Britisk Chelsea-ekspert om forskellen på 2018 og 2012: De havde seks kaptajner dengang

2202

Chelsea har ikke længere de samme lederskikkelser, som var fundamentale for triumfen mod Barcelona i 2012, mener journalisten, Dan Levene.

Når Chelsea tørner ud mod Barcelona på Camp Nou i aften, bliver det svært ikke at drage paralleller til den forrige gang, The Blues besøgte Catalonien.

Vestlondon-klubben fejrede nemlig én af sine allermest famøse aftener i europæisk sammenhæng, da de d. 24. april 2012 besejrede de blå- og rødstribede giganter fra Barcelona med det sammenlagte resultat 3-2.

Det er dog hverken nemt eller retfærdigt at sammenligne truppen fra 2012-opgøret med det nuværende hold, ifølge den britiske freelance-journalist og Chelsea-ekspert, Dan Levene.

–  Jeg kan ikke komme i tanke om mange hold i nyere fodboldhistorie med så mange ledere, som Chelsea havde i april 2012. Derfor er det ikke rigtigt retfærdigt at sammenligne det nuværende mandskab med det forrige, siger Levene til chelseafan.dk og uddyber:

–  Jeg er ikke sikker på, at det blev værdsat på daværende tidspunkt, men holdet fra 2012 bugnede med viljestyrke. Petr Cech, Branislav Ivanovic, Ashley Cole, Frank Lampard, Didier Drogba og John Terry – det svarede til at have seks kaptajner.

Da den ”egentlige” kaptajn, Terry, blev udvist efter 37 minutter spil, havde holdet således mere end tilstrækkeligt med lederskab at trække på, påpeger den britiske fodbold-journalist:

–  På trods af Terrys enorme betydning, blev hans tilstedeværelse savnet mindre, end man ellers ville have forestillet sig.

Det er imidlertid ikke udelukkende på holdkortet, at de to mandskaber adskiller sig fra hinanden.

Ude på trænerbænken i aften sidder der netop en yderst presset mand i form af Antonio Conte, hvorimod klub-legenden, Roberto Di Matteo, havde overtaget rollen som midlertidig manager i den sidste halvdel af sæsonen tilbage i 2012.

– Stemningen i klubben er ikke fantastisk i øjeblikket, og vi ser helt klart nogle af de velkendte tegn, som plejer at vise sig inden et managerskifte. Tilbage i 2012 havde Roberto Di Matteo i kontrast formået at løfte stemningen efter fyringen af André Villas-Boas, siger Levene.

Ikke desto mindre er Levene ikke i tvivl om, at Conte og co. er forberedte på at tage kampen op.

På en hvilken som helt given dag, kan Chelsea altid finde på at levere enhver tænkelig form for præstation, og jeg er sikker på, at de vil være klar til kamp, pointerer han og uddyber:

Hvis Conte ikke vidste det inden det første opgør (1-1 på Stamford Bridge, red.), så ved han med sikkerhed nu, at en komplet defensiv tilgang ikke er en mulighed. Han har fået meget kritik for særligt forrige weekends taktik mod Manchester City, men han vil naturligvis fortsat være forsigtig, hvilket han havde succes med i det første opgør mod Barcelona.

Mens Chelsea-fans over hele kloden tæller timerne til starten på aftenens brag, er det snart seks år siden, at Fernando Torres løb om hjørner med Víctor Valdés og cementerede englændernes triumf.

Gary Cahill og David Luiz er de eneste to gengangere på holdet fra 2012-truppen – og dengang måtte Cahill sågar forlade banen med en skade efter blot 12 minutters spil, hvorimod Luiz slet ikke var involveret i opgøret grundet skadesfravær.

Levenes seks kaptajner er enten gået på pension eller også befinder de sig i henholdsvis Arsenal, Zenit Sankt Petersborg, Los Angeles Galaxy, Phoenix Rising eller Aston Villa.

Spørgsmålet er, om en aften som denne kan blive en ilddåb for nye lederskikkelser, og om Conte finder balancen mellem en forsigtig defensiv og en potent offensiv.