Cahill: Ansvaret ligger hos spillerne

670

Anfører Gary Cahill understreger, at ansvaret for den seneste tids dårlige resultater helt og holdent ligger hos spillerne – ikke Antonio Conte.

Det er ikke sket siden 1997, at Chelsea har lukket tre mål eller mere ind i to kampe i streg.

Det er ikke desto mindre kendsgerningerne efter de seneste to opgør, klubben har været involveret i, hvor det er blevet til 0-3 mod Bournemouth og mandag aften 1-4 til Watford.

Anfører Gary Cahill, der har fået fuld spilletid i begge opgør, er langt fra tilfreds med sin egen præstation.

– Jeg har ikke haft det så dårligt, som jeg har nu, i lang tid. Jeg kunne ikke genkende mig selv i den indsats, jeg leverede mod Watford. Det var elendigt, siger han til the Telegraph.

Han pointerer dog samtidig, at det ikke er en uvant situation for ham at stå i. Senest var det kollapset i José Mourinhos anden periode i klubben, hvor holdet faldt fra hinanden, og nu står man altså igen og skal forsøge at forklare en lang række dårlige præstationer.

Læs også: Conte til klubben: Vis, at I støtter mit arbejde!

– Vi skal bare fortsætte med at være stærke. Det har været sådan her før i klubben, og det handler om at forholde sig roligt. Det gør rigtig ondt at skulle komme tilbage efter en indsats som den, vi leverede, siger englænderen.

Han understreger i samme ombæring, at ansvaret for de dårlige præstationer, der kun har skaffet to sejre i de seneste ti kampe, ikke ligger hos Antonio Conte.

– Uanset hvad der bliver besluttet, så skal spillerne tage ansvaret. Manageren har leveret et utroligt stykke stykke arbejde, slår han fast.

Antonio Conte har givet spillerne tre dages fri, og de vil således først vende tilbage til træningsbanen fredag morgen. Mandag aften skal de igen i aktion, når West Bromwich Albion gæster Stamford Bridge.