Avis: Chelsea vil forhøje bud på Alex Sandro

2789

Juventus’ stjerneback Alex Sandro ser ud til at være en eftertragtet mand i Vestlondon. Chelsea er angiveligt klar til at betale knap en halv milliard for brasilianeren, skriver Tuttosport.

Marcos Alonso gjorde en stor figur i den forgangne sæson, men noget kunne tyde på, at han bliver truet på venstrewing-positionen i den kommende sæson. Chelsea har i flere uger været meldt lune på Alex Sandro fra Juventus og har angiveligt fået et bud på knap 300 millioner kroner afvist. Men ifølge den italienske avis Tuttosport er de klar til at møde den pris, som de italienske mestre efterspørger.

Chelseas oprindelige bud på 40 millioner euro – altså knap 300 millioner kroner – skulle angiveligt være 20 millioner euro for lidt. Derefter bød de efter sigende 50 millioner euro, men også det var i underkanten, idet Den Gamle Dame nu forlanger 60 millioner euro, omkring 450 millioner kroner, for Sandro. Men Tuttosport melder altså nu, at The Blues er klar til at imødegå Juventus’ krav for at slippe deres 26-årige back.

Der er dog endnu ingen meldinger om, hvorvidt Chelsea allerede har afgivet et bud på 60 millioner euro, og hvor langt de er i eventuelle kontraktforhandlinger med Alex Sandro.