Analyse: Mason Mount – Lampards uslebne diamant

534

Enhver, der holdt øje med Frank Lampards Derby sidste sæson, kan ikke være i tvivl om Chelsea-legendens tiltro til Mason Mount. Men er den unge englænder klar til at indtage den store scene?

Der har næppe været mere hype omkring så mange af Chelseas talenter før nu, hvor Frank Lampard er vendt hjem til Stamford Bridge.

Hudson-Odoi, Loftus-Cheek, Reece James, Tammy Abraham, Fikayo Tomori, og listen fortsætter. Der er imidlertid god grund til at holde særligt øje med 20-årige Mason Mount, der sammen med Tomori er ene om at have arbejdet under Lampards lederskab.

Hvis det ikke var for en kneben 2-1-sejr til Aston Villa over Derby i Championship-playoff-finalen, havde historien muligvis været en hel anden. Lampard havde sandsynligvis følt et større incitament til at blive i Derby, og Mounts chance for at prøve kræfter med Chelsea-bold kunne meget vel blive udskudt.

Hvad har Mount at byde på?

Mason Mount har med sikkerhed mange af de fornødne egenskaber til at klare sig på den store scene. Han er hurtig, energisk, kreativ og enormt begavet for en mand i hans alder. Udbyttet af midtbanemandens bestræbelser sidste sæson – 9 mål og 4 assists – var naturligvis ikke uopnåelige stats, men det er ganske hæderligt for en første sæson med 3321 minutter under bæltet.

Det er svært at lave en direkte sammenligning mellem Derbys Championship-sæson og Chelseas sæson i den øverste engelske række, men hvis man prøver, fremstår de 9 mål og 4 assists for en midtbanespiller i hvert fald mere end positivt.

Loftus-Cheek var ganske vist en målmaskine med 6 mål og 2 assists på blot 985 minutter, og Kanté gjorde det ligeledes hæderligt med 4 mål og 4 assists på 3096 minutter. Jorginho, derimod, nettede blot to gange på 3165 minutter, og Kovacic registrerede to assists men kom aldrig på måltavlen over 1785 minutter.

Statistikkerne er dog som sagt blot ét af argumenterne for, at Mason Mount er klart til at få sit store gennembrud – eller i hvert fald muligheden for at gribe chancen.

Kritikere vil imidlertid pege på englænderens relativ spinkle fysik, og med blot 1 meter og 78 centimeter i højden har han unægtelig brug for at tilbringe en del stunder i træningsrummet for at kompensere for sine fysiske udfordringer. Premier League er trods alt en barsk liga at begå sig, om end The Championship om noget er tilsvarende hård.

Mounts spillestil i Derby

Derby spillede størstedelen af sidste sæson i en 4-3-3-formation med Mason Mount på venstre side af den centrale midtbane. Herfra havde han frihed til at bevæge sig længere ud mod venstrekanten og være fleksibel i sit offensive spil. Dertil havde han typisk en bomstærk defensiv midtbanespiller i Tom Huddlestone bag sig, som gav råderum, når det brændte på i de defensive faser af kampen.

Mount var desuden en vigtig faktor i Derbys presspil, når oppositionen var på bolden. I disse faser af kampen var den 20-årige englænder nemlig ofte den forreste af midtbanespillerne.

På modstanderens banehalvdel var han som regel ikke bleg for at afslutte, hvilket også ses i statistikkerne fra whoscored.com, hvor han er krediteret med 2,5 skudforsøg per kamp. Han var tilsvarende ikke udelukkende forsigtig i sit pasningsspil, hvilket resulterede i en afleveringssucces på godt 77 pct.

Denne tilgang til spillet bar dog som sagt ofte frugt for den unge kreatør. Samtidigt står Mounts tal i bemærkelsesværdig skarp kontrast til eksempelvis Kovacic, der var sikker i sit pasningsspil (92 pct. succes) men blot havde 0,9 skudforsøg per kamp.

Tiltro og den rette mentor

Mount er på mange områder en usleben diamant, men nogle gange har sådanne talenter blot brug for tiltro og motivation. Og hvem kan udgøre en bedre mentor end Frank Lampard, der selv havde store problemer med at bryde igennem i West Ham før skiftet til Chelsea i 2001? På daværende tidspunkt var Harry Redknapp umådelig sikker i sin sag, som kan ses i klippet forneden.

– Jeg ville ikke sige det foran ham, men han (Lampard red.) vil nå direkte til toppen.

Det er næppe et tilfælde, at Lampard i løbet af hele sidste sæson har sagt lignende ting om Mount. Selv da den 20-årige nettede et hattrick i en 4-0-sejr over Bolton, forventede Lampard endnu mere fra ham.

Tiden må nu vise, om unge Mount er klar, og tilsvarende om Lampard er klar til at fragive etablerede spillere som Jorginho og Kovacic spilletid til fordel for Mount. Meget tyder i hvert fald på, at Chelseas nye manager er klar til at beskytte sin uslebne diamant – akkurat på samme måde som Redknapp gjorde med Lampard i sin tid.