligner han igen en favorit til at blive månedens spiller.

For Contes vedkommende har jeg ham i øvrigt allerede nu som storfavorit til kåringen som årets manager. Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson. Og han har gjort det på en aldeles visionær facon.

Jeg efterspurgte en revolution fra Conte i mit sidste indlæg. Det føler jeg, at vi har fået. Pointsnittet er højere end i rekordsæsonen 2004/05, og 11 sejre i træk er klubrekord. Arsenals rekordstime på 14 sejre i 2002 synes inden for rækkevidde. Det kunne da være lidt sjovt at pille ved den rekord.

Vi får at se. Uanset hvad er der god grund til at synge “An-to-nioooo, An-to-nioooo, An-to-nio, An-to-nio, An-to-nioooo” ved denne højtid.

Glædelig jul – at the top of the league.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
2466

Antonio Conte lader revolutionen vente på sig efter et mislykket transfervindue og en ellers fin sæsonstart.

Suk.

1-2 til Liverpool, 0-3 til Arsenal på bare otte dage. Det gør ondt, og det kan et comeback mod Leicester i den lille pokalturnering EFL Cup ikke retfærdiggøre. Men det er ikke kun resultaterne, der bekymrer mig.

Da Antonio Conte blev præsenteret som Chelseas nye manager, tænkte jeg: ”Yes, endelig viser ledelsen vision.” I rekrutteringsforløbet havde Contes argentinske ligemand Diego Simeone også været nævnt som en af de store kandidater. Jeg havde også gerne set den hårde hund Simeone som manager på Stamford Bridge, men da det endte med Conte, var jeg godt tilfreds. Det duftede af noget nyt og lovede noget taktisk spændende.

Tænk på, hvordan han gav nyt liv til den klassiske 3-5-2-formation i sin tid i Juventus, hvor han genopfandt Andrea Pirlo og bragte Juventus tilbage som absolut magtfaktor i italiensk fodbold. Sammen med mange andre Chelsea-tilhængere ventede jeg i spænding på, at han skulle bringe ny energi og en sammenhængende spillestil ind på et hold, der havde været gået i stå i næsten halvandet år. Ville han mon spille med et tremandsforsvar? Hvor ville han mon placere Hazard i en 3-5-2-opstilling? Og hvem skulle hentes ind til at være den mere boldspillende forsvarsspiller?

“Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke”

Hvis vi ser på transfervinduet, så startede man med at hente oprydderen N’Golo Kanté fra de engelske mestre og Lukakus angrebsreserve på det belgiske landshold Michy Batshuayi. De kostede hver især lidt mere end 30 millioner pund. To spændende indkøb til fremtiden. Det var afgjort tiltrængt med ny energi i angrebet – til at supplere Diego Costa – og på midtbanen for at live op i en mand som Nemanja Matic. Men så hoppede kæden af.

Okay, Marcos Alonso vidste jeg ikke nok om, og jeg var enig i, at det var tid til at få en venstrefodet venstreback ind på holdet. På den måde kunne Azpilicueta komme over i højre side af forsvaret, og Ivanovic ud på bænken. Hvis det var Alonso, klubben og/eller Conte ville have til at udfylde rollen i venstre side… fint med mig. Vi får at se, om han er den rette løsning.

Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke. Manden er for mig definitionen på usikkert forsvarsspil. Definitionen på at skabe utryghed. Definitionen på en fodboldspiller, der ikke har hovedet med sig. Definitionen på at være overvurderet. Definitionen på rigtig mange defensive dårligdomme. Og slet ikke løsningen på noget som helst. Han er for mig det klareste billede på de syv mål, Brasilien lod gå ind mod Tyskland i VM-semifinalen i 2014.

Jeg er med på, at transfermarkedet er hårdt. Og jeg er med på at der ikke hænger Bonucci’er og Stones’er på træerne, men David Luiz?! Jeg troede næsten ikke på det. Læg dertil, at Contes entré ikke havde bragt nogen nævneværdige afskeder med sig.

Læs også: Conte: Vi er et godt hold på papiret, ikke på banen

Sådan gik det til, at Chelsea en lørdag i slutningen af september stillede til kamp på Emirates Stadium med en firbackkæde (!) bestående af det samme persongalleri, der spillede en katastrofal 15/16-sæson – blot med den ændring, at man var nødsaget til at erstatte JT med Mister Flamboyant Brazilian. Helt vildt. Med John Terry ude har det efterladt Chelsea med et forsvar, hvor tre ud af fire ikke spiller fodbold, der er et tophold værdigt – og måske netop derfor er Chelsea ikke et tophold lige nu.

Antonio Conte startede sin Chelsea-karriere med at vinde tre ud af tre Premier League-kampe, og det burde egentlig have været fire ud af fire. Men klasse fornægter sig ikke, og det gør mangel på klasse heller ikke. Så mod Swansea blev to point drysset væk. Og de ti point i fire kampe lyder af mere, end de er. Hvis det ikke havde været for Diego Costas målhøst på den sene side af det 80. minut i tre af kampene, var det kun blevet til fem point i fire kampe.

Ud over firbackkæden, der bemandingsmæssigt kun er blevet ændret på grund af Terrys skade, har Conte ikke lavet meget om. Han har set sig nødsaget til at fylde midtbanen ud med defensive kræfter. Det betyder, at Matic ikke er blevet byttet ud med Kanté, men har fået pladsen ved siden af franskmanden. I sig selv en anelse konservativt. Hazard, Willian og Costa har været selvskrevne, og Conte er gået med Oscar som sidste mand i regnestykket. Det har ikke været specielt godt. Midten har manglet kreativitet. Det har været mest udtalt, når Cesc Fabregas er kommet på banen sent i kampene.

“Det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution”

En anden ting er Contes ageren i løbet af kampene. Her har han været alt, alt for passiv og bundkonservativ. Specielt mod Liverpool, hvor han ventede til det 84. minut med at skifte ud, og da var det for sent med de friske kræfter. Fabregas fik ikke tid til at spille sig ind i kampen.

Mod Arsenal havde Fabregas fået chancen fra start – stadig med Matic og Kanté på midten. Men inden det nåede at blive til en kamp, smed forsvaret sejren i armene på Arsenal. Cahill er for langsom i fødder og handling, og David Luiz sejler rundt. Med 0-3 ved pausen skulle Conte selvfølgelig have reageret. Personligt ville jeg gerne have set ham tage chancen med to deciderede angribere oppe foran. Så kunne Batshuayi og Costa have taget kampen op. Hvis det ikke var det rette at gøre, skulle han have gjort noget andet.

Læs også: Zouma nærmer sig comeback

Ti minutter senere kom reaktionen dog, da han hev Fabregas ud og satte Alonso ind. Dermed gik han over til bemeldte 3-5-2 med to wingbacker. Men det står en smule uklart for mig, hvorfor det lige skulle være på det tidspunkt. Ville han starte sin revolution nu, nede med 0-3 mod Arsenal?

Mit indlæg skal ikke forstås derhen, at jeg ikke er glad for Conte som manager. Jeg håber, at han får lang tid i klubben, og jeg tror på, at det kan blive godt med ham. Men det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution. Ud med nogle af de gamle, tunge drenge, ind med de taktiske visioner, som vi ved, han har i rygsækken.

Det er det, han er ansat for.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
972

3 kampe, 9 point.

Det er status for Chelsea efter de tre første spillerunder i Premier League er afviklet. Allerede langt mere succesfuldt end sidste års rædselssæson, og det har altså bestemt set fornuftigt ud i de tre første kampe. Den nervøsitet og uro, som prægede store dele af sidste sæson – mest spillerne, men bestemt også mine nerver under kampene – er ikke længere tilstede i samme grad.

Inden længe venter dog nogle lidt sværere kampe, og her bliver vi testet. For vi har haft det forholdsvist nemt indtil videre. Og ja, West Ham er altid svære at spille mod, men vi skal simpelthen kunne slå et hold som dem. Så vi har haft det ok nemt, når man ser på kampprogrammet, og det bliver interessant at se, hvordan vi klarer det mod de store hold.

Fra store hold til store spillere. N’Golo Kanté har allerede vist sig at være et aldeles fremragende køb, og onsdag, inden transfervinduet lukkede i, fik vi yderligere to forstærkninger til forsvaret – et af sidste års kritiske punkter. Og jeg havde i hvert fald ikke set det komme, at vi skulle hente David Luiz hjem igen. En enorm tilføjelse til stemningen uden for banen – og så vil tiden vise, om han er blevet mere moden på banen. Det bringer mig tilbage til Kanté – med ham foran Luiz kan jeg nok være noget mere rolig, når brasilianeren lige pludselig tager nogle offensive løb.

Conte har altså formået at samle en stærk trup, der nu for alvor er klar til at genvinde lidt af æren i Premier League. Mit personlige håb var, at vi havde solgt Diego Costa til Atletico og hentet en anden angriber af hans kaliber. Det er ikke sket, men Costa har vist sig særdeles vigtig med to matchvindende scoringer. Hans personlighed kan man så mene om, hvad man vil. Selvom truppen virker komplet, så ser jeg det ikke som et hold, der er helt klar til at vinde et mesterskab. Blandt andet fordi selvtilliden ikke virker til at være helt i top. Vi er stadig i en genopbygningsfase. Evnerne er der bestemt, men for at kunne gå hele vejen, så bliver selvtilliden og troen på sig selv nødt til at være max tilstede. Og her må jeg desværre erkende, at der er andre klubber, der besidder den selvtillid i langt højre grad end Chelsea. Vi ved vist alle, hvem jeg taler om.

“Mit personlige håb var, at vi havde solgt Diego Costa til Atletico og hentet en anden angriber af hans kaliber”

Mesterskabskandidaterne Manchester City og Manchester United ser skræmmende stærke ud, og det er første gang i flere år, at jeg ser United som en potentiel titelbejler. Og netop på grund af de to Manchester-klubber er den kedelige, men også realistiske forventning til den nye sæson, at vi bare skal spille os i Champions League. Det siger sig selv, at to år uden europæisk fodbold vil være en katastrofe for en klub som Chelsea. Ikke bare økonomisk, men også for selvtilliden og æren. Og jeg tror desværre, at det kan blive svært at holde på visse spillere, hvis det bliver til to år uden Champions League.

Men netop på grund af, at vi holder sabbatår fra Europa, så bør det helt sikkert være et mål at sikre en pokaltitel af den ene eller anden slags. Vi har fået en svær lodtrækning i EFL Cuppen, som den nu så pænt hedder, i form af Leicester. Svær, når man tænker på, hvilke hold vi kunne have trukket. Men med fraværet af Champions League, så har vi ingen undskyldning for ikke at gå videre her. Og måske kan det også vise sig at blive en glimrende fordel i forhold til Premier League. Vi er ikke trætte og mærkede af, at vi skal spille i midtugen, og alle spillere kan være fuldt udhvilet. Det er til gengæld ærgerligt, at vi ikke har nogle af de ”nemme” gruppekampe til at afprøve de spillere, der kæmper for en plads på førsteholdet, men der har vi selvfølgelig stadig pokalkampene.

Læs også: Hazard og Conte nomineret til Premier League-priser

På trods af, at et mesterskab måske ikke er helt inden for rækkevidde, så synes jeg, at spillet har set inspirerende ud i de første kampe. Eden Hazard ligner heldigvis sig selv igen, og belgieren har formået at komme på rundens hold i alle tre runder. Det kan vi godt lide! Og med ham i topform – og selvfølgelig også resten af holdet – bør det ikke være noget problem at nå til Champions League næste sæson. Det handler om, at selvtilliden skal plejes og udbygges.

På den ene side føler jeg ikke, at der er noget forventningspres på os. For det kan ikke blive værre end sidste sæson. På den anden side er der sket meget i klubben, og man hører hele tiden, at vi SKAL i Champions League. Lige nu vælger jeg at se det som en fordel, at vi kan koncentrere os om at levere en flot Premier League-sæson, hvor der er tid og plads til, at truppen kan blive klar til en svær sæson nummer to, hvor der (forhåbentlig) venter europæisk fodbold. Om vi så slutter som nummer fire eller nummer ét, det får vi se.

Lige nu er vi et work-in-progress, men jeg synes bestemt, at det ser lovende ud. COYB!

Mai Jessen er freelancer for TV3 Sport.

af -
2352

Da Antonio Conte officielt tiltrådte som manager for Chelsea FC, begyndte det straks og ikke overraskende, at flyve rundt med navne på potentielle emner, som den 47-årige italiener ville forsøge at lokke til Stamford Bridge.

Real Madrids James Rodriguez og Alvaro Morata, Juventus’ Mario Mandzukic og Evertons Romelu Lukaku var blandt de mest prominente navne, der, ifølge diverse engelske mediers sladderspalter, stod øverst på den ønskeseddel, som Antonio Conte allerede før sin officielle tiltrædelse havde overrakt til klubejer Roman Abramovich og dennes tætteste rådgiver og fixer, Marina Granovskaia; Kvinden, der før sommerferien fik Antonio Conte til at skrive under på en 3-årig kontrakt.

Hvorvidt de respektive transferrygter overhovedet har – og har haft – forbindelser til virkeligheden, vides ikke, da Chelsea som så mange andre store klubber operere med munden lukket og kortene tæt inde ved kroppen under mediernes sammenfiltrede radar. Mere om sidstnævnte senere.

Faktum er dog, at det indtil videre blot er blevet til én enkel offensiv transfer, nemlig den 22-årige belgier Michy Batshuayi, siden Antonio Conte skiftede det italienske landshold ud med Chelsea FC.

Og ifølge de seneste rygter fra Stamford Bridge, så er der meget, der tyder på, at Michy Batshuayi – som med tre mål og en enkel assist på 112 minutter fordelt på tre kampe er startet hæderligt i sin nye klub – bliver Antonio Contes eneste reelle angriber-køb i dette transfervindue.

Unge navne på defensiv liste
For de seneste rygter, senest bragt til torvs af engelske The Telegraph, indikerer, at Antonio Conte har afleveret et nyt stykke papir til Roman Abramovich og Marina Granovskaia hvorpå der udelukkende står navne på defensive forstærkninger.

Allerede tilbage i juli måned gik spekulationerne i retning af navne som Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, der begge var en del af det defensive trekløver, som bidrog til Antonio Contes tre italienske mesterskaber på tre sæsoner i Juventus.

Disse navne florerer igen i disse dage, men de har nu fået selskab af Napolis Kalidou Koulibaly og AC Milans Alessio Romagnoli, og ikke mindst af Paris Saint Germains Marquinhos, som Chelsea allerede var interesserede i sidste sommer og som klubben nu, angiveligt, har budt små 470 millioner kroner på.

Antonio Contes fokusskifte fra angreb til defensiv i det endnu åbne transfervindue igangsætter interessante spekulationer i forhold til Chelseas nuværende forsvarskæde.

“Det virker da også umiddelbart lidt som utidig omhu, hvis Antonio Conte en uge før transfervinduet lukker, vælger at ændre sin transferstrategi fra offensiv til defensiv”

I både sæsonpremieren hjemme mod West Ham og i den efterfølgende Premier League-kamp ude mod Watford, valgte Antonio Conte de samme fire navne i forsvaret – Branislav Ivanovic, John Terry, Gary Cahill og Cesar Azpilicueta – der med en gennemsnitsalder på 30.7 år tilsammen har spillet 987 kampe for Chelsea.

John Terry influerer i kraft af sin alder på 35 år og sine i alt 485 kampe for The Pensioners selvsagt gevaldigt på den statistiske virkelighed i Chelseas forsvar.

Et hastigt blik på tre af de fem førnævnte forsvarsspilleres dåbsattest sender da også et signal om, at Antonio Conte med sine nye seddel til Roman Abramovich og Marina Granovskaia satser på ungdom og fremtid frem for rutine og fortid.

For med Kalidou Koulibaly på 25 år, Alessio Romagnoli på 21 år og Marquinhos på 22 år har de tre navne på listen langt flere år foran sig end John Terry, Gary Gahill og Branislav Ivanovic, der alle som sagt blev benyttet i kampene mod West Ham og Watford.

Og hvis det står til 48-årige Frank Leboeuf, der i årene 1996 til 2001 repræsenterede Chelsea i 206 kampe, så gør Antonio Conte til trods for den et-årige kontraktforlængelse, der blev underskrevet kort før sommerferien, klogt i, at tænke John Terry – men også Gary Cahill og Branislav Ivanovic ud af den fremtidige forsvarsligning:

-Der kan ikke bare sættes spørgsmålstegn ved John Terry, men også ved Gary Cahill og Branislav Ivanovic. De har alle haft en fantastisk tid hos Chelsea, men måske er tiden inde til at tænke på fremtiden, lød det ifølge MailOnline i onsdags fra Frank Leboeuf, som dermed stiller sig i køen af eksperter, der de seneste år har luftet behovet for defensive forandringer hos The Pensioners.

Én skikkelse, der dog ikke råber med i koret er den nyudnævnte engelske landstræner, Sam Allerdyce, der eftersigende skulle være åben over for tanken om, at John Terry efter fire års fravær atter kan komme i spil til det engelske landshold. Men det er en helt anden historie.

En velkendt parringsdans
De verserende transferrygter skal som altid tages med et gedigent forbehold. Også selvom de bringes frem i lyset på karmen af det åbne transfervindue af veletablerede og velinformerede medier som The Telegraph.

For der foregår i disse dage en velkendt parringsdans, hvor ivrige mellemhandlere og deres forandringsparate spillere bruger historiesultne og trafik-afhængige små og store medier til at skabe et barn, der måske slet ikke findes, men som man håber på kan blive skabt ved at danse tæt sammen.

Det virker da også umiddelbart lidt som utidig omhu, hvis Antonio Conte en uge før transfervinduet lukker, vælger at ændre sin transferstrategi fra offensiv til defensiv.

Ydermere virker det besynderligt, hvis Antonio Conte pludselig ønsker et ungt og langtidsholdbart forsvar frem for et modent og velsmurt. Og så endda en uge før transfervinduet lukker, hvor priserne på de store navne som bekendt bliver pumpet op til ukendelighed.

Læs også: AC Milan afviser prompte Chelsea-bud på forsvarsspiller

En god start under fyringsglade Roman Abramovich må trods alt tælle mere for resultatorienterede Antonio Conte, end en kvik etablering af en markant yngre forsvarskæde, der først må forventes at være sammenspillet på den anden side af jul.

Men til trods for, at Antonio Conte allerede råder over unge alternativer – såsom Matt Miazga, Kurt Zouma og Ola Aina – til ‘the classic four’, som er blevet sendt på banen mod West Ham og Watford – og som også forventes at udgøre forsvaret mod Burnley i eftermiddag – så vil tilføjelsen af en enkelt midterforsvar alligevel give god mening.

I jagten på trofæer – efter en sæson uden – forventes Chelsea nemlig at gå ‘all in’ på samtlige af de fire turneringer, som klubben er engageret i. Og det kan spidsbelaste det nuværende firemandsforsvar, hvor især John Terry vil have behov for hvil undervejs, hvilket han da også fik i onsdag, da Chelsea besejrede Bristol Rovers med 3-2 i liga-cuppen.

Napolis Kalidou Koulibaly, der både kan spille centralt og ude på højre back, er den mest oplagte af de tre tidligere nævnte forsvarsspillere på Antonio Contes stykke papir.

At hverken Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini ender i Chelseas trikot før transfervinduet lukker, bør allerede nu være en realitet. Især med tanke på, at Antonio Conte henover sommeren har været i selskab med begge spillere i over en måned, først på det italienske landsholds træningslejr og derefter til selve EM-turneringen i Frankrig.

Med andre ord, Antonio Conte har haft alle muligheder for, at lokke spillerne til Chelsea. Og selv om Juventus uden tvivl kræver eksorbitante beløb for begge spillere, så kunne den ene – hvis ikke begge to – godt havne i Chelsea for den samme sum, som Roman Abramovich netop/angiveligt har budt for Marquinhos i Paris Saint Germain.

Der er i skrivende stund endnu fem dage til transfervinduet lukker. Og hvad end der skrives og snakkes om blandt store og små medier, så ved kun Antonio Conte, hvad han ønsker sig, Roman Abramovich, hvad han vil betale for, og Marina Granovskaia, hvad hun kan få fixet.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
3052

Chelsea FC fik en solid start på sæsonen såvel som på det nye fodboldliv under ledelse af Antonio Conte, da West Ham takket være en sen scoring af Diego Costa, blev besejret med 2-1 på Stamford Bridge sent mandag aften.

En komfortabel Kanté
Antonio Conte havde ikke overraskende valgt at stille op i en 4-1-4-1 formation med nyindkøbte N’Golo Kanté på 6er-possitionen.

N’Golo Kanté producerede kampen igennem fine smagsprøver på de kvaliteter, der har fået Roman Abramovich til at hente den 25-årige franskmand for en kvart milliard danske kroner hos mestrene fra Leicester.

Det var interessant at se N’Golo Kantés funktion i Chelseas etablerede opspil i starten af første halvleg, hvor den 168 centimeter høje og 69 kilo tunge skikkelse flere gange trak ned og modtog bolden i Chelseas bagerste linje. En taktisk ingrediens, der flere gange frembragte smagen af Antonio Contes fortid hos Juventus og i spidsen for det italienske landshold.

For når N’Golo Kanté trak ned, havde John Terry og Gary Cahill allerede gjort plads til ham centralt ved at rykke ud på hver sin backposition, hvilket skubbede Cesar Azpilicueta og især Branislav Ivanovic på de to backpositioner op i banen, hvor de var med til at skabe overtal på den sidste tredjedel af West Hams banehalvdel.

Læs også: Bekræftet: Chelsea udlejer ung duo

N’Golo Kanté gjorde sig dog ikke mest bemærket som dybtliggende igangsætter, men derimod som bevægelig boldbryder på den defensive midtbane, hvor han som kampen skred frem fik mere og mere kontrol over sit spil og ikke mindst West Hams Andy Carroll.

Især i anden halvleg virkede N’Golo Kanté komfortabel i samspillet med Nemanja Matic og ikke mindst Oscar, der lidt overraskende var valgt som serberens sidemand i stedet for Cesc Fabregas på den centrale midtbane.

Contes harmonika
Den førnævnte fremrykning af de to backpositioner betød også, at både Eden Hazard og Willian på de to kanter fik friere tøjler i forhold til at søge ind i banen og skabe nye mulighedsrum.

Men da begge spillere i udgangspunktet stod ekstremt bredt i banen – hvilket især var tilfældet i højre side hos Willian, der gang på gang gav plads til offensive løb skråt ind i banen fra Branislav Ivanovic – kom Antonio Contes taktiske befalinger Chelseas midtbane til at ligne en ganske arbejdsom harmonika, der dels trak West Hams defensive midtbane og bagerste kæde fra hinanden, for derefter at mase hele molevitten sammen igennem centralt på banen.

Og ind kom Michy
Antonio Conte er kendt som en pragmatiker, der tilpasser sig selv og sin taktik efter egen trup og modstanderens kvaliteter.

Mandag aften viste Antonio Conte dog også, at han til trods for passion og hang til knofedt også er i besiddelse af tålmodighed. For da West Hams James Collins udlignede til 1-1 med 13 minutter tilbage af den ordinære spilletid, gik Antonio Conte ikke i panik.

Derimod ventede han helt frem til det 85. minut med at sende Michy Batshuay på banen og med to fingre i vejret signalere til spillerne, at de skulle gå fra 4-1-4-1 til en 4-4-2.

Se også: Video: Se Conte fejre Costas scoring

Forinden havde Antonio Contes ‘harmonika’ i lange perioder givet Diego Costa god plads at arbejde på, dog uden at den optændte angriber kom frem til de helt store chancer.

‘Chancen’ kom dog fire minutter efter at Michy Batshuay var blevet sendt på banen, hvor debutanten vandt en hovedstødsduel mod Winston Reid og dermed serverede bolden for Diego Costa, som – med en diagonal halv vrist/halv inderside langs jorden –  scorede til slutresultatet 2-1.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
2654

Pre-season er forbi og i weekenden blev der taget hul på en udgave af Premier League, der tegner til at blive en af de mest spektakulære i mange år, måske endda nogensinde.

Kasper Schmeichel og resten af Leicesters drøm af et mesterskab skal forsvares i en ny virkelighed, den dogmatiske filosof, Pep Guardiola, skal revitalisere Manchester City og knække koden til både Premier League og Champions League, og det samme skal den pragmatiske og tillidsvækkende dæmon, José Mourinho, i Manchester United, der hungrer efter en øjeblikkelig genskabelse af fortidens prompt og pragt.

Og så er der Arsene Wenger, som – måske kun med ét skud tilbage i bøssen – skal forsøge at presse Arsenal i den topstrid, hvor også Tottenham og Liverpool vil blande sig med henholdsvis argentinsk tiki-taka og tysk ICE-fussball.

Og så er der Chelsea. Forrige sæsons mestre, der faldt så tungt i sidste sæson.

Fokus på fysikken
Antonio Conte har fra første dag på træningsbanen haft et kontinuerligt fokus på Chelsea-truppens fysiske forfatning; den grundlæggende råstyrke, atletisme, eksplosionerne og ikke mindst lungekapaciteten. Antonio Conte fokus afviger ikke fra konkurrenternes, men hvad angår intensitet såvel volumen, så adskiller den nye managers fysiske fokus sig markant fra de pre-seasons, som størstedelen af Chelsea-spillerne har været vant til.

John Terry og co. er regulært blevet pisket og bedømt på diverse interviews den seneste månedstid, så lader spillerne til at elske det. I hvert fald har den hårde fysiske træning gjort dem godt.

Læs også: Mikel driller Pogba på Twitter

Cesc Fabregas virker i dag yngre, end han var før sommerferien, Diego Costa har fået genopfrisket evnen til at sprinte og både Eden Hazard og Willian lader begge til snart at ramme et fysisk (og velkendt) topniveau.

Antonio Contes fokus på fysisk giver god mening. Både i forhold til den spillestil, som konkurrenterne efter al sandsynlighed kommer til at praktisere, men også set i relation til italienerens egen måde at gribe spillet an på; knofedt, automatismer og direkthed.

Fire mand i bagerste kæde
I Chelseas seks pre-season-kampe, der er endt med to nederlag og fire sejre, heriblandt over Jürgen Klopp og Liverpool, har Antonio Conte valgt at se bort fra brugen af det tremandsforsvar, som han ellers har haft stor succes med i både Juventus og på det italienske landshold.

Fravalget er sket i erkendelsen af, at Chelsea ikke råder over typer som Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini, som både på klub- og landsholdsplan har udgjort trekløveret i Antonio Contes bagerste kæde. Derfor har den nye manager ikke overraskende i stedet gjort brug af sin indre pragmatiker og tilpasset spillestilen i forhold til spillertruppen.

Chelsea har således primært arbejdet tre forskellige formationer:

  1. En 4-4-2 uden en decideret 6’er og med Diego Costa og nyindkøbet Michy Batshuayi i front.
  2. En 4-2-4, hvor Nemanja Matic centralt har haft følgeskab af både Oscar og Cesc Fabregas.
  3. Og endelig en 4-1-4-1 med nyindkøbet N’Golo Kanté alene i rummet mellem forsvar og angreb.

Sidstnævnte formation tyder lige nu på, at være den, som Antonio Conte vil gøre brug af i sæsonpremieren mod West Ham på mandag.

Brugen af N’Golo Kanté, der med den fornødne atletisme, fart, robusthed og spilforståelse gør ham ideel som både bolderobre og fordelingsnøgle på 6’er-positionen, giver et offensivt fripas til Cesc Fabregas og Nemanja Matic, der henimod slutningen af træningskampprogrammet i USA tog vel imod muligheden for at tænke fremad i banen.

Falder valget på en 4-1-4-1 formation, så medfører det også en intensiveret konkurrence imellem Diego Costa og Michy Batshuayi om den ene plads i front, hvilket vil være et uvant, men kærkomment scenarie for førstnævnte, der til trods for spekulationer om det modsatte, synes opsat på at vise sit værd i Chelsea i den kommende sæson.

Terry på fuld tid
Spekulationer har der også været mange af omkring John Terry, der som bekendt blev mere eller mindre dømt ‘over and out’ i slutningen af sidste sæson, men som alligevel endte med at få tilbudt – og underskrive – en ny 1-årig kontrakt, om end den indebar langt færre penge og ikke mindst alt andet end en garanti for en plads i startopstillingen.

Ikke desto mindre har John Terry fundet vej til Antonio Contes startopstilling i samtlige af de seks pre-season-kampe. I de to første kampe på europæisk grund mod henholdsvis SK Rapid Wien og RZ Pellets blev han flankeret af Papy Djilobodji, men da Chelsea ankom til USA til kampene mod Liverpool, Real Madrid og AC Milan blev Gary Cahill installeret som fast makker. Og sammen med Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicueta udgjorde de fire sammentømrede navne også bagkæden mod Werder Bremen i søndags.

Antonio Contes åbenlyse tilvalg af John Terry er et fornuftigt træk af den nye manager. Ikke blot fordi den 35-årige kaptajn på bagkant af pre-season virker både fit, motiveret og kompetent, men også fordi John Terry repræsenterer den ene af de to halvdele, der tilsammen udgør – og altid har udgjort – Chelsea FCs grundlæggende DNA.

Læs også: Hazard: Vi skal være som for to år siden

For mens typer flamboyante og spektakulære typer som Eden Hazard er nutidige reinkarnationer af eksempelvis Peter Osgood og Gianfranco Zola, så repræsenter en spiller som John Terry den kompromisløse muskelkraft og den rå offervilje, som Ron Harris og Dennis Wise, blandt mange andre, tidligere har udvist på Stamford Bridge.

Og Antonio Conte har brug for både muskler og ballet i de indædte bestræbelser på, at finde en balance på holdet, der både skaber resultater, fred og fordragelighed i omklædningsrummet, begejstring og identifikation på tribunerne og ikke mindst tålmodighed på direktionsgangene.

Et bud på en startopstilling
Hvorvidt Antonio Conte allerede efter en måned inde i sin 3-årige kontrakt har fundet den førnævnte balance, vil kampen mod West Ham give svar på.

Baseret på de seks kampe den seneste måned såvel som på Tribunens kilder i og omkring Chelsea, så tyder alt på, at Antonio Conte vil gøre brug af følgende startopstilling i sæsonpremieren på mandag:

(4-1-4-1) Thibaut Courtois starter på mål. Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicuetaplaceres på henholdsvis højre og venstre back, og centralt i bageste kæde gør Antonio Conte brug af John Terry og Gary Cahill. På 6’er-positionen får N’Golo Kanté debut på Stamford Bridge og foran ham får Cesc Fabregas og Nemanja Matic lov til at tænke mere offensivt end defensiv. Willian og Eden Hazard tager sig af de to kanter og helt i front starter Diego Costa for næsen af Michy Batshuayi.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
3037

Så er det slut. Ikke mere pre-season til os i denne omgang. Udover en åben træningssession i den kommende uge er der nu total arbejdsro for Conte og spillerne forud for sæsonåbneren mod West Ham. Kan I snart heller ikke vente længere?

Holdets sidste træningskamp blev i dag afviklet, og det var bestemt en venskabskamp i den mere tjubang-agtige ende. Seks mål inklusiv et straffespark blev det til, hvor fire af disse blev scoret af Chelsea spillere, mens Bremen fik to – et af dem i øvrigt scoret af den tidligere Chelsea-spiller Claudio Pizarro, der stadig kører på i en alder af 37.

Eden Hazard åbnede ballet allerede efter syv minutters spil, mens Oscar fordoblede føringen et par minutter efter. Bremen gav dog også hjemmebanefansene noget at juble af, da Pizarro bundrutineret eksekverede et straffespark, da vi havde rundet en halv times spil på uret. Lige inden pausefløjtet fik Diego Costa udbygget føringen med en kølig afslutning. Bremen-spilleren med det måske bedste navn denne eftermiddag, Lennart Thy, fik bragt lidt spænding – hvis der egentlig er tale om det i en venskabskamp – tilbage i opgøret, da han reducerede til 3-2 65 minutter inde kampen, mens Pedro lige nåede at komme på tavlen, inden dommeren blæste i fløjten for sidste gang.

Der var nok at tage fat på fra kampen, så lad os bare kaste os ud i det – du kan i øvrigt også læse analyser af kampene mod Liverpool og Real Madrid, hvis det lyster.

Kanté bliver rigtig god for os
7-9-13. At hente en nykåret Premier League-mester for knap 300 millioner kroner i disse vanvittige tider i professionel fodbold ligner lidt af et scoop. Vi så ham for første gang i aktion mod AC Milan, hvor der nærmest ikke var nogen fejl at finde, og det blev understreget igen i dag, hvor Kanté fik sin første start.

Det er vitterligt imponerende så årvågen og forudseende i sit spil, han er. Læg dertil et par stærke ben, der kan sætte igennem i tacklingerne, og du har noget nær en drømmespiller på den centrale midtbane i det system, Conte vil spille. Det ser virkelig, virkelig godt ud.

Hazard ligner sig selv igen
Det er ikke kun netmaskerne, Eden Hazard har fundet under denne pre-season, den belgiske boldkunstner ser også ud til at have fundet sig selv igen. Han kom som bekendt lidt tilbage i slutningen af sidste sæson, hvor han blandt andet scorede årets mål i klubbe mod Tottenham og lavede et eminent solomål mod Liverpool, men alt i alt var den sæson fra Hazard så langt under det, der var forventet, at han alligevel dumpede fælt.

Men Hazard ligner ikke en mand, der bare lægger sig i fosterstilling og venter på, at stormen er reddet af. Han kæmper sig tilbage. Og nu kan vi efterhånden kende ham igen, og det kunne vi især her til eftermiddag mod Werder Bremen. Han viste sig at være nærmest umulig at tage bolden fra, viste præcis og resolut sparketeknik, havde glimrende blik for spillet og så ud til at være i forrygende form. Måske er alle spillere endnu ikke hundrede procent klar til sæsonstart, men Eden Hazard ser ud til at være det.

Læs også: Baba: Conte rådede mig til at blive lejet ud

Costa ligner en, der bliver i Chelsea
En af sommerens store transfersagaer har været klubbens og ligaens enfant terrible, Diego Costa. Atlético ville have ham, så ville han også tilbage til Atlético, så afviste Chelsea at sælge ham, så prøvede Atlético igen, så afviste Chelsea igen, og så stoppede Atlético jagten. På Costas indsats i dagens kamp virkede han til at være opsat på at levere et godt indtryk – og gjorde det også.

Vi så ham igen være intens og passioneret i nærkampene, og så scorede han også dagens køligste mål. Han har i tidligere træningskampe set langt mere ugidelig ud, og hvorvidt det skyldtes form eller fremtidsplaner er selvfølgelig svært at sige noget om, men at dømme ud fra dagens kamp ser det ud til, at der er kommet godt styr på begge dele.

Hvem har erobret den centrale midtbane?
I Contes 4-2-4-system er der kun to centrale midtbanepladser, hvor der tidligere var en tredje, mere offensiv, plads til Oscar eller sommetider Fabregas. Nu er der i stedet to angribere, og det betyder immervæk større konkurrence om de resterende to pladser inde centralt. Kanté og Matic startede sammen på de to pladser, mens Oscar faktisk var rykket op som den bagerst liggende angriber bag Diego Costa. Fra anden halvlegs start blev Matic så erstattet af Cesc Fabregas, som lagde sig ved siden af Kanté.

Det tyder på, at Kanté allerede har en solid plads på holdet, og det virker i dag stærkt sandsynligt, at han også starter mod West Ham den 15. august. Men den anden plads er langt mere åben. Med Matic som makker får holdet et mere defensivt udgangspunkt, end hvis Fabregas er kompagnon til Kanté. Hverken serberen eller spanieren har overtrumfet den anden, når de har spillet, og læg så også Oscar til den ligning. Mikel, der lige nu er til OL, er selvfølgelig også stadig en del af holdet, men han virker trods alt til at være blevet skubbet bag i køen. Ingen af de tre spillere har for alvor formået at markere sig, når de har spillet, så det bliver spændende at se, hvem Conte ender med at stille med på midtbanen.

af -
3593

Større modstander, større stadion. Det hele havde i den grad fået et ordentligt nøk opad, da Chelsea løb ind i Real Madrid – og først fik en syngende lussing, men rejste sig igen.

Zinedine Zidane var fremme med udtalelser i den bombastiske afdeling inden kampen. Her lagde han ikke skjul på, at han har det bedste hold i verden. Og efter aftenens kamp er man tilbøjelig til at give ham ret, i hvert fald verdens bedste venstreback. To kasser kanonerede den gode Marcelo ind bag Begovic i første halvleg, mens han også var involveret i opspillet til det brag af et 3-0 mål, som Mariano Diaz bombede ind.

Måske havde Contes drenge fået gummiben på grund af det imponerende fremmøde på stadion. Lidt over 100.000 tilskuere havde indløst billet på Michigan Stadium, der er det største stadion i USA. Et fremmøde, der måske har sat tilskuerrekord til en Chelsea-kamp. Måske var det noget andet, der var årsag til den ukønne afklapsning i første halvleg. Heldigvis kom der bedre styr på tingene i anden halvleg, men der var det meste af Real-holdet også blevet skiftet ud.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Conte skal have tunet symaskinen, hvis hans skræddersyede kjole til holdet – som han snakkede om på sin første pressekonference som Chelsea-manager – skal være færdig, til vi møder West Ham i sæsonåbneren om godt to uger.

Men hvad lærte vi så af holdets fjerde træningskamp?

1. Offensiven mangler saft og kraft
Vi kan hurtigt blive enige om, at Real Madrid i øjeblikket er en klub, der er bedre end Chelsea. Men ikke desto mindre er Champions League-mestrene en klub, Chelsea bør sammenligne sig med. Og ser vi på offensiven er der meget lang vej, før Contes er lige så stor som Zidanes.

Det er svært at udpege præcis dét, der gør, at den forreste halvdel af holdet ikke formår at skabe særligt meget, før vi når hen til de sidste 10 minutter af kampen og de fleste Real-spillere er blevet skiftet ud. Men noget, der virker til at være problemet her i den spæde fødsel af Contes 4-2-4-system er, at kanterne, som bolden oftest spilles ud til, er meget langt fra deres medspillere. Det kræver masser af løb fra de omkringliggende spillere, og alle de aftaler, der skal skabe plads og spilmuligheder, ser ikke ud til at være helt på plads endnu. Når det så er sagt, ser systemet ud til at have potentiale til at være voldsomt effektivt, når det lykkes. Der var glimt, hvor det så ud til at lykkes, hvor Eden Hazard med sit flotte drev med bolden, der får nakkehårene til at rejse sig, kunne gå godt ind i banen og samtidig se sine holdkammerater løbe for sig. Han fik selvfølgelig også lige scoret to mål, men de havde nok ikke voldsomt meget at gøre med Contes 4-2-4.

Men der ser ud til at være et godt stykke vej, før vi har et helstøbt angreb. Meget tyder på, at der mangler en angriber, før ligningen går op. Men hey, Conte har kun været manager i en lille håndfuld uger, og Rom blev trods alt ikke bygget på en dag.

2. Forsvaret er for tungt
Ja, jeg fik måske taget munden for fuld efter sejren over Liverpool. For der så forsvaret mere stabilt ud, end det gjorde her til aften. Real kunne med nogle meget enkelte 1-2-kombinationer spille sig igennem, og generelt så dem i hvidt meget hurtigere ud end dem i sort.

Se også: Video: Kanté møder resten af holdet

Det bliver godt at få Kurt Zouma tilbage, men spørgsmålet er, om det er nok. For ganske vist har Ola Aina gjort det over al forventning på backpositionen, hvor han har fået rigeligt med spilletid, men mod Reals venstreside med en Marcelo i hopla, kom det 19-årige stjerneskud til kort. Ivanovic kommer tilbage, men serberen har længe set ringe ud. Måske kunne man lade Baba Rahman gå og hente en stærk back ind? Der bør i hvert fald strammes op bag til.

3. Initiativ er noget, modstanderholdet har
Både mod Liverpool og Real havde modstanderholdet bolden mest – omkring 45-55 i begge tilfælde. Og det ligner jo lidt en tendens, selvom den kan være tidlig at kalde – læs bare starten af punkt to. Men som vi også så under EM, så har Conte ikke noget imod, at modstanderen har bolden. Forskellen på det hold, han havde til rådighed dengang, og det hold, han har nu, er, at Azurri var et færdigt hold med et færdigt koncept. Det er Chelsea ikke.

Og derfor vil det nok på sigt ende galt, hvis vi lader initiativet glide over til modstanderen og ikke er skarpere i begge ender, end vi er. Før i tiden kunne Chelsea-forsvaret på imponerende vis absorbere modstandernes angreb i uhørte mængder – tænk bare på ChL-semifinalen på Camp Nou i 2012 – uden at blive kørt over og samtidig straffe dem, når vi så endelig fik chancen. Det er dette Chelsea-hold for nuværende ikke i stand til, og så bliver det svært at spille på en måde, hvor man lader modstanderen have bolden mere end en selv.

4. Batshuayi ligner en mand af den rette støbning
Det blev til et par gode chancer, men desværre intet mål for Michy Batshuayi. Han lagde også den sidste aflevering til Hazards andet mål og ser allerede ud til at finde sig godt tilpas under Conte og på holdet.

Han fik desværre ikke lov at starte inde, men fik først chancen efter pausen. Men med den eksplosivitet, han har i sine løb, kan han blive rigtigt giftig for de tungere Premier League-forsvarere. Hans evne til at løbe dybt kan blive guld værd, og hvis han kan få et samarbejde op at køre med Diego Costa, når han engang bliver fri fra sin rygskade, er angrebet ikke uden evner.

af -
5855

Chelsea spillede klokken meget tidligt i morges sæsonens tredje officielle træningskamp. Denne gang under lidt andre forhold på Rose Bowl i Pasadena, der kan huse godt og vel 92.000 tilskuere. Også modstanden var fra en anden hylde end det, Conte og co. lagde ud med i Østrig.

Det kunne både ses på de væsentligt tættere markeringer og intensiteten i nærkampene, at Chelsea ikke længere spillede mod et midterplaceret østrigsk hold, men derimod de gamle kendinge fra Liverpool. For selvom det ret beset var en venskabskamp – ganske vist puttet ind i et miniturneringsformat i form af Internation Champions Cup – var det det langt fra. Der faldt nemlig seks gule og et rødt kort i kampen, og modtageren af spegedrengen var såmænd ingen ringere end Cesc Fabregas, frisk tilbagevendt fra ferie, som flæskede en modspiller så groft, at det gav marchordre.

Der var ellers god stemning inden kampen, hvor et par blev viet lige udenfor stadion. Stemningen på banen var sådan set heller ikke specielt anspændt, men kortene sad ganske løst på dommeren, der dog sagtens kunne forsvare det røde til Fabregas.

Men på trods af det røde kort og den store strøm af gule hev Chelsea alligevel en smal 1-0-sejr på mål af Gary Cahill i land. Og her følger tre ting, vi lærte af kampen:

1. Der mangler tyngde i toppen
Ruben Loftus-Cheek og Bertrand Traoré fik chancen fra start som de to forreste, hvor Loftus-Cheek fungerede som spidsangriber. Det var dog ikke voldsomt meget, de to unge drenge fangede, og med et hårdt spillende Liverpool-forsvar var det svært for dem for alvor at få markeret sig. Conte har udtrykt sin store begejstring over Loftus-Cheek som angriber, men udover et par lige-ved-og-næsten-chancer blev det ikke rigtigt til noget for RLC, og der virker ærligt talt til at være langt igen, før han kan gøre sig gældende som angriber i Premier League.

Her også: Romans Disciple i Østrig 

Det bliver naturligvis heller ikke en angrebsduo bestående af Traoré og Loftus-Cheek, som Conte kommer til at stille med, når sæsonen rigtigt skydes i gang, men at dømme efter spillet helt generelt denne pre-season kan man godt forstå, at angriberjagten stadig ikke er indstillet efter indkøbet af Michy Batshuayi – der i øvrigt ikke rigtigt fik gjort opmærksom på sig selv efter sit indhop godt 20 minutter før tid. Hvilket dog heller ikke er voldsomt nemt – eller forventeligt – når man er en mand i undertal og skal forsvare en føring.

2. Defensiven halter ikke så meget, som folk gør det til
Til EM var det ikke ligefrem Italiens sprudlende offensiv, der fik folk op ad stolene, men der blev i den grad kigget med stor benovelse over det forsvarsspil, som Contes mandskab leverede. Og selvom der var små sprækker hist og her i Chelsea-forsvaret, blev Liverpool aldrig rigtigt farlige. Kun halve afslutninger blev det til, mens Asmir Begovic i målet heller ikke fik travlt med at parere afslutninger udefra, da Terry og kompagni holdt tæt.

En ny midtstopper lader dog til at være en stor kæphest for Conte, men holdet er allerede milevidt fra 2-0-nederlaget til Rapid Wien i den første træningskamp, hvor Papy Djilobodji havde smurt undersiden af støvlerne med bearnaise, og koordinationen lignede noget fra en serie 5-kamp. Spørgsmålet er, om det er acceptabelt at have et godt forsvar, hvis det kan lade sig gøre at få banket et verdensklasse forsvar på benene. Også selvom det formentlig vil koste en lille halv milliard – som Koulibaly fra Napoli ventes at koste.

3. Ola Aina vil gerne på førsteholdet
Selvom chancerne for en plads i startelleveren ser overordentligt små ud for 19-årige Ola Aina, må man sige, at den unge englænder i den grad gør, hvad han kan for at bejle til pladsen. Og i forhold til det, vi har set fra Baba Rahman, kunne Aina – hvis han fortsætter de samme takter gennem den resterende del af pre-season – måske få kæmpet sig op foran ghaneseren i spilletidskøen.

Ivanovic er ude med en skulderskade, der kan betyde, at han misser starten af sæsonen. Og det kan måske blive Ainas chance. Han er langt hurtigere end Iva, og så har en et forrygende blik for spillet, der gør ham til en rigtig solid defensiv back, som kan bryde spillet. Offensivt har det ikke været prangende, men der er i den grad potentiale til at gå ind og få en god håndfuld Premier League-kampe under bæltet, hvis han kan fortsætte i samme gear, som han kører nu.

Ugens mest læste

3538
Det giver en kapitalindsprøjtning af de helt store at vinde Premier League. Chelsea ender med at tjene mere end en milliard kroner på at...