LUK
Forfatter Indlæg afJakob Østergaard Genz

Jakob Østergaard Genz

10 INDLÆG 0 KOMMENTARE

af -
2382

Da Antonio Conte officielt tiltrådte som manager for Chelsea FC, begyndte det straks og ikke overraskende, at flyve rundt med navne på potentielle emner, som den 47-årige italiener ville forsøge at lokke til Stamford Bridge.

Real Madrids James Rodriguez og Alvaro Morata, Juventus’ Mario Mandzukic og Evertons Romelu Lukaku var blandt de mest prominente navne, der, ifølge diverse engelske mediers sladderspalter, stod øverst på den ønskeseddel, som Antonio Conte allerede før sin officielle tiltrædelse havde overrakt til klubejer Roman Abramovich og dennes tætteste rådgiver og fixer, Marina Granovskaia; Kvinden, der før sommerferien fik Antonio Conte til at skrive under på en 3-årig kontrakt.

Hvorvidt de respektive transferrygter overhovedet har – og har haft – forbindelser til virkeligheden, vides ikke, da Chelsea som så mange andre store klubber operere med munden lukket og kortene tæt inde ved kroppen under mediernes sammenfiltrede radar. Mere om sidstnævnte senere.

Faktum er dog, at det indtil videre blot er blevet til én enkel offensiv transfer, nemlig den 22-årige belgier Michy Batshuayi, siden Antonio Conte skiftede det italienske landshold ud med Chelsea FC.

Og ifølge de seneste rygter fra Stamford Bridge, så er der meget, der tyder på, at Michy Batshuayi – som med tre mål og en enkel assist på 112 minutter fordelt på tre kampe er startet hæderligt i sin nye klub – bliver Antonio Contes eneste reelle angriber-køb i dette transfervindue.

Unge navne på defensiv liste
For de seneste rygter, senest bragt til torvs af engelske The Telegraph, indikerer, at Antonio Conte har afleveret et nyt stykke papir til Roman Abramovich og Marina Granovskaia hvorpå der udelukkende står navne på defensive forstærkninger.

Allerede tilbage i juli måned gik spekulationerne i retning af navne som Giorgio Chiellini og Leonardo Bonucci, der begge var en del af det defensive trekløver, som bidrog til Antonio Contes tre italienske mesterskaber på tre sæsoner i Juventus.

Disse navne florerer igen i disse dage, men de har nu fået selskab af Napolis Kalidou Koulibaly og AC Milans Alessio Romagnoli, og ikke mindst af Paris Saint Germains Marquinhos, som Chelsea allerede var interesserede i sidste sommer og som klubben nu, angiveligt, har budt små 470 millioner kroner på.

Antonio Contes fokusskifte fra angreb til defensiv i det endnu åbne transfervindue igangsætter interessante spekulationer i forhold til Chelseas nuværende forsvarskæde.

“Det virker da også umiddelbart lidt som utidig omhu, hvis Antonio Conte en uge før transfervinduet lukker, vælger at ændre sin transferstrategi fra offensiv til defensiv”

I både sæsonpremieren hjemme mod West Ham og i den efterfølgende Premier League-kamp ude mod Watford, valgte Antonio Conte de samme fire navne i forsvaret – Branislav Ivanovic, John Terry, Gary Cahill og Cesar Azpilicueta – der med en gennemsnitsalder på 30.7 år tilsammen har spillet 987 kampe for Chelsea.

John Terry influerer i kraft af sin alder på 35 år og sine i alt 485 kampe for The Pensioners selvsagt gevaldigt på den statistiske virkelighed i Chelseas forsvar.

Et hastigt blik på tre af de fem førnævnte forsvarsspilleres dåbsattest sender da også et signal om, at Antonio Conte med sine nye seddel til Roman Abramovich og Marina Granovskaia satser på ungdom og fremtid frem for rutine og fortid.

For med Kalidou Koulibaly på 25 år, Alessio Romagnoli på 21 år og Marquinhos på 22 år har de tre navne på listen langt flere år foran sig end John Terry, Gary Gahill og Branislav Ivanovic, der alle som sagt blev benyttet i kampene mod West Ham og Watford.

Og hvis det står til 48-årige Frank Leboeuf, der i årene 1996 til 2001 repræsenterede Chelsea i 206 kampe, så gør Antonio Conte til trods for den et-årige kontraktforlængelse, der blev underskrevet kort før sommerferien, klogt i, at tænke John Terry – men også Gary Cahill og Branislav Ivanovic ud af den fremtidige forsvarsligning:

-Der kan ikke bare sættes spørgsmålstegn ved John Terry, men også ved Gary Cahill og Branislav Ivanovic. De har alle haft en fantastisk tid hos Chelsea, men måske er tiden inde til at tænke på fremtiden, lød det ifølge MailOnline i onsdags fra Frank Leboeuf, som dermed stiller sig i køen af eksperter, der de seneste år har luftet behovet for defensive forandringer hos The Pensioners.

Én skikkelse, der dog ikke råber med i koret er den nyudnævnte engelske landstræner, Sam Allerdyce, der eftersigende skulle være åben over for tanken om, at John Terry efter fire års fravær atter kan komme i spil til det engelske landshold. Men det er en helt anden historie.

En velkendt parringsdans
De verserende transferrygter skal som altid tages med et gedigent forbehold. Også selvom de bringes frem i lyset på karmen af det åbne transfervindue af veletablerede og velinformerede medier som The Telegraph.

For der foregår i disse dage en velkendt parringsdans, hvor ivrige mellemhandlere og deres forandringsparate spillere bruger historiesultne og trafik-afhængige små og store medier til at skabe et barn, der måske slet ikke findes, men som man håber på kan blive skabt ved at danse tæt sammen.

Det virker da også umiddelbart lidt som utidig omhu, hvis Antonio Conte en uge før transfervinduet lukker, vælger at ændre sin transferstrategi fra offensiv til defensiv.

Ydermere virker det besynderligt, hvis Antonio Conte pludselig ønsker et ungt og langtidsholdbart forsvar frem for et modent og velsmurt. Og så endda en uge før transfervinduet lukker, hvor priserne på de store navne som bekendt bliver pumpet op til ukendelighed.

Læs også: AC Milan afviser prompte Chelsea-bud på forsvarsspiller

En god start under fyringsglade Roman Abramovich må trods alt tælle mere for resultatorienterede Antonio Conte, end en kvik etablering af en markant yngre forsvarskæde, der først må forventes at være sammenspillet på den anden side af jul.

Men til trods for, at Antonio Conte allerede råder over unge alternativer – såsom Matt Miazga, Kurt Zouma og Ola Aina – til ‘the classic four’, som er blevet sendt på banen mod West Ham og Watford – og som også forventes at udgøre forsvaret mod Burnley i eftermiddag – så vil tilføjelsen af en enkelt midterforsvar alligevel give god mening.

I jagten på trofæer – efter en sæson uden – forventes Chelsea nemlig at gå ‘all in’ på samtlige af de fire turneringer, som klubben er engageret i. Og det kan spidsbelaste det nuværende firemandsforsvar, hvor især John Terry vil have behov for hvil undervejs, hvilket han da også fik i onsdag, da Chelsea besejrede Bristol Rovers med 3-2 i liga-cuppen.

Napolis Kalidou Koulibaly, der både kan spille centralt og ude på højre back, er den mest oplagte af de tre tidligere nævnte forsvarsspillere på Antonio Contes stykke papir.

At hverken Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini ender i Chelseas trikot før transfervinduet lukker, bør allerede nu være en realitet. Især med tanke på, at Antonio Conte henover sommeren har været i selskab med begge spillere i over en måned, først på det italienske landsholds træningslejr og derefter til selve EM-turneringen i Frankrig.

Med andre ord, Antonio Conte har haft alle muligheder for, at lokke spillerne til Chelsea. Og selv om Juventus uden tvivl kræver eksorbitante beløb for begge spillere, så kunne den ene – hvis ikke begge to – godt havne i Chelsea for den samme sum, som Roman Abramovich netop/angiveligt har budt for Marquinhos i Paris Saint Germain.

Der er i skrivende stund endnu fem dage til transfervinduet lukker. Og hvad end der skrives og snakkes om blandt store og små medier, så ved kun Antonio Conte, hvad han ønsker sig, Roman Abramovich, hvad han vil betale for, og Marina Granovskaia, hvad hun kan få fixet.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
3066

Chelsea FC fik en solid start på sæsonen såvel som på det nye fodboldliv under ledelse af Antonio Conte, da West Ham takket være en sen scoring af Diego Costa, blev besejret med 2-1 på Stamford Bridge sent mandag aften.

En komfortabel Kanté
Antonio Conte havde ikke overraskende valgt at stille op i en 4-1-4-1 formation med nyindkøbte N’Golo Kanté på 6er-possitionen.

N’Golo Kanté producerede kampen igennem fine smagsprøver på de kvaliteter, der har fået Roman Abramovich til at hente den 25-årige franskmand for en kvart milliard danske kroner hos mestrene fra Leicester.

Det var interessant at se N’Golo Kantés funktion i Chelseas etablerede opspil i starten af første halvleg, hvor den 168 centimeter høje og 69 kilo tunge skikkelse flere gange trak ned og modtog bolden i Chelseas bagerste linje. En taktisk ingrediens, der flere gange frembragte smagen af Antonio Contes fortid hos Juventus og i spidsen for det italienske landshold.

For når N’Golo Kanté trak ned, havde John Terry og Gary Cahill allerede gjort plads til ham centralt ved at rykke ud på hver sin backposition, hvilket skubbede Cesar Azpilicueta og især Branislav Ivanovic på de to backpositioner op i banen, hvor de var med til at skabe overtal på den sidste tredjedel af West Hams banehalvdel.

Læs også: Bekræftet: Chelsea udlejer ung duo

N’Golo Kanté gjorde sig dog ikke mest bemærket som dybtliggende igangsætter, men derimod som bevægelig boldbryder på den defensive midtbane, hvor han som kampen skred frem fik mere og mere kontrol over sit spil og ikke mindst West Hams Andy Carroll.

Især i anden halvleg virkede N’Golo Kanté komfortabel i samspillet med Nemanja Matic og ikke mindst Oscar, der lidt overraskende var valgt som serberens sidemand i stedet for Cesc Fabregas på den centrale midtbane.

Contes harmonika
Den førnævnte fremrykning af de to backpositioner betød også, at både Eden Hazard og Willian på de to kanter fik friere tøjler i forhold til at søge ind i banen og skabe nye mulighedsrum.

Men da begge spillere i udgangspunktet stod ekstremt bredt i banen – hvilket især var tilfældet i højre side hos Willian, der gang på gang gav plads til offensive løb skråt ind i banen fra Branislav Ivanovic – kom Antonio Contes taktiske befalinger Chelseas midtbane til at ligne en ganske arbejdsom harmonika, der dels trak West Hams defensive midtbane og bagerste kæde fra hinanden, for derefter at mase hele molevitten sammen igennem centralt på banen.

Og ind kom Michy
Antonio Conte er kendt som en pragmatiker, der tilpasser sig selv og sin taktik efter egen trup og modstanderens kvaliteter.

Mandag aften viste Antonio Conte dog også, at han til trods for passion og hang til knofedt også er i besiddelse af tålmodighed. For da West Hams James Collins udlignede til 1-1 med 13 minutter tilbage af den ordinære spilletid, gik Antonio Conte ikke i panik.

Derimod ventede han helt frem til det 85. minut med at sende Michy Batshuay på banen og med to fingre i vejret signalere til spillerne, at de skulle gå fra 4-1-4-1 til en 4-4-2.

Se også: Video: Se Conte fejre Costas scoring

Forinden havde Antonio Contes ‘harmonika’ i lange perioder givet Diego Costa god plads at arbejde på, dog uden at den optændte angriber kom frem til de helt store chancer.

‘Chancen’ kom dog fire minutter efter at Michy Batshuay var blevet sendt på banen, hvor debutanten vandt en hovedstødsduel mod Winston Reid og dermed serverede bolden for Diego Costa, som – med en diagonal halv vrist/halv inderside langs jorden –  scorede til slutresultatet 2-1.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
2666

Pre-season er forbi og i weekenden blev der taget hul på en udgave af Premier League, der tegner til at blive en af de mest spektakulære i mange år, måske endda nogensinde.

Kasper Schmeichel og resten af Leicesters drøm af et mesterskab skal forsvares i en ny virkelighed, den dogmatiske filosof, Pep Guardiola, skal revitalisere Manchester City og knække koden til både Premier League og Champions League, og det samme skal den pragmatiske og tillidsvækkende dæmon, José Mourinho, i Manchester United, der hungrer efter en øjeblikkelig genskabelse af fortidens prompt og pragt.

Og så er der Arsene Wenger, som – måske kun med ét skud tilbage i bøssen – skal forsøge at presse Arsenal i den topstrid, hvor også Tottenham og Liverpool vil blande sig med henholdsvis argentinsk tiki-taka og tysk ICE-fussball.

Og så er der Chelsea. Forrige sæsons mestre, der faldt så tungt i sidste sæson.

Fokus på fysikken
Antonio Conte har fra første dag på træningsbanen haft et kontinuerligt fokus på Chelsea-truppens fysiske forfatning; den grundlæggende råstyrke, atletisme, eksplosionerne og ikke mindst lungekapaciteten. Antonio Conte fokus afviger ikke fra konkurrenternes, men hvad angår intensitet såvel volumen, så adskiller den nye managers fysiske fokus sig markant fra de pre-seasons, som størstedelen af Chelsea-spillerne har været vant til.

John Terry og co. er regulært blevet pisket og bedømt på diverse interviews den seneste månedstid, så lader spillerne til at elske det. I hvert fald har den hårde fysiske træning gjort dem godt.

Læs også: Mikel driller Pogba på Twitter

Cesc Fabregas virker i dag yngre, end han var før sommerferien, Diego Costa har fået genopfrisket evnen til at sprinte og både Eden Hazard og Willian lader begge til snart at ramme et fysisk (og velkendt) topniveau.

Antonio Contes fokus på fysisk giver god mening. Både i forhold til den spillestil, som konkurrenterne efter al sandsynlighed kommer til at praktisere, men også set i relation til italienerens egen måde at gribe spillet an på; knofedt, automatismer og direkthed.

Fire mand i bagerste kæde
I Chelseas seks pre-season-kampe, der er endt med to nederlag og fire sejre, heriblandt over Jürgen Klopp og Liverpool, har Antonio Conte valgt at se bort fra brugen af det tremandsforsvar, som han ellers har haft stor succes med i både Juventus og på det italienske landshold.

Fravalget er sket i erkendelsen af, at Chelsea ikke råder over typer som Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini, som både på klub- og landsholdsplan har udgjort trekløveret i Antonio Contes bagerste kæde. Derfor har den nye manager ikke overraskende i stedet gjort brug af sin indre pragmatiker og tilpasset spillestilen i forhold til spillertruppen.

Chelsea har således primært arbejdet tre forskellige formationer:

  1. En 4-4-2 uden en decideret 6’er og med Diego Costa og nyindkøbet Michy Batshuayi i front.
  2. En 4-2-4, hvor Nemanja Matic centralt har haft følgeskab af både Oscar og Cesc Fabregas.
  3. Og endelig en 4-1-4-1 med nyindkøbet N’Golo Kanté alene i rummet mellem forsvar og angreb.

Sidstnævnte formation tyder lige nu på, at være den, som Antonio Conte vil gøre brug af i sæsonpremieren mod West Ham på mandag.

Brugen af N’Golo Kanté, der med den fornødne atletisme, fart, robusthed og spilforståelse gør ham ideel som både bolderobre og fordelingsnøgle på 6’er-positionen, giver et offensivt fripas til Cesc Fabregas og Nemanja Matic, der henimod slutningen af træningskampprogrammet i USA tog vel imod muligheden for at tænke fremad i banen.

Falder valget på en 4-1-4-1 formation, så medfører det også en intensiveret konkurrence imellem Diego Costa og Michy Batshuayi om den ene plads i front, hvilket vil være et uvant, men kærkomment scenarie for førstnævnte, der til trods for spekulationer om det modsatte, synes opsat på at vise sit værd i Chelsea i den kommende sæson.

Terry på fuld tid
Spekulationer har der også været mange af omkring John Terry, der som bekendt blev mere eller mindre dømt ‘over and out’ i slutningen af sidste sæson, men som alligevel endte med at få tilbudt – og underskrive – en ny 1-årig kontrakt, om end den indebar langt færre penge og ikke mindst alt andet end en garanti for en plads i startopstillingen.

Ikke desto mindre har John Terry fundet vej til Antonio Contes startopstilling i samtlige af de seks pre-season-kampe. I de to første kampe på europæisk grund mod henholdsvis SK Rapid Wien og RZ Pellets blev han flankeret af Papy Djilobodji, men da Chelsea ankom til USA til kampene mod Liverpool, Real Madrid og AC Milan blev Gary Cahill installeret som fast makker. Og sammen med Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicueta udgjorde de fire sammentømrede navne også bagkæden mod Werder Bremen i søndags.

Antonio Contes åbenlyse tilvalg af John Terry er et fornuftigt træk af den nye manager. Ikke blot fordi den 35-årige kaptajn på bagkant af pre-season virker både fit, motiveret og kompetent, men også fordi John Terry repræsenterer den ene af de to halvdele, der tilsammen udgør – og altid har udgjort – Chelsea FCs grundlæggende DNA.

Læs også: Hazard: Vi skal være som for to år siden

For mens typer flamboyante og spektakulære typer som Eden Hazard er nutidige reinkarnationer af eksempelvis Peter Osgood og Gianfranco Zola, så repræsenter en spiller som John Terry den kompromisløse muskelkraft og den rå offervilje, som Ron Harris og Dennis Wise, blandt mange andre, tidligere har udvist på Stamford Bridge.

Og Antonio Conte har brug for både muskler og ballet i de indædte bestræbelser på, at finde en balance på holdet, der både skaber resultater, fred og fordragelighed i omklædningsrummet, begejstring og identifikation på tribunerne og ikke mindst tålmodighed på direktionsgangene.

Et bud på en startopstilling
Hvorvidt Antonio Conte allerede efter en måned inde i sin 3-årige kontrakt har fundet den førnævnte balance, vil kampen mod West Ham give svar på.

Baseret på de seks kampe den seneste måned såvel som på Tribunens kilder i og omkring Chelsea, så tyder alt på, at Antonio Conte vil gøre brug af følgende startopstilling i sæsonpremieren på mandag:

(4-1-4-1) Thibaut Courtois starter på mål. Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicuetaplaceres på henholdsvis højre og venstre back, og centralt i bageste kæde gør Antonio Conte brug af John Terry og Gary Cahill. På 6’er-positionen får N’Golo Kanté debut på Stamford Bridge og foran ham får Cesc Fabregas og Nemanja Matic lov til at tænke mere offensivt end defensiv. Willian og Eden Hazard tager sig af de to kanter og helt i front starter Diego Costa for næsen af Michy Batshuayi.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
2207

Da Marina Granovskaia og Michael Emenalo ankom til mødet med John Terry på Stamford Bridge i onsdags, havde Roman Abramovich forinden truffet en beslutning.

Med sig havde Chelsea-ejerens to nærmeste rådgivere nemlig et stykke papir, der – til trods for ugelange signaler og spekulationer om det stik modsatte – tilbød John Terry en kontraktforlængelse.

Og Roman Abramovich’ beslutning var og er den eneste rigtige.

For selvom John Terry med sine 35 år er en gammel mand, der er langt fra den, han var engang, så er John Terry (fortsat) præcis, hvad Chelsea har brug for i tiden, der kommer.

For klubben står overfor det største genopretningsprojekt i Roman Abramovich’ regeringstid. De engelske mestre har nemlig alt andet end forsvaret sidste års Premier League-titel, hvilket morgendagens modstander fra Leicester er et levende og – set med blå øjne – ydmygende bevis på.

Dertil kommer, at Chelsea qua deres niendeplads ikke kommer til at spille med i næste sæsons udgaver af de europæiske turneringer, ligesom klubbens førsteholdstrup under ledelse af italienske Antonio Conte skal gennemgå en decideret blodtransfusion.

“Selvom John Terry med sine 35 år er en gammel mand, der er langt fra den, han var engang, så er John Terry præcis, hvad Chelsea har brug for i tiden, der kommer”

Chelsea skal med andre ord kickstarte sig selv og blive Chelsea igen, og det er her John Terry kommer ind i billedet.

For med 703 kampe under ledelse af 17 forskellige managers har John Terry fra sin position i midterforsvaret tegnet en blå streg gennem de sidste 21 år af Chelseas fodboldhistorie, der med John Terry på rollelisten blandt andet handler om 16 trofæer.

Den slags mytologiske tal har Antonio Conte brug for, når han – uden skyggen af trænererfaring i engelsk fodbold og med en taktisk fodboldfilosofi, der afviger fra den moderne udgave af Chelsea Classic – skal løse ligningen og indfri Roman Abramovich’ ønsker såvel som genskabe fansenes tro på egen selvforståelse.

For John Terry ER Chelsea. På godt og ondt. I omklædningsrummet. På banen. I medierne. Og i fansenes øjne.

Chelsea FC er – og har altid været – en kompliceret sammenblanding af alt lige fra hårdtslående og bøvsene arbejderklasse på endetribunen The Shed til stenrige aristokrater og blitzende kendisser og turister på langsiden.

Læs også: Gladbach holder Christensen ude af OL

John Terry elskes af alle på Stamford Brigde. Netop fordi han er lidt af det hele. Bøvs og blitz. Det gode og det onde.

Men uanset om han er det ene eller det andet, så er han det 100 procent. Det ved Roman Abramovich, og det ved Antonio Conte. Derfor traf ejeren sin beslutning, og derfor har den kommende træner, eftersigende, heller ikke strittet imod.

I morgendagens kamp mod Leicester kan John Terry dog ikke være noget for Chelsea andet end én blandt mange andre på tribunerne. For i kølvandet på det unødvendige røde kort i kampen mod Sunderland på Stadium of Light i lørdags, afsoner han den sidste af to spilledages karantæne.

Når kameraet fanger ham, vil hans ansigt uden tvivl udtrykke alvor og bitterhed. Men ikke kun fordi han han sidder i jakkesæt og ikke står nede på banen iført spillerdragt og anførerbind. John Terrys ansigt skyldes også indholdet af Roman Abramovich’ kontrakttilbud, som ikke matcher det, John Terry selv havde forestillet sig.

For John Terry er blevet tilbudt en et-årig kontrakt. Selv har han offentligt ytret ønske om én gældende for de næste to sæsoner. Dertil indeholder Roman Abramovich’ papir angiveligt en redefinering af John Terrys rolle i Chelsea.

Læs også: Chelsea og Adidas går hver til sit

Mindre spilletid, lavere løn og dermed en tvivl om anførerbindet. Fredag aften meddelte John Terry på Instagram, at han har brug for betænkningstid.

Men ser man godt efter, når det ene kamera efter det andet filmer hans ansigt under kampen på Stamford Bridge, så bobler der – til trods for alvoren og bitterheden over ikke at spille kampen mod Leicester – alligevel en lykkefølelse i hans øjne.

For selvom han ved, at han synger på sidste vers, og Roman Abramovich synes det samme, så er sangen om Captain. Leader. Legend ikke slut endnu.

Det kræver bare en underskrift. Og den bliver sat i weekenden. For lige så meget, som John Terry er Chelsea, lige så meget er Chelsea John Terry.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
1987

Antonio Conte skal genopfinde sig selv og sin midtbane-strategi, hvis han skal indfri Roman Abramovich’ ønske om øjeblikkelig succes.

Da Antonio Conte den 4. april under opsyn af blandt andre Marina Granovskaia og Roman Abramovich skrev under på en tre-årig kontrakt med Chelsea, besøgte den 46-årige italiener efterfølgende klubbens træningsanlæg i Cobham.

Her hilste Antonio Conte på førsteholdstruppen og udvekslede ord under fire øjne med et par af truppens på papiret største navne. En af dem var Eden Hazard, der med lavt tyngdepunkt, hurtige fødder og aggressive driblinger var en nøglefigur i Chelseas seneste mesterskabssæson. Men også en spiller, der i indeværende sæson med et tonstungt prisskilt på 700 millioner kroner har været en skygge af sig selv og på den vis personificerer hele Chelsea-truppens tilstand.

Umiddelbart ville Antonio Contes letteste løsning på Hazard-gåden være, at give efter for den interne frustration og den eksterne interesse og sælge den 25-årige belgier til enten Real Madrid eller Paris Saint Germain, der begge eftersigende skulle vifte med checkhæfterne.

Men til trods for, at Chelsea har økonomien til at foretage en udrensning af den nuværende førsteholdstrup og i stedet købe sig en ny, så er det ikke den opgave, som klubbens ledelse har bedt Antonio Conte om at udføre.

Fra døende dele til levende kollektiv
Derimod skal Antonio Conte angiveligt (genop)bygge et hold med en tydelig identitet og øjeblikkelig succes med afsæt i den stjernepakke, som klubben allerede råder over.

Det skulle efter sigende være den besked, Antonio Conte på træningsanlægget under fire øjne videregav til Eden Hazard, der nu – trods rygterne om andet – skulle være indstillet på at rejse sig sammen med de øvrige faldne i Chelseas førsteholdstrup.

For det er ikke bare Eden Hazard, der har underpræsteret i den igangværende sæson, der på bagkant af de seneste to nederlag til henholdsvis Swansea og Manchester City, tyder på at ende som en lussing til egen selvforståelse i midten af Premier League-tabellen.

“Umiddelbart ville Antonio Contes letteste løsning på Hazard-gåden være, at give efter for den interne frustration og den eksterne interesse og sælge den 25-årige belgier”

I forsvaret har Thibaut Courtois mistet sin arrogance og Branislav Ivanovic sit dræberinstinkt. Gary Cahill virker forvirret med ansvaret på sine skuldre i en tid, hvor John Terry og Kurt Zouma begge er ukampdygtige. Og til trods for, at Cesar Azpilicueta er stabil, hvor end han arbejder, så er hans afløser på venstre back, Baba Rahman det stik modsatte.

På midtbanen er Nemanja Matic ganske enkelt forsvundet, Cesc Fabregas er ramt af sløvsind og tunge ben, mens Willian har mistet modet i takt med, at Pedro løber og løber på samme kvadratmeter. Og fra bænken ser Oscar med tomme øjne på Ruben Loftus-Cheeks ungdommelige, men utilstrækkelige forsøg på, at finde de mellemrum, hvor Eden Hazard plejede at folde sig ud.

Oppe i front er Diego Costa ene mand om, at afspejle bare en flig af den energi, der karakteriserede Chelsea i de gode perioder under José Mourinhos ledelse. Pato virker glad, men han er langt fra at være implementeret, og Bertrand Traoré synes ramt af den samme dvaletilstand, der har sat en stopper for Radamel Falcaos evner til noget som helst de seneste sæsoner.

Læs også: Fabregas: Mourinho stolede for meget på os

Det er blandt andre denne flok af spillere, som Antonio Conte med hele sin værktøjskasse – og helst med øjeblikkelig virkning – skal forvandle fra døende dele til atter at fungere som et levende og slagkraftigt kollektiv.

En opgave, der i skrivende stund på tærsklen til sæsonens afslutning virker lige så håbløs, som den er nødvendig.

I sin selvbiografi fra 2013, Jeg tænker, derfor spiller jeg, skrev Andrea Pirlo, der var med til at vinde tre italienske mesterskaber i Juventus under ledelse af Antonio Conte, at den nu kommende Chelsea-manager, hverken er ’guru’ eller ’magiker’, men derimod en detaljens mand, der drives af en utæmmelig vildskab. I sin bog gengiver Andrea Pirlo Antonio Contes første brandtale i rollen som cheftræner for Juventus:

-I har brug for den samme vrede som min. I skal stoppe med at spille som lort. Hver og én af jer har spillet dårligt. Hank op i jer selv, og vær Juventus igen. Det er ikke en høflig forespørgsel, men en ordre. En moralsk forpligtigelse. Det er egentlig ganske simpelt. Alt, hvad I skal gøre, er at følge mig.

Når Antonio Conte tiltræder jobbet som Chelsea-manager efter sommerens EM-slutrunde, kan han passende give den selvsamme tale til Cesc Fabregas og co.

Kernen findes på midtbanen
Ud over intens mandskabspleje, så skal Antonio Conte, rent taktisk, først og fremmest løse Chelseas midtbaneproblem. Det var via midtbane, at han skabte succes i Juventus og det er midtbanen, der er omdrejningspunktet for Chelseas deroute.

Siden Roman Abramovich’ overtagelse og José Mourinhos første ansættelsesperiode har Chelsea opereret med en bred 4-2-3-1 formation.

En opstilling, der altid har bestået af to centrale midtbanespillere, der fra 6’ er og 8’er-positionen, har skabt balance imellem de defensive betonautomatismer og den begrænsede frihed under ansvar rent offensivt.

I sidste sæson funklede Nemanja Matic og Cesc Fabregas på positionerne. Da Nemanja Matic forsvandt, og Guus Hiddink tog over efter José Mourinho, blev John Obi Mikel brugt som 6’er. Og endda med så stor succes, at man blandt murbrokkerne i den ruin, som José Mourinhos efterlod sig, kunne skimte et håb om kvalifikation til Europa.

“Det var via midtbane, at han skabte succes i Juventus og det er midtbanen, der er omdrejningspunktet for Chelseas deroute”

Men så blev Cesc Fabregas ramt af sløvsind, og selvom Nemanja Matic og John Obi Mikel godt kan fungere som to defensive søjler inde centralt, så kræver denne konstellation, at de tre offensive spillere bag Costa i front leverer løb i alle retninger – med og uden bold – for at opretholde formationens offensive energi.

Det skete bare ikke. Og derfor har Chelseas formation ædt sig selv.

I Juventus var Antonio Conte mest af alt glad for 3-5-2 formationen, hvor omdrejningspunktet var en midtbane, bestående af to hårdtarbejdende boks-til-boks-kanter samt en central zone med to 8’ere og en falsk 10’er.

Det var Andrea Pirlo, der havde rollen som falsk 10’er, der fra 6’er-positionen skulle skabe og opretholde balancen i det offensive spil. Herinde var han flankeret af to spillere, som oftest Claudio Marchisio og Arturo Vidal, der med ilt, fart og muskler dels skulle give Andrea Pirlo arbejdsro med bolden ved fødderne, men som også havde til opgave at erobre bolden, når modstanderne var i besiddelse af den.

Men Antonio Conte kan ikke overføre sin Juventus-midtbane til Chelsea. I hvert fald ikke med den eksisterende trup. For Chelsea har hverken en dybtliggende playmaker, ej heller et udvalg af midtbanespillere, der opfylder kravene om ilt, fart og muskler.

Læs også: Drogba kan blive en del af Contes trænerteam

Hvis Antonio Conte kan kurere Cesc Fabregas’ sløvsind, kan han godt omskoles til en decideret dybtliggende playmaker, men hvem skal så flankere ham? John Obi Mikel og Nemanja Matic har begge ilt og muskler, men ingen fart. Ruben Loftus-Cheek har lidt af det hele, men ikke nok af noget og da slet ingen arbejdsiver.

Antonio Conte løber også ind i problemer, når han skal finde de to boks-til-boks-kanter. Cesar Azpilicueta kan – hvad angår positionering og løbepensum – godt udfylde den ene af pladserne, men mangler kvalitet i både indlæg og skud på mål. Og hverken Kenedy eller Baba Rahman, der begge allerede har været benyttet som offensive venstre backs, har den defensive disciplin til at spille positionen uden at udsætte forsvaret for farlige undertalssituationer.

Med andre ord får Antonio Conte svært ved at overføre Juventus-midtbanen til Chelsea, hvis han samtidig skal følge ledelsen ordre og primært gøre brug af det eksisterende materiale frem for at købe nyt.

Tidligere Chelsea-manager Luiz Felipe Scolari sagde i den forgangne uge, at man kan være den bedste træner i denne verden, men stadig ikke forberede sig på et job, som dét, der venter én i en klub som Chelsea.

Antonio Conte er nu alligevel nødt til at gøre et forsøg. For han står overfor en opgave i Chelsea, hvor han ikke kan gøre brug af den midtbane-filosofi, der ellers har skabt hans trænernavn.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.

af -
1001

Radisson Blu, Malmø. Efter en flaske Chateau Saint Roch fra 2012 og en hidsig gennemspilning af Iggy Pops ‘Post Pop Depression’ er man nu sunket ned i en kontorstol til tonerne af Coltranes ‘Blue Train’ og med udsigt til en baggård nær Sankt Petri-kirken. Det er midnat i Zlatanland.

For nogle uger siden havde jeg en tre timer lang samtale med en dansk filosof. Det var mest mig, der snakkede. Han lyttede. Og skrev noter. ‘Vi’ snakkede om hjertefejl, værdien af et menneske og om en ødelagt mediebranche fuld af forfald på toppen af bjerget.

Men vi snakkede også om Zlatan Ibrahimovic. Om hans evne til at gøre det, han er bedst til, i de områder af banen, hvor han forventes at operere i. Samme aften sendte han Chelsea ud af Champions League med en assist og en scoring på Stamford Bridge.

Vi snakkede også om Nicklas Bendtner og hans evne til at tro på sig selv, til trods for, at den nation han udspringer af, gør det modsatte. Zlatan evner også at være ligeglad med andres mening om ham. Han har bare ikke brug for evnen i samme omfang som Nicklas Bendtner.

Blandt andet fordi Sveriges kærlighed til Zlatan er betingelsesløs. Folket elsker både det gode og det onde i deres gallionsfigur med bosniske rødder. Og Zlatan suger kærligheden til sig, omsætter den til selvtillid og går i krig for nationen, eller måske allermest sig selv.

“Det skal handle om Zlatan. Og Chelsea. Zlatan og Chelsea. Bare tanken om, at rygterne florerer giver luft i brystet og hjertefejlen ben at gå på”

Nicklas Bendtner får ikke megen kærlighed af sit land. Og den, han får, er langt fra betingelsesløs. For kærlighed koster noget i Danmark. I Nicklas Bendtners tilfælde kræver vi mål på banen, og laver han dem ikke, sender vi ham en regning. Kærlighed koster. Selv til en person, der i realiteten er alt, hvad vi i bund og grund går og sukker efter.

Men i Malmø og i resten af Sverige er man ikke i tvivl. Kærlighed kan betale sig. Tidligere på aftenen mumlede jeg – lettere opslugt af byens påskestemning – ‘Zlatan, jag älskar dig’, på vej ud en restaurant. ‘Så gör vi’, lød det prompte fra manden, der holdt døren for mig. Jeg trykkede hans hånd. Min søn grinte genert. Af sin far. Men gad vide, hvad svaret havde været i Danmark, hvis jeg offentligt havde erklæret min kærlighed til Nicklas Bendtner?

Der var engang en redaktør, der kaldte mig for ‘mikrofonholder’, fordi jeg lod Nicklas Bendtner snakke og forklare sig i et interview bragt i Politiken. Redaktøren var sjovt nok ikke fra Politiken. Og gad vide, hvad han ville have sagt, hvis han vidste, at jeg elsker Nicklas Bendtner, som jeg elsker Zlatan? Du sender bare svaret, Bassetrold, for du ved, hvem du er.

Se også: KONKURRENCE: Vind de fedeste Chelsea-dæk

‘Black goddess in a shabby raincoat, where are you tonight?’ Så er Iggy Pop fandeme gået på scenen igen. Dæmp dig lidt, kammerat. Vi arbejder.

Og det skal handle om Zlatan. Og Chelsea. Zlatan og Chelsea. Bare tanken om, at rygterne florerer giver luft i brystet og hjertefejlen ben at gå på. Vi må have mere vin. Vallée des Oliviers fra 2010. Det var et godt år for vin i det meste af Europa. Glem det, Iggy. Du får ikke mere.

Rygterne går på, at Roman Abramovich er villig til at betale Zlatan 200 millioner for to års arbejde på Stamford Bridge. Som direkte afløser for Diego Costa, der desværre meldes på vej ‘hjem’ til Atletico Madrid, eller i hvert fald væk fra Premier League.

Han er ellers en dejlig dreng, ham Costa. En sjælden kombination af godt og ondt, der vil nøjagtig det samme, som alle andre aktører i fodboldindustrien, nemlig at vinde. Diego Costa er et dyr, der vil vinde for enhver pris, og dens slags dyr har vi brug for. Vi har brug for modsætninger, ellers ender fodboldens verden som en moderne udgave af Colosseum, hvor gladiatorerne er blevet erstattet af komplet kønsløse væsner, der langsomt og uundgåeligt vil se hinanden dø på stribe.

Læs også: Lukaku om Chelsea-retur: Bogen er fuldstændig lukket

Zlatan bliver en succes i Premier League. Op i røven med hans alder, og at han ikke længere har samme speed i kroppen. Han er stadig én stor muskel og i lighed med mange andre store skikkelser, har Zlatan tilpasset sig sin alder. Det er det, de store kan. For Zlatan er en anden end den Zlatan var i Malmø, Ajax, Juventus, Inter, Barcelona og Milan, ligesom han i Chelsea vil være en anden end den han er i dag i Paris Saint Germain. Det er derfor, han er her endnu. Zlatan er Zlatan på tværs af tid.

Fuck, hvor var 2010 bare et godt år for vinproduktion i det meste af Europa.

Og Zlatan kan med lethed udfylde Costas rolle på toppen af Chelseas roterende midtbane. Som falsk 9’er på kanten af den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel og som klassisk 9’er inde i boksen. Zlatan kan begge dele. Måske ikke i samtlige af de kommende sæsoners kampe, men så er det godt, at Conte også kan gøre brug af erstatningsspillere som Traore, Pato og ikke mindst Abraham, der under italienerens ledelse nok skal få chancen.

Hvis altså Conte kommer, Costa siger farvel, og Zlatan ikke lader sig pensionere i USA. I Malmø og i resten af Sverige er man ligeglad, hvor Zlatan spiller. Folket køber trøjerne uanset hvad. Ligesom i Asien, hvor man følger individet og ikke som Europa, hvor man følger klubben. For Zlatan er Zlatan på tværs af grænser.

Flasken er tom, Iggy Pop er faldet af scenen og den tyrkiske saxofonist nede på Store Torget er begyndt at spille natten ind i Gamla Stan. Det lader til, at han har kastet sig ud i en hæsblæsende udgave af sjæleren ‘Georgia On My Mind’. Det er sådan det skal være.

For vi har brug for modsætninger.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

af -
1787

Marina Granovskaia, der er fixer for Roman Abramovich, skal hente Antonio Conte til Stamford Bridge, men kan hurtigt blive tvunget til at fyre ham igen på grund af hans fortid.

Marina Granovskaia anses for at være den mest magtfulde kvinde i den moderne fodboldindustri. Hun er fixer med speciale i rekruttering og har siden 1997 været en betydningsfuld figur i Roman Abramovich’ forretningsimperium.

Først som menig medarbejder i olieselskabet Sibneft (i dag Gazprom Neft, red.) og sidenhen som administrator i Millhouse Capital, der med kontor i London varetager samtlige af Roman Abramovich’ økonomiske aktiviteter og i 2010 fik hun en plads i Chelsea FCs bestyrelse.

Marina Granovskaia har siden fyringen af José Mourinho tilbage i december måned været på jagt efter en permanent person i det managersæde, som Guus Hiddink lige nu vikarierer i med succes.

Blandt dem – som den russisk-canadiske kvinde med det mørkebrune hår, de sortgrønne øjne og lange, smalle fingre har haft samtaler med – er italienske Antonio Conte, som alverdens medier de seneste dage har udråbt som favorit til jobbet.

Læs også: Officielt: Chelsea forlænger med Loftus-Cheek

Rygter vil, at han allerede i den kommende uge vil skrive under på en 3-årig kontrakt med Chelsea FC, som endda, eftersigende, vil træde i kraft med mere eller mindre øjeblikkelig virkning og ikke først til sommer, hvor Guus Hiddinks kontrakt udløber og hvor Antonio Contes forpligtigelser som italiensk landstræner ligeledes ophører.

Men ingen ved reelt, hvad der sker i kulisserne, når Marina Granovskaia fixer opgaver for Roman Abramovich. For selvom hun er anelse mere synlig i offentligheden end hendes stort set usynlige chef, så er diskretion en æressag for Marina Granovskaia. Hun trives bedst under radaren, hvor hun med intelligens, gode talegaver og en veludviklet charme løser de tildelte opgaver.

Det var Marina Granovskaia, som tilbage i 2011 fik lokket Fernando Torres til at skifte Liverpool ud med Chelsea, ligesom det også var hende, der i direkte duel med andre af fodboldens gigantklubber fik overtalt Diego Costa til at bytte Atletico Madrid og Vicente Calderón ud med Chelsea FC og Stamford Bridge forrige sommer. Marina Granovskaia var i øvrigt også kvinden, der overbeviste José Mourinho – og ikke mindst Roman Abramovich – om, at han i 2013 skulle vende tilbage og tage endnu en periode som træner hos The Pensioners.

Hvis Marina Granovskaia ender med at lande en aftale med Antonio Conte, tegner der sig en interessant fremtid for Chelsea. Både på og uden for banen.

“Det er dog ikke kun en detaljens mand med ild i øjnene, gode lederegenskaber og en hang til dybtliggende playmakere, som Marina Granovskaia er i gang med at skaffe til Stamford Brigde.”

Antonio Conte indstillede sin aktive karriere tilbage i 2004 efter 13 år og 296 kampe for Juventus. Den Gamle Dame var også stedet, hvor han syv år senere og frem til 2014 peakede som cheftræner med blandt andet tre italienske mesterskaber. De sidste to år har han som sagt varetaget rollen som italiensk landstræner, hvor holdet blot har tabt én enkelt kamp i de seneste 18 måneder og derfor skal spille EM til sommer i Frankrig.

I sin selvbiografi fra 2013, Jeg tænker, derfor spiller jeg, skriver Andrea Pirlo, der var med til at vinde de tre italienske mesterskaber i Juventus sammen med Antonio Conte, at den 46-årige manager hverken er ’en guru’ eller ’en magiker’, men derimod ’en detaljens mand, der er allergisk overfor fejl’ og som drives af utæmmelig vildskab. Andrea Pirlo gengiver i bogen Antonio Contes første brandtale i rollen som cheftræner for Juventus:

-I har brug for den samme vrede, som min. I skal stoppe med at spille som lort. Hver og én af jer har spillet dårligt, de seneste sæsoner. Hank op i jer selv og vær Juventus igen. Det er ikke en højlig forespørgsel, men en ordre, en moralsk forpligtigelse. Det er egentlig ganske simpelt. Alt hvad I skal gøre er, at følge mig.

Det lyder som en tale, som også José Mourinho kunne have holdt. Og på mange måder minder de to managers også om hinanden. De kan begge balancere imellem at være striks diktator og socialistisk krammedyr, ligesom de begge evner, at få store egoer til at smelte sammen til stærke kollektiver. Og så er de begge i besiddelse af en stor taktisk forståelse.

Læs også: Gladbach vil slå egen transferrekord for Christensen

I Juventus praktiserede Antonio Conte både en 3-5-2, 5-3-2, 4-4-2, 4-5-1 og 4-4-2 formation. Alt afhængig af de spillere, han havde til rådighed samt den modstander, der var i vente. Men kaster man et blik på den defensive midtbane, finder man en afgørende forskel på José Mourinho og Antonio Conte.

Førstnævnte sværgede til defensiv og central midtbane bestående af en 6’er flankeret af en 8’er. Nemanja Matic og Cesc Fabregas. Antonio Conte ynder derimod at trække sin 10’er tilbage fra fronten, skærme ham af med to hårdtarbejdende boks-til-boks-typer, og lade playmakeren udfylde rollen i rummet foran forsvaret frem for i smørhullet lige bag forreste angrebskæde. Kort sagt, Andrea Pirlo flankeret af Claudio Marchisio og Arturo Vidal.

Det er dog ikke kun en detaljens mand med ild i øjnene, gode lederegenskaber og en hang til dybtliggende playmakere, som Marina Granovskaia er i gang med at skaffe til Stamford Brigde.

For med Antonio Conte følger også en årelang mistanke om involvering i matchfixing. En mistanke, der blandt andet udsprang af et vidneudsagn fra Fillippo Carobbio, som spillede under Antonio Conte, da han stod i spidsen for Siena i sæsonen 2010/2011.

Antonio Conte er aldrig blevet dømt for at medvirke i matchfixing, men skulle angiveligt have været tilstede, da Sienas ejer, Massimo Mezzaroma, i halvlegen af en kamp mellem Siena og Novara tilbage i 2011, bad sine spillere om bevist at tabe kampen. Antonio Conte fik derfor senere, mens han var ansat i Juventus, tildelt en 10 måneder lang karantæne, der dog endte med at blive reduceret til fire måneder.

Læs også: Chelsea videre i Youth League efter kontroversiel straffesparkskonkurrence

Antonio Contes navn er dog atter sat i forbindelse med matchfixing. Dario Nicolini, journalist hos Sky Italia, har i en ny bog italieneres navn på en liste over i alt 130 personer, der alle indgår i nye undersøgelser af, hvad der egentlig foregik forud, under og efter Sienas sidste kampe i sæsonen 2010/2011. Retssagen begyndte for små fjorten dage siden i italienske Cremona og der forventes først dom i sagen sidst på foråret.

Til den tid har Antonio Conte efter al sandsynlighed skrevet under på en kontrakt med Chelsea FC og skulle det ske, at Antonio Conte bliver dømt for urent trav i tiden som cheftræner for Siena, kan Marina Granovskaia meget vel få en ny opgave udstukket af Roman Abramovich. Nemlig, at skaffe sig af med den mand, som hun siden december – og i særdeleshed de seneste dage – angiveligt har gjort alt for at hente til Stamford Bridge.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

af -
998

Via af en inderside fra Oscar, et langskud fra Willian og en ripost-scoring fra Diego Costa fik Guus Hiddink som bekendt sin første sejr som midlertidig manager, da Chelsea vandt 0-3 ude mod Crystal Palace i søndags.

Men The Blues vandt ikke kun kampen takket være de tre brasilianskfødte spillere, men derimod på grund af en sprudlende John Obi Mikel, der meget vel kan gå hen og blive nøglen til et minimum af succes for Chelsea i denne sæson.

Som den eneste defensive skikkelse i rummet mellem forsvar og midtbane, finfortolkede John Obi Mikel den klassiske forståelse af 6er-positionen og skabte en essentiel balance i Guus Hiddinks 4-1-4-1 formation.

Den nigerianske muskelmand spillede ikke anderledes end han har haft for vane i de snart ti år, hvor han har repræsenteret Chelsea. Men de 83 kilo velsleben diabas fordelt på 188 centimeter bevægede sig lige akkurat på en sådan måde, at John Terry og Kurt Zouma i midterforsvaret fik ro og overskud, og at Cesc Fabregas – dog uden at begejstre – kunne rette fokus fremad og ikke bagud.

Læs også: Montreal kigger efter erstatninger for Drogba

John Obi Mikel løb og løb, men kun i to områder; i zonen omkring 6er-positionen og i højre side af midtercirklen, når han deltog som agterlanterne i Chelseas kollektive pres på Crystal Palace’ banehalvdel. Taktisk disciplineret i modsætning til Nemanja Matic, der normalt har flankeret Cesc Fabregas i José Mourinhos 4-2-3-1 opstilling.

En aktion i det 28. minut af kampen mod Crystal Palace indkapsler John Obi Mikels medvirken til Chelseas sejr, der nu bringer dem op på otte point i fire kampe efter fyringen af José Mourinho. John Obi Mikel erobrede bolden med et kombineret skulder- og hofteskub, drejede derefter rundt om sig selv med bolden ved fødderne på udkig efter en afspilsmulighed, spottede Cesc Fabregas og lavede derpå en to meter lang indersideaflevering. Én af de 95 procent vellykkede boldberøringer han havde undervejs i kampen.

“Sagt med hovedet lagt på blokken, så vil Guus Hiddink lave en ’Roberto Di Matteo’, der i marts 2012 skiftede assistentkasketten ud med managerhatten og tog over efter André Villas Boas fortvivlede forsøg på at reformere Chelsea”

Cesc Fabregas modtog bolden og sendte den videre i dybden til Diego Costa, der havde taget et løb fra 9er-positionen og ud i højre side af Crystal Palace’ straffesparks felt. Herfra sendte angriberen bolden ind til en fremadstormende Oscar, der ubesværet kunne bruge indersiden af højrefoden.

Job done for Mikel. Chelsea foran med 0-1.

John Obi Mikel har været i Chelsea siden 2006 og var derfor også en del af beton-automatismerne på midtbanen i José Mourinhos første periode på Stamford Bridge. Dengang som nu, når modstanderne omkring ham ikke er for hurtige på fødderne og i omgangen med bolden, blev John Obi Mikel hyppigt brugt som prop i situationer, hvor close-down-space-destruktivitet var ønsket.

I søndags var han garant for en disciplineret form for mobilitet, som Chelsea bør gøre brug af i de kommende Premier League-kampe mod henholdsvis West Bromwich og Everton, der begge gæster Stamford Bridge. Og som begge spiller med så tilpas lav hastighed på den centrale midtbane, at John Obi Mikel godt kan dække de defensive zoner mellem forsvar og midtbane på egen hånd.

Læs også: Hiddink: Derfor brugte jeg Mikel

Den 24. januar spiller Chelsea ude mod Arsenal. Et hold, som en lang række af Chelseas managere har benyttet John Obi Mikel imod. Især på Emirates, hvor Arsenals offensive kombinationer i små rum kræver en midtbane, der kan lukke disse ned.  De kan John Obi Mikel. Ikke alene, men sammen med enten Ramires, Nemanja Matic eller Ruben Loftus-Cheek.

Guus Hiddinks første uger i det midlertidige job har vist, at han ikke agter at lave om på så pokkers meget. 4-2-3-1 synes at være blevet til 4-1-4-1 og vi kommer ikke til at se eksperimenter med flydende pasningsspil og ekstravagante formationer for modstanderens mål.

Sagt med hovedet lagt på blokken, så vil Guus Hiddink lave en ’Roberto Di Matteo’, der i marts 2012 skiftede assistentkasketten ud med managerhatten og tog over efter André Villas Boas fortvivlede forsøg på at reformere Chelsea.

Roberto Di Matteo gik ’back to basic’, satte sin lid til John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba og genstartede den kværnede motor, som Chelsea siden Roman Abramovich’ ansættelse af José Mourinho tilbage i 2004 har været berømt og berygtet for. Hvad end Roman Abramovich med drømme om en britisk udgave af katalansk tiki-taka offentligt vil indrømme det eller ej.

Chelsea vandt Champions League med Roberto Di Matteo ved roret. De tanker skal Guus Hiddink slet ikke gøre sig endnu. Men ved at gå back to basic og gøre brug af John Obi Mikels dyder mellem forsvar og midtbane, så kan januar måned godt byde på endnu syv til ni point.

Og med sådan en start på et midlertidigt samarbejde med Guus Hiddink og Chelsea-spillerne, så kan alt ske inden og i maj måned.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com.

af -
1681

Beslutningen om at fyre José Mourinho har ikke været nem for Roman Abramovich. Heller ikke for José Mourinho.

De første officielle ord fra Chelseas presseafdeling er ikke et udtryk for tandløst diplomati på bagkant af et los i røven til en uduelig manager. Ordene er derimod faldet taktfuldt med indbygget varme:

Alle i Chelsea takker José for hans store bidrag siden han vendte tilbage som manager i sommeren 2013. Hans tre ligatitler, FA Cup, Community Shield og tre Liga Cup-trofæer i løbet af hans to perioder gør ham til den mest succesfulde manager i vores 110-årige historie.

– Men både José og bestyrelsen er enige om, at resultaterne ikke har været gode nok i denne sæson, og mener at det er i begge parters interesse at gå hver til sit.

– Klubben ønsker at gøre det klart, at Jose forlader os på god fod og han vil altid være en elsket, respekteret og markant figur i Chelsea. Hans arv på Stamford Bridge og i England er sikret, og han vil blive budt varmt velkommen tilbage på Stamford Bridge.

Med få justeringer er der tale om en dødsannonce. En sidste hilsen til én af familien. Men der er i stedet tale om en udvidet fyrreseddel, som ingen havde lyst til at skrive.

“Kollektivets mand døde, da han gik solo”

Roman Abramovich var glad, da José Mourinho skrev under på en kontraktforlængelse på fire år tilbage i starten af indeværende sæson. For Chelseas russiske ejer havde nu papir på den mand, der til dato har sikret klubben flest titler og pokaler. Ikke bare i Roman Abramovich’ regeringstid, men i hele klubbens historie. Og sejre betyder alt. For Chelsea. Og for Roman Abramovich.

José Mourinho virkede også glad, da han den 7. august skrev under på den nye kontrakt. Underskriften blev sat på bagkant af et mesterskab og med udsigt til at folde sig yderligere ud og udødeliggøre sig selv i den klub, hvor han tilbage i 2003 for alvor skrev indledningen til myten om sig selv.

Læs også: Chelsea-stjerner kede af Mourinhos fyring

Men noget gik galt. Noget gik helt og aldeles galt. Der var dét med menneskerne; Eva Carneiro, John Terry, Nemanja Matic, Cesc Fabregas, Eden Hazard og Diego Costa. Og så var der nederlagene, der til trods for perioder med tro og håb på positivt forandring blev ved med at komme. Og endelig var der dét med tabellen. Ikke så meget det ene point til nedrykningsstregen, men mere de 20 point op til Leicester på førstepladsen.

José Mourinho har altid været bannerfører for os mod dem, men da nederlagene blev for mange, og presset for voldsomt, endte han i stedet at praktisere mig mod resten.

Kollektivets mand døde, da han gik solo.

I dag vil Chelseas fans synge José Mourinhos navn, når klubben tager imod Sunderland hjemme på Stamford Bridge. Som en hyldest til The Special One og som en indirekte kritik af Roman Abramovich. Til trods for at fansene ved, at ejeren nok har truffet den rigtige beslutning.

Og så vil livet ellers gå videre og nye kapitler vil blive skrevet i Chelseas historiebøger, hvor torsdag den 17. december 2015 dog for altid vil stå med stort.

For det var den dag, Roman Abramovich traf den sværeste beslutningen i sin tid som ejer af Chelsea, nemlig, at give José Mourinho det sidste kys på kinden.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på tribunen.com

af -
716

For nogen er det stadig fascinerende. Altså, blandingen af den uregerlige bastard og den formfuldendte ballet. Gadedrengen fra den brasilianske by Legarto – ham med overskægget og de sorte øjne, der sendte en albue i kinden på forsvaret mens han med en graciøs og kælen yderside loppede bolden i mål.

Men for andre er Diego Costa blevet den dér dansende provokatør, der har glemt, hvad det hele handler om. Nemlig at finde balancen i fikspunktet mellem det onde og det gode. Gaden og scenen. Lige dér, hvor drivkraften bag hans mål peaker.

For uden mål er Diego Costa ikke bare ligegyldig, men noget, der er langt, langt værre for en angriber. Nemlig en dårlig parodi på sig selv.

Hans optræden i Chelseas kamp før den nu afsluttede landsholdspause, hvor Diego Costa og co. spillede mod Stoke er et pregnant eksempel på manglende balance og derfor dårlige parodi.

Læs også: Kan vi få skiftet pladen, Viasat?

Kampen-i-kampen mod Stokes Ryan Shawcross var for Diego Costa vigtigere end Chelseas kamp mod Stoke. Angriberen endte som banens mest stillestående element. Med ryggen til mål. I selskab med Ryan Shawcross.

Men der manglede også bevægelser fra de øvrige offensive kræfter hos Chelsea. Eden Hazard var noget nær den eneste, der forsøgte sig med løb i banens længderetning. Med og uden bold. Selv Willian, der lidt overraskende havde fået en mere eller mindre permanent udgangsposition som playmaker, og som ellers er garant for bevægelse i sit spil, virkede langsom i både løb og tanke.

Ifølge Diego Costa selv, så er balladen på banen ikke noget, han planlægger før kampen. Det er noget, der finder sted ad hoc i løbet af minutterne på banen. Han vil skabe en uro, fordi det skaber nogle rammer, hvori han kan lave sine mål. Et spændingsfelt, hvor han kan folde sig ud.

Forud for sin første arbejdsdag i Chelsea tilbage i sommeren 2014 havde Diego Costa øvet sig på et kort og simple sætninger til sine holdkammerater. Noget, der ville fortælle dem, hvem han var, og hvad han stod for. Ifølge Fran Guillen, forfatteren til Diego Costa: The Art of War, lød sætningen således:

– I go to war. You come with me.

Scenen var sat, og Diego Casta blev efterfølgende en øjeblikkelig succes og en uomtvistelig figur i Chelseas mesterskabssæson.

“Ligeså ambivalent Roman Abramovich må have det med José Mourinho, ligeså ambivalent må José Mourinho have det med Diego Costa.”

Sidste sommer, da England og resten af fodbold-Europa havde været vidne til ballet, men også til en så tilpas stor mængde bastard, at der blev stillet kritiske spørgsmål til hans natur. I et interview med The Guardian i slutningen af sidste sæson, det samme interview, hvor Diego Costa fortalte, at han ikke planlægger provokationen forud for kampene, blev spansk-brasilianeren beskrevet som et nærmest blidt lam uden for banen. Provokatøren viser først sit ansigt på banen. Dr, Jekyll og Mr. Hyde?!

Ligeså ambivalent Roman Abramovich må have det med José Mourinho, ligeså ambivalent må José Mourinho have det med Diego Costa.

For portugiseren har brug for sin spansk-brasilianske angriber. For det første fordi José Mourinho ikke har andre. Men også fordi han ved, hvad Diego Costa er i stand til, når han finder balancen mellem det onde og det gode.

Læs også: Endelig kan vi se lyset for enden af tunnelen

Men José Mourinho ved også, hvor sårbar Chelseas angrebsspil bliver, når Diego Costa er i ubalance. Hvor lidt konstruktiv uro og dermed skævvridning, der bliver skabt i modstanderens centrale forsvar, hvilket giver rum til de øvrige spillere i den roterende angrebscirkel på den sidste tredjedel af modstanderens benehalvdel. Det så man mod Stoke, og det har man set i de fleste af Chelseas kampe i denne sæson.

I lørdags, da Chelsea spillede mod Norwich, bragte Diego Costa sig nok engang i fokus. Ikke som bastard, men som matchvinder med kampens eneste scoring. Chelsea spillede ikke godt, men bedre. Cirklen drejede rundt, men ikke for fuld power.

Der var en anelse forandring at spore i Diego Costas natur. Han var mindre bastard og mere ballet. Lidt ligesom når han repræsenterer Spanien, der ikke har en træner på sidelinjen, der ikke ønsker at fremelske bastarden, men derimode fremtvinge balletdanseren. Sådan én træner står ikke på sidelinjen på Stamford Bridge.

Da kampen blev fløjtet af i lørdags, gik Diego Costa målrettet mod udgangen, mens holdkammeraterne omfavnede hinanden inde på banen. Diego Costa virkede ikke sur, dog heller ikke glad. Han var et eller andet midt imellem. Lige dér, hvor han er, som han skal være. Den bedste version af sig selv. Igen.

Der var også forandring at spore i tirsdags, hvor Chelsea foldede cirklen fornemt ud mod Maccabi Tel Aviv. Diego Costa spillede sin rolle fint uden at imponere, men fokus var på holdets kamp og ikke hans egen kamp mod nærmeste modstander.

Læs også: To profiler er tvivlsomme til lokalopgør

Hvis man tror, at forandringen fortsætter kronologisk, så vil bastarden stort set ikke vise sit ansigt ude mod Tottenham på lørdag. I stedet vil man se en Diego Costa, der har fokus på sin position øverst i cirklen og som forsøger sig med ballet i jagten på holdets genopretningsproces.

Hvis man altså tror på, at forandringen fortsætter kronologisk. For lørdagens kamp bliver en krig. Selvfølgelig, det er mod Tottenham. Men krige bliver ikke vundet via ballet only. Derfor vil Diego Costa uden tvivl se sine medspillere i øjnene inden kampen og gentage ordene fra sin første dag i klubben…

– I go to war. You come with me.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Du kan følge ham på Twitter her.

Bloggere

1 INDLÆG0 KOMMENTARE
10 INDLÆG0 KOMMENTARE
7 INDLÆG0 KOMMENTARE
7 INDLÆG0 KOMMENTARE
1392 INDLÆG0 KOMMENTARE
1 INDLÆG0 KOMMENTARE
2 INDLÆG0 KOMMENTARE

Ugens mest læste

3748
Et par opslag fra Kenedy på hans Instagram-profil har fået stor kritik. Nu undskylder Chelsea og meddeler samtidig, at de har givet den unge...