LUK
Forfatter Indlæg afJesper Kirkbak

Jesper Kirkbak

7 INDLÆG 0 KOMMENTARE

af -
1399

Han kom ridende hurtigt som en føniks gennem et flammehav. Nu er Chelsea engelske mestre – fordi klubledelsen så rigtigt før sæsonen og ansatte Antonio Conte.

He came riding fast like a phoenix out of fire flames
He came dressed in black with a cross bearing my name
He came bathed in light and the splendor and glory
I can’t believe what the lord has finally sent me

Normalt er jeg fortaler for “less is more”-princippet, når der skal kommunikeres. Så undskyld for den patosfyldte indledning. Men jeg har svært ved at lade de storladne ord ligge, når jeg for tiden ytrer mig om Chelsea – hvilket jeg i sagens natur gør, når jeg bliver bedt om at skrive et indlæg om Antonio Contes Premier League-triumf.

Jeg er ikke kun Chelsea-fan (hvem er så ensidig?). Jeg er til andet end fodbold. Blandt andet er jeg stor tilhænger af den kraft, hvormed PJ Harvey i sine sange beretter om krig og kærlighed. I toppen af denne artikel reciterer jeg det første vers i “The Dancer”. Jeg ser for mig en fortabt kvinde stå apatisk og ikke vide sit levende råd: Hvad skal hendes næste skridt dog være? Hun er såret, hun er fortvivlet, og hun har brug for hjælp. Men så kommer han. Han rider, klædt i sort, gennem et flammehav som en anden Fugl Føniks og giver hende tro på tingene igen.

Den mand er Antonio Conte. For enhver Chelsea-fan er han Fugl Føniks. Han er genopstandelsen, og når jeg ser tilbage på den netop færdigspillede sæson og sammenligner med sidste sæson, ja, så er det lige før, at jeg køber myten om livet efter døden.

Fra asken til himlen
15. maj 2016:
Chelseas spillere gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Et års tid forinden var det dem selv, der skulle hyldes af modstanderne, men nu er det folk som Wes Morgan, Kasper Schmeichel og Jamie Vardy, der skal klappes på banen. Leicester har på sensationel vis allerede sikret sig førstepladsen i Premier League – længe før denne sidste spillerunde – og de afgående engelske mestre hylder de nyslåede. Fra en 10.-plads ser Hazard, Azpilicueta og Fabrégas til, mens mestrene går på banen. Forud er gået en sæson, hvor José Mourinho førte sit mesterhold skidt gennem sommerpausen og hurtigt måtte se sig distanceret i Premier League. Senere var den legendariske Chelsea-manager blevet fyret af Chelsea for anden gang i karrieren – en anelse for sent på sæsonen. Løbet var kørt på det tidspunkt. Av.

15. maj 2017:
Chelsea-spillerne gør klar til æresporten på Stamford Bridge. Præcis et år forinden var det dem, der skulle klappe Leicester på banen, men nu er det deres tur til at blive hyldet.

Chelsea har rejst sig fra en miserabel sæson. Tiendepladsen i Premier League var den dårligste placering siden 1996, hvor klubben blev nummer 11, og holdets topscorer hed John Spencer. Nu hedder han Diego Costa. Men han er ikke med på banen. Han får et velfortjent hvil. Mesterskabet er i hus, og Costa har så meget overskud – og flabethed – i sig, at han bruger noget af pausen mellem de to halvlege på at hente mad i presserummet.

Det er ét af mange klip med Chelsea-spillere, man for tiden kan nyde med et smil på læben og gåsehud på armene. Det er en helt anden verden end for et år siden. For et år siden havde klubben knap nok en manager. José Mourinho var smidt på porten, og den gode Guus Hiddink var hentet ind til at sejle skuden nogenlunde i havn. Nu går den nye manager rundt med kongekrone på.

Og tilhængerne på stadion synger hans navn på “top of the league”-melodien: “Antoniooo! Antoniooo! Antonio! Antonio! “Antoniooo!”. Lige så hans hustru græder.

Før de sidste to runder endnu var spillet, havde hendes mand – vores mand(!) – sikret Chelsea klubbens sjette mesterskab i historien. Det var nok de færreste, der havde turdet håbe på dét, da sæsonen gik i gang (jeg spillede dog en 50’er på det dengang).

Fra firebackkæde til revolution
Det er ikke bare set over en hel sæson, at Conte har formået at skabe en genopstandelse. En af hemmelighederne bag mesterskabet er, at han og holdet har formået at genopstå gang på gang i løbet af sæsonen. Når holdet havde tabt en kamp – eller bare point – rejste det sig hurtigt igen.

Denne video af Guardian Football illustrerer det meget godt.

Den største krise opstod allerede efter tre kampe, der havde givet maksimumpoint. Jeg husker dem ikke som velspillede, og der skulle kæmpes for sejrene – i hvert fald over West Ham og Watford. Dengang havde Conte endnu ikke indført sit tremandsforsvar, som mange havde regnet med, at han ville overføre til Chelsea fra sin tid i Juventus – inklusive mig. Jeg så holdet som ubalanceret til den defensive side, fordi han ud over det normale firemandsforsvar spillede med både Nemanja Matic og N’Golo Kante. Det blev for tungt.

Og så krakelerede det. Først mod Swansea, hvor Chelsea smed to dumme point. Derefter tabte de til Liverpool hjemme på Stamford Bridge, inden kollapset var totalt ved pausen på Emirates Stadium mod Arsenal: 0-3 ved pausen. Av. Hvor blev Conte af?

Det var her, i dette øjeblik på sæsonen, at han kom ridende, hurtigt, og aldrig så sig tilbage igen. Han gik over til sit tremandsforsvar, og selvom anden halvleg blot endte 0-0, skulle den vise sig som en sejr: Han havde fundet roen. Roen til at spille sit eget spil (ja, undskyld klichéen), og roen til sit hold. Resten af 2016 tabte Chelsea ikke et eneste point. Først efter tretten sejre på stribe (Premier League-rekord delt med Arsenal) røg den gode stime mod Tottenham i 2017’s første kamp. Ligesom i mesterskabssæsonen to år tidligere viste Spurs sig som mere end en stor mundfuld på White Hart Lane.

Se også: Video: Lampard udpeger sit favorit mesterskabshold

Den kamp skulle vise sig at blive én ud af fem nederlag på vej mod mesterskabet. Men det var den kamp, der bedst viste, hvordan man knuser Chelsea. I den kamp dominerede Mousa Dembele og Victor Wanyama fuldstændigt Matic og Kanté ved at være ultraaggressive. Og mens Chelsea brændte sine chancer, var Spurs kolde og kyniske. Pochettino havde læst Conte fuldstændig. Ikke bare var han også gået over til et tremandsforsvar som et modsvar, han vidste også, hvor Chelseas største svaghed i defensiven lå: i luften på bagerste stolpe ovre hos Azpilicueta og Victor Moses. Derfor slog Christian Eriksen gladeligt bolde fra højre side af banen derover, hvor Dele Alli helt indøvet var klar og headede bolden i kassen – to gange! Bum. Sådan gør man.

Hr. konsistent
Guardian kalder Antonio Conte for “Mr. Consistent”. Det gør avisen med rette. Før kampen mod Watford havde manageren i løbet af sæsonen kun lavet i alt 38 ændringer i startopstilling fra kamp til kamp. Og selv om han lige lavede ni af slagsen til kampen mod Watford, er det ganske usædvanligt. Til sammenligning lavede Mourinho 78 ændringer i mesterskabssæsonen 2004/05 og hele 118 ændringer i mesterskabssæsonen året efter.

Jamie Carragher og Gary Neville gennemgår tallene i dette interessante indslag.

Det er klart, at José Mourinho også havde Champions League at tænke på dengang. Det er den store forskel. Og derfor bliver Contes tal også højere næste år, hvor Chelsea heldigvis er tilbage i Europa. Derfor har denne sæson uden europæisk fodbold – trods alt – været en slags gave til Conte og Chelsea.

Conte ville ikke på samme måde have haft mulighed for at køre sin taktiske filosofi ind på spillerne, hvis han skulle have spillet omkring 55 eller flere kampe mod de 48, som holdet ender på i år. For eksempel går meldingerne fra England på, at han i høj grad har gjort brug af dobbelte træningspas. Det bliver svært at praktisere i næste sæson. Men nu ved Chelsea-spillerne også, hvad han vil. Så hvis man køber præmissen om, at kontinuitet har været en vigtigt nøgle til at vinde mesterskabet igen, er sommerens transfervindue af afgørende betydning for yderligere succes.

Costa-salg er ingen katastrofe
Når et hold præsterer formidabelt over en hel sæson, er det som regel, fordi en lang række af holdets spillere har spillet strålende. Derfor vil der opstå interesse omkring spillerne fra andre klubber højere i fødekæden. De klubber er der heldigvis ikke ret mange af for Chelseas vedkommende. For mens Leicester hurtigt mistede Kanté, fordi Leicester – mestre eller ej – er en relativt lille klub på den store scene, er der for Chelseas startende spillere ikke ret mange andre klubber end Real Madrid, Barcelona og måske Bayern München der for alvor er attraktive – og så de kinesiske klubber for de virkelig pengeglade.

Derfor er de mest bekymrende rygter dem, der rumsterer omkring vores vigtigste spillere i relation til de nævnte klubber. Desværre vil hverken historierne om Eden Hazard og Thibaut Courtois og interessen fra Real Madrid forstumme. Samtidig har både Marcos Alonso og César Azpilicueta været nævnt som mulige emner til Barcas sommerindkøb, mens det er uvist, hvordan Cesc Fàbregas som midtbanereserve vil håndtere konkrete tilbud – United og Liverpool har været meldt interesserede.

På toppen af det hele står Diego Costa. Han har længe været meldt på vej til Kina til en pris, der vil gøre ham til verdens dyreste spiller nogensinde og sikkert også den bedst betalte. Det virker sandsynligt, at det vil ske, og jeg kan godt forstå, hvis han ikke kan modstå sådan et tilbud. Men hvor vil det efterlade Chelsea?

“En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå”

For mig vil det spillemæssigt ikke være en katastrofe, hvis klubben vælger at indkassere Kina-gevinsten, ligesom den gjorde med Oscar og John Obi Mikel. Costa har scoret mange mål, ja, men han er langt fra perfekt. Han mister simpelthen så mange bolde. Jeg sidder tit og bander hans beslutninger væk. Det er ikke atypisk for ham, at han tager et træk for meget for så at træde i bolden eller blive tacklet. Det kan andre sagtens gøre bedre. Jeg tror, at klubben vil kunne finde en mere boldstærk angriber, der vil kunne score lige så mange mål. Klubben bør gå efter Kylian Mpappé, der med sine 18 år vil kunne sikre angrebsfremtiden for de fleste storklubber. Andre emner som Àlvaro Morata og Romelu Lukaku er også blevet nævnt i rygtestrømmen. De vil også være interessante erstatninger. Jeg vil dog savne de skæve smil og små grin, Diego Costa fremkalder.

Læs også: Conte: Det er en drøm, der er gået i opfyldelse

En af de store fejl, José Mourinho begik efter 2015-mesterskabet, var, at han ikke forstærkede truppen til den efterfølgende sæson. Den fejl må Conte ikke begå. Meldingerne går heldigvis på, at han får noget der ligner 200 millioner pund at lege med hen over sommeren. Med sådan en pengepung kan han vælge at købe tre fuldblodsverdensstjerner, hvis han ønsker det.

Spørgsmålet er, hvor han skal bruge pengene. Michy Batshuayi har lige scoret i to kampe i træk, hvoraf det første sikrede klubben mesterskabet. Men selv om han ikke har fået mange chancer af Conte, har han vist sig noget kluntet, når han endelig fik spilletid. Uanset om Costa bliver solgt eller ej skal der nyt blod til angrebet.

Hazard og Pedro har vist sig som Contes favoritter lige bag Costa – og det er med rette. Begge har haft en flot sæson. Hvis Willian kan leve med reduceret spilletid og bliver i klubben, synes jeg ikke nødvendigvis, at der er brug for en forstærkning på denne position. På midtbanen har Kanté og Matic spillet de fleste kampe suppleret af Fàbregas og til dels Nathaniel Chalobah. Jeg tror, Conte vil have mere bredde her.

Det samme gælder på wingbackerne. Faktisk mener jeg, at Chelsea skal gå fuldbyrdet efter en erstatning for Victor Moses. Det er måske nok en kontroversiel holdning, eftersom nigerianeren er som genfødt og har spillet en flot sæson. Jeg synes bare stadig, at han falder ud og mangler en smule kvalitet både kreativt og defensivt. Den samme holdning har jeg til forsvaret, hvor Cahill har været stærk, men også har haft enkelte dårlige øjeblikke mod hurtige storhold. Her tænker jeg specielt på City-kampen i december. Faktisk mener jeg, at César Azpilicueta, der har spillet enestående, uretfærdigvis blev forbigået til årets hold i Premier League. Han skulle have haft Gary Cahills plads. Nå, men Kurt Zouma er et godt alternativ til forsvarskæden, og spørgsmålet er, om Andreas Christensen kommer tilbage fra Tyskland og får en aktiv rolle. Uanset hvad tror jeg, at Conte vil foretage et indkøb her.

Kongekrone frem for undskyldninger
Det var med lettelse, at jeg så et efterkampsinterview med José Mourinho forleden. United havde lige tabt til Tottenham. Den portugisiske manager kvitterede med at sige, at de alligevel ikke troede på Premier Leagues top fire længere. Jeg sad med lettelse, fordi jeg kender hans evige trang til at spinne, og jeg vidste, at det var en dårlig undskyldning. Selvom United står over for en alt eller intet-kamp med Europa League-finalen om en uge, virkede det ynkeligt. Den slags er vi som Chelsea-tilhængere forskånet for nu.

Nu hedder vores mand Conte. Det er ofte floskler, han kommer med i interviews, men det tilskriver jeg først og fremmest, at han ikke føler sig så godt hjemme i det engelske sprog. For manden er alt andet end en floskel. Se ham på sidelinjen, når holdet scorer. Se ham kramme spillerne ekstatisk, når holdet har vundet. Og se ham synge “Chelsea! Chelsea! Chelsea!”, når klubben har hjemtaget et mesterskab.

Jeg knuselsker blandingen af hans taktiske kynisme og følelsesmæssige udbrud. Som Chelsea-tilhænger må jeg bare sige:

I can’t believe what the lord has finally sent me.

Jesper Kirkbak er cand.public i journalistik og arbejder som freelancer. Han har tidligere været på BT og Metroxpress’ sportsredaktioner. Følg ham på Twitter.

af -
2066

Antonio Contes arbejde med Chelsea-spillerne og holdets taktik dette efterår er ren verdensklasse.

Det blev alligevel jul i år for Chelsea. Og sikke én af slagsen.

For snart tre måneder siden skrev jeg et indlæg her på siden under titlen ”Hvor bliver du af, Conte?”. Chelsea var lige kommet ud af tre opgør med et udbytte på ét sølle point. Nederlagene til Liverpool og Arsenal skar dybt, og 2-2 mod Swansea var åndssvagt. Men siden da har Chelsea spillet 11 kampe og vundet dem alle med en målscore på 25-2. Ét af de to mål imod Chelsea blev endda scoret af Cahill, så Christian Eriksen er den eneste ikke-Chelsea-spiller, der har scoret mod holdet siden det forsmædelige 0-3-nederlag til Arsenal.

Mens Chelsea er stormet derudad med maksimumpoint har de andre storhold vaklet. Hverken Liverpool, Arsenal, Manchester City eller Tottenham har kunnet holde trit. Derfor kan Chelsea holde jul med et forspring på mindst seks point til nummer to.

Men hvad skete der lige?

Her er nogle af de ting, som jeg skrev i mit indlæg tilbage i september, at jeg savnede fra Antonio Conte:

* Han spillede 4-3-3/4-2-3-1 i starten af sæsonen. Jeg var skuffet, for jeg havde glædet mig til at se hans aftryk på holdet. Det var først i sjette kamp, at han introducerede tremandsforvaret, og det var i anden halvleg mod Arsenal, da der stod 0-3, og kampen reelt lukket. Siden da er der som skrevet kun gået to mål ind.

* Hvorfor købe David Luiz tilbage? Den mand gav mig dårlige nerver i sin første periode i klubben. Hans svævende forsvarsspil var slet ikke savnet, da han var taget til PSG, så jeg undrede mig over hans tilbagekomst. Men Conte skulle bruge en spillende forsvarsspiller til den midterste position i sit tremandsforsvar. En mand, der kunne føre bold fremad, og det kan David Luiz. Contes arbejde med Luiz er til ug. Han har fået tæmmet Luiz. Brasilianeren har aldrig spillet bedre, end han gør lige nu, hvor han måske er Premier Leagues bedste midterforsvarer. Grunden er, at han spiller mere disciplineret end nogensinde før. For når han først tager hovedet med på banen og forstår, at han er forsvarsspiller, og forstår, at man ikke behøver satse alt i alle tacklinger, så bliver angriberne hårdt prøvede over for hans fysisk. At han så ikke har forstået, at han slet ikke er holdets bedste frisparksskytte, er en mindre sag. Men det bør være Willian eller Marcos Alonso, der sparker, hvis de er på banen. Noget tyder på, at David Luiz har lagt sig i toppen af hierarkiet i spillertruppen, så hans ord vejer tungt som Zlatans. Bliv ikke overrasket, hvis han er Chelsea-anfører i næste sæson.

* Var Marcos Alonso den rette mand til venstre side af forsvaret, spurgte jeg. Jeg kendte ham ganske enkelt ikke. Nu ved jeg, at han er den helt rette mand til at spille den venstre wingbackposition. Han har lavet mål. Han har lavet to assists. Han er en offensiv trussel. Han har været stærk i hovedspillet på defensive dødbolde. Han har været et kraftværk på venstrekanten. Han har været god. Det fører mig over på den anden wingback, hvor Victor Moses er født på ny. I tre år var han udlejet til tre forskellige klubber (Stoke, Liverpool og West Ham) efter en sløj første sæson i klubben. Han lignede ikke en spiller til en topklub. Men det, Mourinho ikke havde forstået, var, at Victor Moses i virkeligheden er wingback. Det havde Conte forstået, og Moses var en del af italienerens plan. Ligesom Alonso løber han rigtig mange meter op langs siderne. Deres evne til at komme i feltet er formidabel. Moses’ tre scorede mål vidner om dét. Det er heller ikke sjældent, at den ene afleverer til den anden i feltet. Det er overfaldsfodbold.

* Midtbanen var for udynamisk og defensiv. For også i starten af sæsonen spillede Conte med både N’Golo Kanté og Nemanja Matic, men med en firbackkæde var holdet simpelthen for tungt til den defensive side. Det var ikke en alvorlig offensiv trussel. I det nye system har han holdt fast i de to midtbaneløbere, og de har været gode. Matic ligner ham, klubben hentede tilbage fra Benfica i januar i 2014, og som var en stor, modbydelig grund til, at mesterskabet kom i hus. I sidste sæson under Mourinho var gløden hos ham slukket, ligesom den var hos eksempelvis Eden Hazard, men nu er han tilbage. Lige nu topper han assistlisten hos Chelsea med sine seks oplæg. Endnu bedre har Kanté været. Den lille franskmand er simpelthen alle vegne. Han er den tredjemest tacklende spiller i ligaen (51), den tredjemest afleverende spiller (1090), og han ligger nummer fire, når det kommer til antal gange, han har været på bolden (1349). I det nye system har det fungeret med de to betonmidtbanespillere, fordi der kommer så meget offensiv kraft fra wingbackerne, og fordi Hazard har fået en mere fri rolle. Det har klædt belgieren ikke at være bundet af samme defensive pligter som under Mourinho.

“Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson.”

* Han tøvede for meget med sine udskiftninger. Mod Liverpool ventede han for eksempel til det 81. minut med at røre ved sine startende spillere, og da var det med tre udskiftninger på én gang. Jeg tror, det handler om, at han har stor tiltro til de 11 spillere, han har udvalgt fra starten af kampen. Det har han også vist i den vindende periode, hvor man nærmest ikke har behøvet at gøre sig det besvær med at tjekke startopstillingen en time før kampen for at vide, at den hed: Courtois, Azpilicueta, David Luiz, Cahil, Moses, Kanté, Matic, Alonso, Pedro, Diego Costa, Hazard. På det seneste har han alligevel givet mere plads til Cesc Fàbregas og Willian, der er tilbage i startopstillingen frem for Pedro, hvor han hører til. Men det er også nemt at sætte sit hold ugen efter en sejr. På et tidspunkt kommer der modvind, og så må se, hvordan han håndterer den situation.

Fleksibel formation
Derudover har 3-4-3-formationen været en fornøjelse at følge. Han tænker moderne fodbold på en ny måde. Det er en sand revolution i en klub som Chelsea, hvor firbackkæden i årevis har været hellig. Den fungerer, fordi den kan trækkes sammen til en 5-4-1, når modstanderen er på bolden. Det betyder, at modstanderne har mere end svært ved at bryde igennem i etableret spil. Formationen fungerer, fordi David Luiz og Gary Cahill får mere opbakning. Ikke mindst fra César Azpilicueta, der sammen med flere andre Chelsea-spillere kandiderer til sæsonens hold indtil nu. Han redder ofte kastanjerne ud af ilden for sine forsvarsmakkere.

Offensivt kan systemet udvides til, hvad der vel nærmest er en 3-2-5, når wingbackerne kommer blæsende, ligesom den som sagt frigiver flere offensive kræfter til Eden Hazard, Pedro/Willian og Diego Costa.

Og når vi nu er ved sidstnævnte: ingen succes uden mål, og Diego Costa har været aldeles fremragende. Specielt målene mod Manchester City og West Bromwich, hvor han egenhændigt og ud af ingenting skabte chancer for sig selv. Også i forhold til Diego Costa har Conte sat et aftryk. Da Costa scorede mod Crystal Palace løb han direkte ud til Conte og jublede med ham. Det er tydeligt, at der er en fremragende kemi mellem de to iltre personligheder, og Costa viser med al tydelighed, at han ønsker at spille for Conte.

Men der er også svagheder, selvom de er få i øjeblikket. En af dem er, at Eden Hazard (8 mål) og Diego Costa (13 mål) har stået for 60 procent af scoringerne. Det er jo en styrke, når de spiller, men efterlader måske holdet en smule sårbart, når de er ude med skade eller karantæne. For eksempel savnede holdet Hazards kreative finurligheder mod Sunderland, og Diego Costas kynisme kan måske blive savnet mod Bournemouth. Det er blandt andet Michy Batshuayis job at udfylde det hul. Holdet er nødt til at spille med en målfarlig angriber, der kan true. I en sæson med få kampe, der ikke lægger op til samme grad af rotation, kan det vise sig værdifuldt, at han forhåbentligt spiller mod Bournemouth. Også Kanté er ude, så mesterskabsduoen Matic og Fábregas må klare ærterne.

Til tider har Gary Cahill været en anden svaghed. I hvert fald mod Manchester City, hvor holdet vandt til trods for ham. Hans manglende hurtighed blev udstillet, og han lavede fejl. Det er spændende at se, om Kurt Zouma får en rolle på holdet, når han er 100 procent tilbage fra sin langvarige knæskade. Det er nok en god idé for Cahill at holde sig skadesfri.

Prisregn
I november hjemtog Chelsea som det første hold nogensinde alle tre månedspriser i Premier League: månedens manager (Conte), månedens spiller (Costa) og månedens mål (Pedros curlede bold op i krogen mod Tottenham). Denne måned startede Conte og hans drenge med at besejre City med 3-1 efterfulgt af tre 1-0-sejre. Det er langt fra usandsynligt, at der ligger og venter seks point hjemme mod Bournemouth og Stoke, og så bør Conte vel modtage samme pris for december – selvom også José Mourinho og Slaven Bilic byder sig til. Costa bragte sig mod Crystal Palace op på fem gule kort for sæsonen og er ude med karantæne i den ene af de to julekampe, men alligevel ligner han igen en favorit til at blive månedens spiller.

For Contes vedkommende har jeg ham i øvrigt allerede nu som storfavorit til kåringen som årets manager. Han har løftet et smadret Chelsea-hold op fra sumpen på tiendepladsen til en nogenlunde sikker Champions League-kvalifikation og muligvis et mesterskab i sin første sæson. Og han har gjort det på en aldeles visionær facon.

Jeg efterspurgte en revolution fra Conte i mit sidste indlæg. Det føler jeg, at vi har fået. Pointsnittet er højere end i rekordsæsonen 2004/05, og 11 sejre i træk er klubrekord. Arsenals rekordstime på 14 sejre i 2002 synes inden for rækkevidde. Det kunne da være lidt sjovt at pille ved den rekord.

Vi får at se. Uanset hvad er der god grund til at synge “An-to-nioooo, An-to-nioooo, An-to-nio, An-to-nio, An-to-nioooo” ved denne højtid.

Glædelig jul – at the top of the league.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
2506

Antonio Conte lader revolutionen vente på sig efter et mislykket transfervindue og en ellers fin sæsonstart.

Suk.

1-2 til Liverpool, 0-3 til Arsenal på bare otte dage. Det gør ondt, og det kan et comeback mod Leicester i den lille pokalturnering EFL Cup ikke retfærdiggøre. Men det er ikke kun resultaterne, der bekymrer mig.

Da Antonio Conte blev præsenteret som Chelseas nye manager, tænkte jeg: ”Yes, endelig viser ledelsen vision.” I rekrutteringsforløbet havde Contes argentinske ligemand Diego Simeone også været nævnt som en af de store kandidater. Jeg havde også gerne set den hårde hund Simeone som manager på Stamford Bridge, men da det endte med Conte, var jeg godt tilfreds. Det duftede af noget nyt og lovede noget taktisk spændende.

Tænk på, hvordan han gav nyt liv til den klassiske 3-5-2-formation i sin tid i Juventus, hvor han genopfandt Andrea Pirlo og bragte Juventus tilbage som absolut magtfaktor i italiensk fodbold. Sammen med mange andre Chelsea-tilhængere ventede jeg i spænding på, at han skulle bringe ny energi og en sammenhængende spillestil ind på et hold, der havde været gået i stå i næsten halvandet år. Ville han mon spille med et tremandsforsvar? Hvor ville han mon placere Hazard i en 3-5-2-opstilling? Og hvem skulle hentes ind til at være den mere boldspillende forsvarsspiller?

“Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke”

Hvis vi ser på transfervinduet, så startede man med at hente oprydderen N’Golo Kanté fra de engelske mestre og Lukakus angrebsreserve på det belgiske landshold Michy Batshuayi. De kostede hver især lidt mere end 30 millioner pund. To spændende indkøb til fremtiden. Det var afgjort tiltrængt med ny energi i angrebet – til at supplere Diego Costa – og på midtbanen for at live op i en mand som Nemanja Matic. Men så hoppede kæden af.

Okay, Marcos Alonso vidste jeg ikke nok om, og jeg var enig i, at det var tid til at få en venstrefodet venstreback ind på holdet. På den måde kunne Azpilicueta komme over i højre side af forsvaret, og Ivanovic ud på bænken. Hvis det var Alonso, klubben og/eller Conte ville have til at udfylde rollen i venstre side… fint med mig. Vi får at se, om han er den rette løsning.

Men da først rygterne begyndte at svirre, og klubben til sidst præsenterede David Luiz som løsningen på hullet i forsvaret… ej, jeg forstod det slet ikke. Forstår det ikke. Manden er for mig definitionen på usikkert forsvarsspil. Definitionen på at skabe utryghed. Definitionen på en fodboldspiller, der ikke har hovedet med sig. Definitionen på at være overvurderet. Definitionen på rigtig mange defensive dårligdomme. Og slet ikke løsningen på noget som helst. Han er for mig det klareste billede på de syv mål, Brasilien lod gå ind mod Tyskland i VM-semifinalen i 2014.

Jeg er med på, at transfermarkedet er hårdt. Og jeg er med på at der ikke hænger Bonucci’er og Stones’er på træerne, men David Luiz?! Jeg troede næsten ikke på det. Læg dertil, at Contes entré ikke havde bragt nogen nævneværdige afskeder med sig.

Læs også: Conte: Vi er et godt hold på papiret, ikke på banen

Sådan gik det til, at Chelsea en lørdag i slutningen af september stillede til kamp på Emirates Stadium med en firbackkæde (!) bestående af det samme persongalleri, der spillede en katastrofal 15/16-sæson – blot med den ændring, at man var nødsaget til at erstatte JT med Mister Flamboyant Brazilian. Helt vildt. Med John Terry ude har det efterladt Chelsea med et forsvar, hvor tre ud af fire ikke spiller fodbold, der er et tophold værdigt – og måske netop derfor er Chelsea ikke et tophold lige nu.

Antonio Conte startede sin Chelsea-karriere med at vinde tre ud af tre Premier League-kampe, og det burde egentlig have været fire ud af fire. Men klasse fornægter sig ikke, og det gør mangel på klasse heller ikke. Så mod Swansea blev to point drysset væk. Og de ti point i fire kampe lyder af mere, end de er. Hvis det ikke havde været for Diego Costas målhøst på den sene side af det 80. minut i tre af kampene, var det kun blevet til fem point i fire kampe.

Ud over firbackkæden, der bemandingsmæssigt kun er blevet ændret på grund af Terrys skade, har Conte ikke lavet meget om. Han har set sig nødsaget til at fylde midtbanen ud med defensive kræfter. Det betyder, at Matic ikke er blevet byttet ud med Kanté, men har fået pladsen ved siden af franskmanden. I sig selv en anelse konservativt. Hazard, Willian og Costa har været selvskrevne, og Conte er gået med Oscar som sidste mand i regnestykket. Det har ikke været specielt godt. Midten har manglet kreativitet. Det har været mest udtalt, når Cesc Fabregas er kommet på banen sent i kampene.

“Det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution”

En anden ting er Contes ageren i løbet af kampene. Her har han været alt, alt for passiv og bundkonservativ. Specielt mod Liverpool, hvor han ventede til det 84. minut med at skifte ud, og da var det for sent med de friske kræfter. Fabregas fik ikke tid til at spille sig ind i kampen.

Mod Arsenal havde Fabregas fået chancen fra start – stadig med Matic og Kanté på midten. Men inden det nåede at blive til en kamp, smed forsvaret sejren i armene på Arsenal. Cahill er for langsom i fødder og handling, og David Luiz sejler rundt. Med 0-3 ved pausen skulle Conte selvfølgelig have reageret. Personligt ville jeg gerne have set ham tage chancen med to deciderede angribere oppe foran. Så kunne Batshuayi og Costa have taget kampen op. Hvis det ikke var det rette at gøre, skulle han have gjort noget andet.

Læs også: Zouma nærmer sig comeback

Ti minutter senere kom reaktionen dog, da han hev Fabregas ud og satte Alonso ind. Dermed gik han over til bemeldte 3-5-2 med to wingbacker. Men det står en smule uklart for mig, hvorfor det lige skulle være på det tidspunkt. Ville han starte sin revolution nu, nede med 0-3 mod Arsenal?

Mit indlæg skal ikke forstås derhen, at jeg ikke er glad for Conte som manager. Jeg håber, at han får lang tid i klubben, og jeg tror på, at det kan blive godt med ham. Men det er, som om han enten føler sig begrænset eller begrænser sig selv. Jeg ønsker en revolution. Ud med nogle af de gamle, tunge drenge, ind med de taktiske visioner, som vi ved, han har i rygsækken.

Det er det, han er ansat for.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
1763

Han kom tilbage, hentede mesterskabsvindende spillere og smadrede så det hele – som han plejer. Advarsel: Det her bliver langt – men der er blevet sparet grundigt op.

Jeg kan huske, hvordan min mave knudrede sig sammen i sommeren 2013. Der skulle ske noget nyt i Chelsea.

Klubben havde lige vundet Europa League, og det tæller som et trofæ, men det kom oven på en sæson med tidlig Champions League-exit og en snoldet tredjeplads i ligaen. Samtidig havde begge hjemlige pokalturneringer været billigt til salg, men Chelsea var røget ud i semifinalerne. Tilmed skulle vi Chelsea-tilhængere leve med at se Rafael Benitez – en af de helt store rivaler op gennem 00’erne – på bænken. Og vi skulle leve med, at det var United, der snuppede mesterskabet med en middelmådig trup.

Derfor kom der julelys i øjnene på mange af os, da det så uomtvisteligt ud, at José Mourinho var nødt til at forlade Real Madrid. Han og verdensstjernerne var kørt fast.

Den dårlige mavefornemmelse kom af, at skriverierne gik på, at det var United, der skulle overtage ham. Til sidst endte Alex Ferguson med at udpege David Moyes som sin efterfølger, men undervejs havde vi været vidne til skriblerier om, at Mourinho havde bejlet mere end overordentligt til de daværende mestre. Derfor var lettelsen overordentlig stor og med flødeskum på toppen, da Mourinho skrev under med Chelsea.

Tre år er der gået, og meget er hændt. I år knudrede min mave slet ikke. Jeg håbede faktisk på, at han ville plante den samme underskrift på en kontrakt i Manchester. Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning.

Hvis man har læst mine ord på denne plads tidligere, vil man vide, at jeg er en kritisk Chelsea- tilhænger. For eksempel kritiserede jeg Frank Lampard – min yndlingsspiller gennem tiderne – da han træk i City-trøjen. Jeg skrev, at det gjorde ondt. Det fik jeg høvl for blandt Chelsea-fans. Hvordan kunne jeg kritisere en mand, der havde gjort så meget for klubben?

“Mourinho er ikke den rette løsning for United, og han er slet ikke en langsigtet løsning”

Så når jeg nu kritiserer José Mourinho – manden, der vandt det første mesterskab til klubben i 50 år, hentede flere store trofæer og gav os et væld af store oplevelser – så forventer jeg intet andet end at blive kaldt illoyal eller det, der ligner og er værre. Jeg er naturligvis uenig, men det er fint. Bare husk, at de største skuffelser er affødt af de mest intense kærlighedsaffærer.

Langsom start – og hans tredje mesterskab
Lad os først se på resultaterne i Mourinhos anden periode.

2013/14: Det startede langsomt, og det var fint. Mourinho skulle, som enhver anden manager, have lov til at sætte sit præg på trup, spillestil, og hvad der ellers hænger sammen med en ny leder i en fodboldklub. Klubben vandt ingen trofæer i den sæson, men det så lovende ud. Der var tidspunkter i foråret 2014, hvor selv en skeptisk Chelsea-fan kunne håbe på mesterskabet i en sæson, hvor SSS-offensiven i Liverpool var ved at hente mesterskabet, men måtte se City løbe af sted med det til sidst.

Chelsea hakkede sig igennem foråret, og det endte med en tredjeplads. Direkte Champions League- kvalifikation var hæderligt i en liga, hvor nye, stærke vinde blæste fra flere verdenshjørner end tidligere. Samtidig havde det være tæt på endnu en Champions League-finale, men Atletico Madrid og Diego Costa var klogere, stærkere og mere ærgerrige i semifinalerne.

Det, der stod tilbage, var, at Chelsea igen, igen havde spillet en defensiv omgang bold, når det gjaldt. Det havde belønnet sig på Anfield i ligaen, men de manglende offensive kræfter havde manglet og kostet i Champions League. På midtbanen var Lampard ikke den general, han var engang, og Torres i angrebet… ej, jeg orker næsten ikke. Han skulle bare erstattes af en skarpere angriber. En ældre udgave af Eto’o scorede flere mål end ham i den sæson, og Hazard blev holdets topscorer. De problemer blev løst den efterfølgende sommer.

Læs også: Andreas Christensen er årets spiller i Gladbach

2014/15: Mesterskabet vendte hjem. Mourinho havde været kontant tidligt i sommerens transfervindue, og de to vigtigste brikker var faldet på plads: Diego Costa og Cesc Fàbregas. I vinteren, der gik forud, var Nemanja Matic kommet tilbage fra Benfica og havde gjort en stor forskel med det samme. Flotte handler.

De to spanske landsholdsspillere skulle som henholdsvis topscorer og assistkonge vise sig at være dét, der skulle til, for at Chelsea i efteråret 2014 kunne sætte sig tungt på Premier Leagues førsteplads – og det var med sprudlende angrebsfodbold. Hvem var ikke gode? Tænk tilbage på Azpilicueta-Terry-Cahill-Ivanovic. Av. Tænk tilbage på Matic. Av. Tænk tilbage på Fàbregas. Wow. Tænk tilbage på Hazard-Oscar-Willian. Wow. Tænk tilbage på Costa. BUM! Et sandt mesterskabshold.

På bagsiden af guldmedaljen var der sket noget omkring nytår. Med tømmermænd kunne vi se Tottenham og Harry Kane stemple ind med en 5-3-sejr over The Blues. Hvor kom det fra? Derfra flød spillet slet ikke på samme måde, og det kostede allerværst i Champions League. Da hjemmekampen mod PSG gik i gang, førte Chelsea på reglen om udebanemål, og da Zlatan allerede efter en halv time fik rødt kort, så alt godt ud. Men i stedet for at køre på spillede Chelsea med håndbremsen trukket. I stedet for at gå efter ét og to mål endte det med overtid og exit. PSG var og er et fantastisk hold, men det var ikke godt nok. Jeg bandede allermest af Mourinho og hans konservatisme. Den vundne League Cup-finale over Tottenham halvanden uge tidligere trøstede en smule.

2015/16: Hvad skete der? Jeg luftede tidligt min bekymring på denne plads og skrev: ”Mourinho gør mig usikker

Den første fredag i august forlængede Chelsea managerlegendens kontrakten til 2019. Fremtiden skulle sikres. Dagen efter spillede Chelsea mod Swansea. Og den dag startede balladen. Jeg skrev dengang, at Chelsea havde været for passive på transfermarkedet sommeren over, og optakten havde virket kluntet og doven på mig. Dårlige resultater i træningskampe er, hvad de er, men Mourinho havde givet spillerne overordentlig meget fri den sommer. Truppen mødte sent ind.

På mig var det den gode gamle med at hvile på laurbærrene. 2-2 hjemme mod Swansea var, hvad det var, men meget tyder på, at der skete et brist mellem Mourinho, staben og dermed truppen, da han satte Eva Caneiro i offentlig gabestok for at løbe ind til Eden Hazard i de døende minutter. Den efterfølgende kamp tabte Chelsea 0-3 til City.

Da Chelsea i ottende spillerunde tabte 1-3 hjemme til Southampton, og Mourinho skulle forklare sæsonens fjerde liganederlag(!), begav han sig ud i en syv minutters enetale på direkte tv. Han var en resignerende mand, der arbejdede på sit eget eftermæle. Han regnede tydeligvis med en fyreseddel. Personligt var min egen føromtalte bekymring blevet bekræftet, og jeg syntes, at ledelsen måtte gøre noget, inden hele sæsonen blev skyllet ud. Den var helt gal, men i det mindste kunne man stadig snildt nå top fire. Det forudsatte bare, at Mourinho røg ud – også selvom det ville blive økonomisk dyrt.

Læs også: Den dyre talentudvikling – version Lukaku

Han fik lov til at blive og vandt 2-0 over Aston Villa. Måske det vendte nu? Men ak, det var bare Aston Villa anno 2015. West Ham, Liverpool og Stoke vandt alle over Chelsea i de tre efterfølgende ligakampe. Desværre skulle vi helt frem til december, før ledelsen viste handlekraft og fyrede ham. På det tidspunkt var skaden sket, og Chelsea endte med en historisk dårlig sæson.

Så altså: Mourinho kom tilbage, sikrede klubben et længeventet mesterskab med pokalsidevogn og var nogenlunde tæt på en Champions League-finale. Og han hentede nogle få fantastiske spillere, der gjorde forskellen undervejs. Havde det været dét, så havde det været smukt. Men derefter sov han i det efterfølgende transfervindue, hvilede generelt på laurbærrene, svinede offentligt spillere og stab til, da der opstod modvind, og til sidst tænkte han allermest på at sikre sit eget eftermæle, sin egen karriere. Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange. Den klub, han afleverede, var ikke i orden, truppens gejst smadret.

Og så har jeg endnu ikke præsenteret min holdning til den generelle indsats på transfermarkedet, mens han var der.

Genialiteter og katastrofer
Cesc Fàbregas og Diego Costa var to verdensstjerner, der kom ind til gode priser og gjorde en forskel. Og mesterskabet var ikke blevet til noget uden Nemanja Matic. Willian er også Mourinhos klare fortjeneste. Han snuppede brasilianeren for snuden af Tottenham, og specielt i denne sæson skal Chelsea være taknemmelig for det. På den anden side er der for mange indkøb, Mourinho ikke fik til at fungere. Her tænker jeg specielt på Filipe Luis, Pedro og Juan Cuadrado (måske sidstnævnte lykkes under Conte?), men jeg tænker også på folk som Loïc Rémy, Baba Rahman og ikke mindst skandalelejemålet af Falcao. Derudover har Mourinho givet meget få chancer til unge folk.

Men det er, hvad det er. Det er på salgssiden, det har gjort ondt under Mourinho. Først røg Juan Mata. Han havde været et vigtigt kreativt lyspunkt i sine to år i klubben, og det gjorde ondt at se ham blive solgt til United, men okay, jeg kunne godt se, at han stod i vejen for Mourinhos projekt, og 37 millioner pund var en fin pris. Men i samme transfervindue lod han Kevin De Bruyne gå for sølle 16,5 millioner pund til Wolfsburg. En spiller, der derefter tordnede gennem lydmuren, og jeg er ikke overrasket, hvis vi næste sommer ser City løfte Premier League-trofæet med ham som ligaens bedste mand (selvom han ikke ligefrem lovede dét i Belgiens EM-kamp mod Italien).

“Dårligdommene i sommeren og efteråret 2015 overgår, i min bog, mesterskabets eufori mange gange”

At man fik 50 millioner pund for David Luiz er det største kup i transferhistorien – jeg ville have solgt ham for det halve og mindre end dét – og at Mourinho skilte sig af med spillere som Demba Ba, Fernando Torres, André Schürrle og Ashley Cole var fint.

Til gengæld hopper kæden af for mig, når man sælger spillere på positioner, man kort tid efter står og mangler folk til. Ud over De Bruyne, der kunne have pyntet gevaldigt i offensiven sammen med Willian og Hazard, så undrer det mig, at folk som Ryan Bertrand og Romelu Lukaku (Petr Cech klandrer jeg Abramovic for at sælge til en ligarival) skulle sælges. Og her har jeg medregnet en umiddelbart flot pris for Lukaku. Derudover skal Chelsea næsten håbe på, at Thorgan Hazard ikke udvikler sig alt for voldsomt. Andreas Christensen kan klubben selv sørge for at få hentet hjem igen sammen med andre lovende lejesvende.

En ting, jeg har tænkt meget over, er, hvilken rolle klubbens øvrige ledelse spiller på transfermarkedet. Konkret synes jeg, at der er begået nogle mærkværdige køb på det seneste med Michael Emenalo som teknisk direktør. For at nævne nogle få: Michael Hector, Papy Djilobodji, Matt Miazga. Samtidig har Marina Granovskaia gjort sin entré som direktør. Jeg har svært ved at gennemskue ansvarsfordelingen i ledelsen, men tilbage står en Mourinho-periode, der har set få lyspunkter på transfermarkedet, hvis man spørger mig.

Legende, ikke Gud
For en god ordens skyld: Ligesom Frank Lampard er den største spiller i Chelseas historie, er José Mourinho den største manager.

Han er bare ikke en Gud, der ikke må og skal kritiseres. Alt var ikke godt.

P.S. I mit næste blogindlæg kigger jeg frem mod den kommende sæson – og ikke mindst denne sommer, der bliver den vigtigste i Chelsea i mange år. Vi læses ved.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
1227

1) To somre med modsat fortegn. 2) Pedro eneste virkelige højdepunkt. 3) Hvordan vil Mourinho lige stoppe Citys mesterskabstogt?

Kan I huske det? Sidste forsommer. Ind kom Diego Costa. Ind kom Cesc Fabregas. Ind kom Thibaut Courtois. Og så var det transfervindue i virkeligheden afviklet til topkarakter længe før deadline. Og fordi det var længe før de andre topklubber var kommet ud af starthullerne, gav det vellykkede transfervindue også mesterskabet.

Jeg har før på denne blog dvælet ved Chelseas transferstrategi og –udførsel i sommeren 2014. Så undskyld gentagelsen for jer, der har læst med før. Men nu er jeg blevet bedt om at skrive et indlæg om klubbens ageren på transfermarkedet denne sommer. Og jeg er ikke glad.

Hvor der sidste sommer blev plukket fra øverste hylde til at styrke et lige ved og næsten mesterskabsmodent hold, har José Mourinho ladet stå til i år.

Det eneste lyspunkt er Pedro. Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Han har altid ligget i et limbo mellem startopstillingen og bænken i Barcelona. Han har altid været omgivet af nogle af verdens bedste kreatører. Og han har spillet for en klub, der kom hans evner til gode. Derfor har jeg altid syntes, at det var svært at vurdere, hvor god han egentlig var. Det vil sige: Hvor god ville han være i en anden klub, i en anden liga?

Se også: Video: Bliv klogere på Djilobodji

Derfor forstod jeg dele af den overordentlige skepsis, Mads Oddershede, redaktøren af dette site, luftede i et blogindlæg, da handlen gik igennem. Da Mourinho endnu engang havde snydt en af de nærmeste konkurrenter for en klassespiller i sidste øjeblik. Men den gode Oddershede gik en smule i selvsving.

Det var rigtigt nok, at Pedro var udset til at erstatte enten Oscar eller Willian i den ideelle startopstilling. Hvor jeg uden tøven tænkte ud med Oscar, argumenterede Oddershede for at Oscar havde spillet en bedre sidste sæson end Oscar. At Pedro jo havde brugt syv ligakampe mere end Osvar på at skabe 11 chancer færre. Det, redaktøren bare lige har glemt, er at kigge på spilletid.

I sidste sæson var Pedro definitivt i skyggen af Messi/Suarez/Neymar-trioen og blev brugt som indskifter. Det gav ham blot 1529 minutter på banen i den spanske liga. Det vil sige, at man ikke engang spillede en halvleg i snit. Oscar spillede i snit lidt mere end 72 minutter per kamp. Sammenligningsgrundlaget er ganske enkelt tyndt.

Skal vi alligevel følge sammenligningen til dørs, brugte Pedro 61 minutter per skabte chance, mens Oscar brugte færre minutter: 56. Men ikke en forskel, der er stor nok til at skyde Pedro ned.

“Jeg tror ikke på, at aktiviteten – eller mangel på samme – på transfermarkedet denne sommer er nok til et mesterskab.”

Nu har Pedro spillet to kampe for Chelsea. Han ligner en mand, holdet har manglet, og han ligner i særdeleshed en mand både Cesc Fábregas og Eden Hazard har manglet til at spille småspil omkring modstanderes felt med. Et mål og to assist er mere end godkendt. Lad os håbe, han kan fortsætte i den kadence og måske bygge ovenpå, nu hvor han bliver satset på. Nok om Pedro.

Jeg skrev kort før 0-3-kampen mod Manchester City, at jeg var bekymret. Jeg skrev, at Mourinhos håndtering af at vinde mesterskabet mest har mindet om den der med at hvile på laurbærrene. En af grundene er transfervinduet.

Siden har det vist sig, at holdet samlet set er mødt op til den nye sæson uskarpe og ufokuserede. Det værste er defensiven. Og det er den, der bekymrer mig mest. Er der noget, Mourinhos hold plejer at kunne falde tilbage på, er det en stærk defensiv, men Chelsea har med fire point præsteret den næstdårligste firkampsstart på et titelforsvar i Premier Leagues historie – kun overgået af Blackburn i 90’erne.

For halvandet år siden stod vi i samme defensive situation, da Chelsea røg ud i Capital One-cuppen til Sunderland. I en periode havde holdet ikke kunnet holde buret rent (kun i Champions League). I stedet raslede målene ind mod hold som Stoke og Sunderland i ligaen. Mourinho erklærede, at han nu ville fokusere på defensiven. Det efterfølgende 0-0-resultat mod Arsenal satte gang i en periode, hvor holdet ikke lukkede mere end ét mål ind, før det tabte 0-2 til City på Etihad Statdium i FA Cuppen. I 12 kampe havde holdet blot lukket tre mål ind. Lad os håbe på sådan en periode igen.

Men denne gang kræver det ændringer. Derfor har Mourinho jagtet en defensiv forstærkning. Han har hentet Abdul Rahman Baba fra Augsburg som direkte erstatning for Filipe Luis, og han har netop hentet senegalesiske Papy Djilobodji fra Nantes til at tage kampen op med John Terry, Gary Cahill og Kurt Zouma i midterforsvaret.

Det sker efter en sommer, hvor Mourinho igen og igen har budt på Evertons John Stones, men Roberto Martínez har stået på sit på trods af et endeligt bud på 36 millioner pund(!!!). Der har også været rygter om Athletic Bilbaos franske Aymeric Laporte. Begge spillere på 21 år.

Læs også: Pogba forlanger astronomisk løn for Chelsea-skifte

Nu har Mourinho købt en 26-årig løsning til angiveligt 2,7-3,5 millioner pund – altså under ti procent af det sidste bud på John Stones. Han er 1,93 meter høj, og ligner af statur en Chelsea-forsvarer, men hvem kender hans niveau? Jeg gør ikke. Så jeg må blot sige, at det virker panikslagent at købe en mand, som andre Premier League-klubber ifølge Daily Mail ikke ville have.

Asmir Begovic er et fint reservemålmandskøb, og jeg glæder mig meget til at se Rahman Baba i aktion. Han er lynhurtig, og mit håb er, at han for alvor er klar til kamp efter landskampspausen. Så skal han ind på venstre back, Azpilicueta på højre og Ivanovic på bænken.

Jeg tror ikke på, at aktiviteten – eller mangel på samme – på transfermarkedet denne sommer er nok til et mesterskab. Manchester City så skræmmende ud fra start, og nu ser det ud til, at Raheem Sterling er i gear, og Kevin De Bruyne kommer til at gøre truppen endnu skarpere. I defensiven har City i modsætning til Chelsea investeret på en af de øverste hylder i Nicolás Otamendi fra Valencia. Igen har City givet alt for meget for deres indkøb, men de har insisteret på at forstærke en allerede stærk trup med spillere fra øverste hylde. Det eksprestog bliver svært at stoppe, tror jeg.

Men hvad burde Mourinho have gjort? Jo, med Hazard og Pedro på kanterne mangler klubben stadig en klassisk 10’er i verdensklasse. Det er Oscar og Willian ikke, og Hazard vil jeg helst se til venstre. En Isco fra Real Madrid havde pyntet. Ligesom Fábregas og Pedro gjorde i Barcelona, ligger han på kanten af startopstillingen i det spanske. Mourinho skulle have budt på ham og givet ham et telefonopkald, hvor han ligesom over for Fábregas, ligesom over for Pedro, fortalte, at han havde brug for ham. Og han skulle have hentet en midterforsvarer i verdensklasse.

Så havde jeg været tilfreds, ikke bekymret.

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
1443

1) Det er på tide med et Chelsea-dynasti. 2) Men Mourinho plejer ikke at holde sine klubber i kog ret længe ad gangen. 3) Dynastiet starter med et mesterskab mere, men sæsonstarten har været træg. 4) Kampen mod City søndag er vigtig.

José Mourinho must build a Chelsea dynasty if he’s to be an all-time great.

Sådan lød overskriften på et blogindlæg på ESPN’s hjemmeside forleden. Jeg læste Rory Smiths blog med interesse. Overskriften fik mig. At Chelsea får opbygget sig et dynasti, er netop det største ønske, jeg bærer i mit Chelsea-hjerte.

Det så lovende ud, første gang Mourinho kom til klubben. I 2004. Med to majestætiske sæsoner hev klubben to flotte mesterskaber i hus. Det duftede af et dynasti. Nu var tiden kommet, hvor jeg ikke længere skulle gå med en lille mavesur misundelse over for Manchester Uniteds tilhængere, der var blevet forkælet med en masse Ferguson-mesterskaber.

Men av. De tre efterfølgende sæsoner vandt United mesterskabet, før vi igen vandt et enkelt, hvorefter det først var i sidste sæson, vi kom tilbage på toppen. I mellemtiden har vi haft store, store oplevelser. Aftenen i München i maj 2012 er den mest magiske. Men der har også været skuffelser. Kun én top to-placering tilsat en sjetteplads gør stadig en smule ondt. Vi skal væk fra de sporadiske mesterskaber og over til bundter af dem.

Forleden skrev en anden blogger på denne side, Johan Strange, at vi Chelsea-fans skulle klappe hesten. Den negativitet blandt Chelsea-fans, han mødte i en debattråd på bold.dk, gjorde ham i dårligt humør. Jeg er selv træt af, hvordan mange folk er skingre og firkantede på nettet, når de kommenterer verdens gang. Men det ændrer ikke på, at jeg deler den… lad os kalde den bekymring, som han åbenbart mødte. Stranges reaktion var at prøve at se positivt på det ved at fremhæve de gode ting fra sidste sæson. Men det er naivt. Det vender jeg tilbage til.

Læs også: Rygter om Ramires-skifte tager til

Jeg var ikke ret meget i tvivl før sidste sæson. Vi ville vinde det mesterskab (jeg kan dokumentere det med dette blogindlæg). Mourinho agerede elegant og effektivt på transfermarkedet sidste sommer. Tidligt blev Diego Costa og Cesc Fabregas købt ind, og Thibaut Courtois blev kaldt ind fra Atletico Madrid. Alle folk til startopstillingen. Courtois på målmandsposten var mest for at sikre sig for fremtiden efter Petr Cech. Men vi manglede netop kvalitet i målscoringen og på midtbanen. Det bragte de to spanske landsholdsspillere ind. Begge spillere dominerede Premier League i efteråret, hvor Chelsea reelt vandt mesterskabet.

Men netop de to er også et godt billede på min bekymring. For i foråret var magien væk – sammen med de to. Pludselig var det igen svært at få spillet til at flyde og maskineriet hakkede noget. Jeg synes, fadæsen mod PSG på Stamford Bridge er det bedste billede på den mørke side af en ellers fantastisk sidste sæson.

Mit problem nu er, at José Mourinho ikke har overbevist mig om, at takterne er blevet bedre. Jeg havde desværre ikke mulighed for at se Swansea-kampen, og lad forsæson være forsæson. Men Community Shield-kampen mod Arsenal var bekymrende. Trods imponerende offensive spillere var kreativiteten minimal. Ligesom i 2013/14-sæsonen.

José Mourinho er den rette mand. Han er den manager, jeg allerhelst vil have. Der er kun ham. Men derfor kan han godt gøre mig usikker.

Resultaterne på det seneste er dog den mindste ting. Han fik forlænget sin kontrakt for en uge siden. Nu løber den helt til 2019. Det gør det virkelig muligt at opbygge dynastiet. Mourinho har i sin karriere bare haft en irriterende tendens til at slide sine mandskaber og klubber op. Det gjorde han første gang i Chelsea, han gjorde det i Inter, og han smækkede virkelig med døren i Real Madrid.

“For mig smager det bare lidt af den måde, hvorpå Manchester City forvaltede deres to seneste mesterskabssæsoner. Det lugter lidt for meget af at hvile på laurbærrene.”

Han udtalte, da han kom tilbage for to år siden, at han drømte om at være i Chelsea i mange år. Det bekræfter den nye kontrakt. Men kommer gnisten til at holde så længe? Jeg har min tvivl, og denne sommer har Mourinhos tilgang til transfermarkedet og opstarten bekymret mig.

Hvor han sidste sommer hentede folk til at forstærke startopstillingen, har han lappet huller i år. Begovic erstatter Cech, Falcao (den nye Torres?) erstatter Drogba, og meget mere er der ikke kommet ind ad den blå dør. Som Mourinho selv sagde fredag, er transfervinduet åbent til og med den 31. august. Det ved jeg. Men noget tyder på, at analysen har været, at mesterskabsholdet kan gøre det igen, og at stabilitet er nøgleordet.

For mig smager det bare lidt af den måde, hvorpå Manchester City forvaltede deres to seneste mesterskabssæsoner. Det lugter lidt for meget af at hvile på laurbærrene. Jeg kan for eksempel ikke forstå, at Mourinho ikke har gjort mere ud af at hente en 10’er, der kan udfordre Oscar og (når han bliver brugt dér) Fabregas.

Læs også: Fransk mester på blokken i Chelsea

Når vi snakker opstart, virker det direkte nonchalant på mig, at Chelsea angiveligt var det sidste Premier League-mandskab til at møde op og starte forberedelserne til den nye sæson. Det virker arrogant på mig, når man taler en Community Shield-kamp mod ærkerivaler ned. Og selvom jeg har valgt at tage hele Eva Caneiro-affæren med et ordentligt gran salt, vækker det bange anelser om uligevægt. Allerede nu er manden, der maksimalt har færdiggjort tre sæsonener i sine klubber, i centrum for negativ fokus. Bemærk, at det denne gang ikke handlede om at psyke modstandere, men om interne stridigheder. Jeg forstår ikke, hvorfor han kørte den i medierne.

Johan Strange skriver, at vi skal klappe hesten – blandt andet fordi Diego Costa ikke længere er skadet, at Ivanovic trods en åbenbart sløj sæsonåbner mod Swansea jo var Premier Leagues bedste højreback i sidste sæson, at Oscar ikke har spillet så godt i lang tid. Vi skal klappe hesten, fordi “Begovic er en pivgod målmand”.

Men Diego Costa er vel først tilbage, når han scorer mål? At Ivanovic var god i sidste sæson, hvor han også havde nogle udfald, er vel ligegyldigt nu? At Oscar spillede godt mod Swansea, betyder vel nødvendigvis ikke, at han er holdt op med at svinge? Begovic er vel ikke så vigtig i denne ligning, hvor han kun skal stå, når Courtois er skadet eller har karantæne? Og han er vel først en pivgod målmand, når han har bevist det i en topklub?

Hvis det er argumenterne for, at vi holder de tre andre frådende tophold bag os i denne sæson, så vækker det netop bekymring hos mig. I øvrigt modsiger Strange sig selv totalt, når han lægger vægt på, at vi jo lå nummer ét fra første til sidste spillerunde sidste år. Så suveræne er vi, mener han at sige. Men giver det ikke netop grund til bekymring nu, hvor vi så ikke er kommet godt fra start? Ud over Arsenal er de andre mesterskabskandidater kommet fint i gang.

Normalt er jeg ikke så bekymret før en topkamp. Dem plejer Chelsea som det mindste at spille uafgjort. Og José Mourinho prøver at tale betydningen af kampen mod Manchester City på søndag ned. På sit pressemøde fredag kaldte han kampen for ikke-afgørende. Den ligger så tidligt på sæsonen, lod han forstå. Det er måske rigtigt, men jeg mener, den er vigtig.

Læs også: Zouma: Vi skal vise, hvorfor vi er mestre

Det er på søndag, at Chelsea skal bevise, at nederlaget og det kønsløse spil mod Arsenal ikke er det, vi skal vente os af The Blues i denne sæson. Mourinho og holdet skal bevise, at de stadig har styr på de andre tophold. Startopstillingen skal bevise, at det er fint med de manglende sommerhandler. Og de skal bevise, at de er klar over, at sæsonen er startet for pointene tæller også nu.

Alle dynastier starter et sted… og det er med et mesterskab nummer to.

Opgøret ender i øvrigt uafgjort. God kamp.

P.S. Før sidste sæson gav jeg mit bud på top otte i Premier League. Jeg ramte rigtigt med Chelsea og City. Arsenal og United byttede pladser, det samme gjorde Tottenham og Liverpool (fordi Liverpool tabte 1-6 til Stoke i sidste spillerunde!). Everton og Newcastle var helt væk. Selvom det er lidt snyd her efter sæsonstart, kommer jeg alligevel med mit bud igen. Jeg nøjes dog med top seks i år. Buddet på den bliver det samme som mit bud på top seks sidste år, selvom jeg ikke ser Chelsea lige så suveræne, og Arsenal trods West Ham-kampen ser stærke ud til den nye sæson.

1. Chelsea 2. City 3. United 4. Arsenal 5. Liverpool 6. Tottenham

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

af -
1615

Over halvdelen af pladserne på (mit) årets hold i Premier League er fra Chelsea i en sæson, der ender med mesterskabet (tilsæt anti-jinx, anti-jinx!).

Af: Jesper Kirkbak

Jeg har kastet mig ud i at sætte årets hold i Premier League, efter Chelsea lørdag slog Manchester United 1-0. Ni point er The Blues nu fra det første mesterskab i fem år, og med mødet med den direkte konkurrent Arsenal i næste weekend betyder det, at trofæet allerede kan være sikret om halvanden uge mod Leicester. Tilsat anti-jinx tør jeg godt bruge de berømte ord: Den er hjemme.

Den suverænitet, de blå har vist i tabellen i år, viser sig ganske tydeligt blandt mine udvalgte. Både Ivanovic, Terry, Matic, Fabregas, Hazard og Costa har fundet vej til årets hold. Allerbedst har Hazard været, selvom han måske ikke har været den allervigtigste for succesen.

Formation: 3-4-3

Ethvert fodboldhold har brug for den rette, balancerede taktik. Men ikke mit – og Brendan Rodgers’. Jeg har lånt Liverpool-managerens 3-4-3-opstilling. Min er meget offensiv. Jeg synes, det var nemmere at vælge forsvarsspillere fra end angribere. Derfor endte jeg med lige mange af de to slags. Skulle jeg have valgt en i forreste række fra, var det nok blevet Diego Costa, og den tanke fik jeg rynker på næsen af.

Målmand

David de Gea (Man. Utd.)
Når det kommer til målmandsspil, har specielt én kamp indprentet sig på nethinden hos mig i denne sæson: David de Geas man of the match-præstation mod Everton på Old Trafford i efteråret. De redninger og tre point han gav til sine holdkammerater den oktoberaften, har været ganske sigende for meget af hans og holdkammeraternes sæson. Den unge spanier bærer det meste af skylden for, at De Røde Djævle trods alt kun har lukket 31 mål ind og er på vej direkte i Champions League.

Hvorfor ikke Thibaut Courtois? Chelseas høje belgier har haft en ganske fornuftig første sæson i Premier League. Men De Gea slår ham i flere betydningsfulde statistikker, og Courtois har haft tendens til koks en gang imellem. Husk bare udekampen mod Hull.

Forsvar

Branislav Ivanovic (Chelsea)
Jeg var meget, meget tæt på at give æren til Nathaniel Clyne fra ligaens bedste forsvarshold, Southampton. Men sydenglænderne får pladsen i den anden side af forsvaret for at give plads til Ivanovic i højre. Fire mål og fem assist siger alt om den giftige fremdrift, der er i serberen. Når man tilmed er en stålmand at stå over for som kantspiller, er der ikke langt til årets hold. Han er dog dalet en smule i niveau sammen med resten af Chelsea-mandskabet siden nytår. I den tid har han specielt vist udfald defensivt, synes jeg.

John Terry (Chelsea)
Forleden jokede jeg patriotisk over for nogle kammerater over en omgang Champions League-kvartfinaler (snøft): ”John Terry er fremtiden. Han har ti år i sig.” Det er naturligvis en vittig overdrivelse, men jeg bliver glad om hjertet, når jeg ser klubanføreren styre sit forsvar så skarpt; når han dækker op så opmærksomt; når han er en aktiv støtte for sine holdkammerater. Han er med afstand ligaens største leder, og blandt andet derfor er han på mit hold.

Ryan Bertrand (Southampton)
Som sagt døjede jeg lidt med at få mit forsvar på plads. Jeg er egentlig tilhænger af fire mand i bagkæden, men det har været for jævnbyrdigt på pladserne længere fremme på banen, til at jeg kunne spilde så mange pladser defensivt. Ellers havde jeg også kørte med to forsvarsspillere fra både Southampton og Chelsea. Nu får Ryan Bertrand pladsen. Den tidligere Chelsea-spiller har sammen med sine forsvarskammerater holdt buret rent i 13 kampe som det bedste i ligaen. Tilmed har Champions League-debutanten fra aftenen i München været en kraft fremad i banen med tre assist og to mål til følge.

Hvorfor ikke Cesar Azpilicueta? Av, spanieren er stærk defensivt. Æren for de få mål, Chelsea har indkasseret, tilfalder i høj grad også den tidligere Marseille-spiller. Han lider dog en smule af at være højrebenet, når det kommer til offensiven. Mon Ivanovic ryger til sommer, så han kan gøre krav på sin retmæssige position?

Læs også: Se Terrys valg af Årets Hold

Midtbane

Alexis Sanchez (Arsenal)
Bang! Husker I også efteråret? Der var ikke meget gods i Arsenal, men av, hvor gjorde Sanchez ondt på alt og alle. Den eksplosive chilener er faldet en smule i niveau her senere på sæsonen, men tilbage på kontoen står 14 mål og 8 assist. Så har man ligesom gjort sin entré i det engelske. Formår Arsenal at købe henholdsvis en midterforsvarer, 6’er og angriber (og manager?) i verdensklasse, kommer The Gunners med Sanchez i en nøglerolle til at gøre rigtig ondt i næste sæson. Rigtig ondt.

Hvorfor ikke Willian? Brasilianeren har været god, men for det første lider han under et defensivt arbejdsraseri beordret af Mourinho, for det andet er Sanchez bare en farligere kant.

“Der blev rystet på hovedet: Tænk at bruge 22 millioner pund på en spiller, man få sæsoner tidligere solgte. Men I kan være rolige. Drillerierne bunder nok i misundelighed.”

Nemanja Matic (Chelsea)
Der blev rystet på hovedet: Tænk at bruge 22 millioner pund på en spiller, man få sæsoner tidligere solgte. Men I kan være rolige. Drillerierne bunder nok i misundelighed. Den største forskel mellem Chelsea og de andre har været, at London-klubben har haft en 6’er i absolut verdensklasse. Citys Fernando og Fernandinho duer ikke, Uniteds Carrick har været ude i det meste af sæsonen, Arsenals manager forstod først sent, at det er vigtigt med stål på 6’er-positionen, inden han hentede Coquelin tilbage, og Liverpool har ikke længere Gerrard til at arbejde. Matic er en sand fornøjelse. Han fylder ufatteligt meget foran Terry og Cahill; erobrer rigtig mange bolde. Men hans evner stopper ikke ved Makaleles. De strækker sig også frem i banen, hvor han sagtens kan drible gennem en kæde eller to og/eller lægge en præcis, farlig aflevering med sin skabe venstrefod.

Cesc Fabregas (Chelsea)
Assistkongen fra Barcelona. Andet behøver man næsten ikke sige. Cesc Fabregas har tilføjet noget kreativitet til Chelseas midtbane, som var lige så tiltrængt som en 6’er, der kunne spille fodbold. Ud er røget tonseren Ramires til fordel for den spanske elegance. Om han når Thierry Henrys rekord på 20 assist i denne sæson? Det begynder at se meget tvivlsomt ud, men 16 assists indtil nu er ganske formidabelt.

Eden Hazard (Chelsea)
Lad os lige stoppe sammenligningerne med Ronaldo og Messi med det samme. Det gavner ingen. Hazard mangler noget helt elementært for at nå op på verdens to bedste fodboldsspilleres niveau: at blive en skarpere afslutter. Den lille belgier er et mareridt for enhver forsvarsspiller i Premier League. Man bliver rundtosset over et møde med ham. Nogle gange får man indtryk af, at bolden virkelig er limet fast til hans fødder. Men tænk, hvis han kunne krydre sine skarpe driblinger med kynisme foran mål. Den kynisme, som han viser på sine straffespark. Så ville han hurtigt score 30 mål per sæson. Det gør han endnu ikke. Alligevel er han for mig Premier Leagues bedste spiller i denne sæson. Han er den Chelsea-spiller, der har holdt sit høje niveau med færrest udfald. Han er den spiller i ligaen med størst X-faktor. Derfor.

Angreb

Harry Kane (Tottenham)
Enhver Chelsea-fan mærkede Kanes kæmpegennembrud i denne sæson. Det er ikke for at dvæle ved 3-5-nederlaget på White Hart Lane, men: Av! Og så lige midt i nytårstømmermændene. Med 20 ligamål kæmper han kampen om titlen som ligatopscorer med store etablerede stjerner som Diego Costa og Sergio Aguëro – og det som spydspids på et langt dårligere hold end de to andres. Det aftjener min respekt. HurriKane var den første angriber på mit holdkort, og han er i min verden årets unge spiller i ligaen – nu hvor Hazard tager voksenprisen.

Hvorfor ikke Remy? Han har ikke spillet meget og er selvfølgelig ikke i nærheden af dette hold. Men jeg kan jo lige bruge pladsen til at nævne, at det er fedt med sådan en fransk Ole Gunnar Solskjær.

Diego Costa (Chelsea)
Hans sæson er – igen – blevet omtumlet på grund af skader. Alligevel kandiderer han til prisen som ligatopscorer i sin debutsæson i det engelske. Inden han kom, stillede nogle dette spørgsmål: Er Costa mon klar til Premier Leauge? Andre mindre skeptiske svarede: Er Premier League mon klar til Costa? Og den spejlvending af det spørgsmål fortæller egentlig meget godt historien om spansk-brasilianeren i denne sæson. Han var øjeblikkeligt svaret på Chelseas målscorertørke, og han har været en svær herre at kapere for ligaens forsvarsspillere.

Sergio Agüero (Manchster City)
Hvor blev Manchester City af? Mestrene har været plaget af uskarphed og lav motivation, men alligevel er argentineren ligatopscorer. I en sæson, hvor han ligesom Costa har døjet med skader, viser det, hvor stor klasse han besidder. Spørgsmålet er, om han bliver ved med at være City-spiller. Gider han at være med til opbygningen af et nyt hold, eller vil han videre til fast, kvalificeret Champions League-deltagelse? Det får vi at se til sommer. Indtil da spiller han på mit hold. Og det gør han på trods af, at jeg havde meget lyst til at give Charlie Austin pladsen. QPR’s engelske 9’er har været en stor oplevelse.

Hvorfor ikke Drogba? Jeg håber inderligt, at legenden stopper karrieren efter denne sæson. Hans gentagelse af Champions League-hovedstødet, da Chelsea mødte United i efteråret, er for længst glemt, og frisk i erindringen står hans dårlige kamp lørdag. Han har mange boldtab og langsomme stænger.

Bænken
Thibaut Courtois (Chelsea)

Nathaniel Clyne (Southampton)

Toby Alderweireld (Southampton)

Santi Cazorla (Arsenal)

David Silva (Manchester City)

Wayne Rooney (Manchester United)

Charlie Austin (Queens Park Rangers)

Jesper Kirkbak er journalist, tidligere hos Metroxpress, BT og Tipsbladet. Følg ham på Twitter: @Kirkybak

Bloggere

1 INDLÆG0 KOMMENTARE
10 INDLÆG0 KOMMENTARE
7 INDLÆG0 KOMMENTARE
7 INDLÆG0 KOMMENTARE
1392 INDLÆG0 KOMMENTARE
1 INDLÆG0 KOMMENTARE
2 INDLÆG0 KOMMENTARE

Ugens mest læste

3851
Et par opslag fra Kenedy på hans Instagram-profil har fået stor kritik. Nu undskylder Chelsea og meddeler samtidig, at de har givet den unge...