Atlético Madrid vil leje Giroud

1859

På trods af en relativt succesrig halvsæson i Chelsea kan Olivier Giroud nu være på vej videre. I hvert fald har Atlético Madrid henvendt sig angående et lejemål af franskmanden, skriver Skyjournalisten Gianluca Di Marzio.

Fem mål i 18 kampe er ikke synderligt prangende for en angriber, men på trods af de tal er der bred enighed i Chelseakredse om, at Olivier Girouds skifte på transfervinduets sidste åbningsdag i vinter har været godt.

Han gav Antonio Conte nye taktiske muligheder og scorede det vigtige mål til 1-0 mod Southampton i FA Cup-semifinalen på Wembley og blev hurtigt vellidt blandt mange fans.

Men ikke desto mindre kan Girouds tid i Chelsea være overstået efter kun fem måneders tid. Ifølge Skysportsjournalisten Gianluca Di Marzio har Atlético Madrid henvendt sig til Chelsea for at leje den 31-årige targetman.

Læs også: Barcelona byder på Willian for tredje gang

Det skulle Chelsea være relativt åbne overfor, lyder det, men de vil samtidig have flettet en klausul ind i aftalen, der giver spanierne mulighed for at købe Giroud.

Det kunne tyde på, at Giroud ikke indgår i Maurizio Sarris planer, men det kan også skyldes det faktum, at der lige nu er tre angribere i truppen, som alle regner med at få en vis andel minutter på banen. Udover Giroud er både Alvaro Morata og Michy Batshuayi også at finde på holdkortet, mens Tammy Abraham, der tilbragte den forgangne sæson på leje i Swansea, måske også er en mulighed.

En af grundene til at Giroud valgte at skifte til Chelsea tilbage i vinterens transfervindue var dog, at han gerne ville have mere spilletid, men samtidig ikke ville flytte væk fra London, fordi han og hans familie var faldet rigtig godt til i byen. Men måske bliver de altså alligevel nødt til at rykke teltpælene op.