Avis: Chelsea lurer på ivoriansk ballademager

1684

Chelsea har kikkerten rettet mod Frankrig efter en forstærkning til højresiden. Men de må indtil videre afvente en appel i en sag om et overfald på en politimand.

Paris Saint-Germains højreback Serge Aurier kan lige nu se frem til at kæmpe en hård kamp med formstærke Dani Alves om en plads i startelleveren hos PSG.

Men måske skal han i stedet kæmpe om en plads på holdet hos en engelsk klub efter denne sommer. Avisen The Telegraph melder, at både Chelsea og Manchester United er interesserede i den 24-årige ivorianer, men i øjeblikket vil det ikke give mening for dem at hente ham.

Aurier er nemlig forbudt indrejse i England og har været det siden november sidste år, hvilket betød at han måtte misse en Champions League-kamp mod Arsenal.

Læs også: Cahill: Morata er faldet godt til

Årsagen, til at han er forbudt indrejse, er, at han sidste år blev kendt skyldig i overfald på en fransk politimand, som han kom i klammeri med i forbindelse med et besøg på en parisisk natklub. Aurier gav politimanden en albue i brystet og blev derefter idømt to måneders fængsel samt en bøde på cirka 5.000 kroner.

Den unge ivorianer har anket dommen, og det er således dén, man venter en afgørelse på.

Aurier, som også har haft flere problemer med PSG, menes at koste i omegnen af 220 millioner kroner.