Alonso og Azpilicueta er nøglerne til Chelsea-sejr på Anfield

1070

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han er skribent på NordicBet Blog, som denne klumme er udgivet i samarbejde med.

Er Klopp så meget Klopp, som vi gør ham til? Og hvor ligger Chelseas nøgle til sejr på Anfield? Jakob Genz stiller skarpt på lørdagens storkamp.

Liverpools indsats mod Sevilla på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i tirsdags var på mange måder et sindbillede på alt, hvad der er godt og skidt ved Jürgen Klopps mandskab. For kampen gav både smagsprøver på Liverpools underholdende evne til at tvære modstanderen ud ved hjælp af sprudlende overfaldsfodbold i raketfart, men mødet med Sevilla illustrerede også (nok engang) Liverpools ultra-sårbare defensiv.

Men selvom 0-3 ved pausen aldrig skulle have været endt med 3-3 ved slutfløjt, så var Liverpools spanske midtugekamp alligevel ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Eller som The Guardians tyske fodboldkorrespondent, Raphael Honigstein, formulerede det i et tweet sent tirsdag aften, så var Liverpools præstation ‘a very bad way to get a good result.”

For på papiret var det uafgjorte slutresultat et kæmpe Liverpool-skridt i retning af videre avancecent fra Champions Leagues Gruppe E. Og derfor skal der også – trods Liverpools mere eller mindre kollektive kollaps i anden halvleg af Sevilla-kampen – sendes en form for ‘thumps up’ til Klopp. I hvert fald, hvis man ser på slutresultatet oppe fra helikopteren.

Ned på jorden

Men springer man ud og aktiverer faldskærmen, så piller Liverpools dag-nat-indsats i Sevilla ikke ved, at kampens resultat holder liv i de spørgsmålstegn, der efterhånden synes at være fast inventar på jorden omkring Klopp.

For hvorfor er den ædle kunst at kunne forsvare sig fortsat et så stort no-go i tyskerens dogmatiske fodboldideologi? Og hvornår indser Klopp, at netop fraværet af en stabil defensiv er ensbetydende med, at han (måske) aldrig kommer i mål med hans ellers så ambitiøse Premier League-projekt?

Men Klopp synes ikke at være interesseret i at svare. For han virker – som altid – til at være ligeglad med spørgsmålet. Klopps Liverpool er Klopps Liverpool. Han gør tingene på sin egen måde. Never mind the questions.

Og hvor frustrerende tyskerens fodboldideologi end kan være at leve med for alle dem, der elsker Liverpool, så må enhver alligevel tage hatten af for Klopps stædige tro på egen ideologi.

Læs også: Rygte: Her er første læk fra næste sæsons hjemmebanetrøje

Om ikke andet, så ved man, hvad man får. Det samme gør man i Manchester City, hvor Pep er Pep, i Arsenal, hvor Wenger er Wenger, i Tottenham, hvor Pochettino er Pochettino og i Chelsea, hvor Conte er, jeps, Conte.

Hver og én af de store holds managers er markante skikkelser med tydelige måder at fortolke fodbolden på, hvilket er mere end man kan sige i klubber som Stoke, Everton og West Ham i den anden ende af tabellen.

Men tilbage til Klopps Liverpool, der på lørdag tager imod Chelsea hjemme på Anfield. Et brag af en kamp, der – til trods for at den finder sted en tredjedel inde i sæsonen og ikke henimod dens slutning – alligevel kan være frygtelig definerende for Liverpools skæbne i tiden, der kommer.

Vinder Liverpool, så kan Klopp og co. nemlig spille sig a point med Chelsea på tredjepladsen. Omvendt, så kan Liverpool med et nederlag risikere at ryge ud af den gruppe af hold, der lige nu er i nærkontakt med tabellens top fire.

Svar på forestillinger

Hånd-i-hånd med spændingen om udfaldet af den kommende storkamp står de gængse forestillinger om Klopps Liverpool i kø. Og selvom flere af forestillinger har statistiske ben at gå på, så bør man måske alligevel se en anelse mere nuanceret på tyskerens projekt i Liverpool. For er Klopp virkelig så meget Klopp, som vi gør ham til?

Forud for lørdagskampen mod Chelsea er Liverpool noteret for 22 point efter 12 kampe, hvilket – kun takket være et bedre målregnskab end det som Wengers Arsenal og Dyches Burnley kan præsentere – placerer Klopps tropper på Premier Leagues femteplads.

Liverpools i alt 17 indkasserede mål illustrerer ganske fint forestillingen om, at Klopps mandskab ikke evner at forsvare sig særlig godt. Liverpool har nemlig lukket flere mål ind end noget andet hold i ligaens top seks. Så her stemmer forestillingerne overens med den statistiske virkelighed.

Nå, hvad så, hvis man ser på de mere offensive tal i målregnskabet? Klopps Liverpool er jo mestre i at producere chancer uden at score på dem, ikk? Både og. For jo, Liverpool er det hold i Premier League, der i denne sæson har produceret allerflest skud på mål. Faktisk er det blevet til hele 220 af slagsen siden sæsonpremieren tilbage i august måned.

Læs også: Cahill: Luiz er vigtig for Christensens udvikling

Men hvordan kommer Liverpool så frem til disse chancer? Pløjes bolden ikke bare fremad på banen, hvor den efter få, men effektive berøringer, havner for fødderne af enten topscoreren Mohamed Salah eller angrebsmakkeren Sadio Mané, der i fuld sprint hamrer bolden i modstanderens netmasker?

Jo, tit og ofte. Men Liverpool er ikke desto mindre det hold i Premier League, der har produceret tredjeflest afleveringer i denne sæson, nemlig hele 6868 styks, hvilket kun er overgået af Arsenal (7139) og så selvfølgelig af Manchester City, der med hele 8708 afleveringer topper statistikkerne foran alle andre.

10,9 procent

Men tilbage til de mange, men brændte chancer. For jo, Klopps Liverpool misser mange muligheder foran mål. Endda så mange, at holdet ‘kun’ har omsat 10,9 procent af deres 220 chancer til mål.

Alligevel er Liverpool med 24 scoringer i skrivende stund det tredjemest scorende hold i Premier League, kun overgået af de to Manchester-klubber.

Men hvad så med måden, hvorpå Liverpool scorer målene? Her taler vi vel om et hav af lynhurtige og direkte omstillinger? Egentlig ikke! For Liverpool har faktisk kun scoret fire mål på kontraangreb.

Langt størstedelen, nemlig hele 67 procent, af holdets scoringer er derimod sat ind i åbnet spil (16). Derudover har holdet lavet tre mål på dødbolde og et enkelt et via et spark fra straffesparkspletten.

Er der flere gængse forestillinger, som den statistiske virkelighed er med til at pille ved? Ja, for eksempel den der forestilling om, at Liverpools angreb er farligst over kanterne.

For ja, Mané og Salah er dødbringende langs sidelinjen på modstanderens banehalvdel, og Liverpool angriber da også halvdelen af tiden over flankerne, men det er nu ikke herfra, at langt de fleste mål og chancer opstår. Det gør de derimod inde centralt (61 procent) og 53 procent af disse skud sendes afsted inde i modstanderens straffesparksfelt.

Contes respekt

Alt det her, både de gængse forestillinger og den statistiske virkelighed, er Chelseas manager, Antonio Conte, så udemærket klar over og dermed også forberedt på forud for lørdagens tur til Anfield.

Der bør heller ikke herske nogen tvivl om, at Conte har respekt for Klopps Liverpool. Se bare på Contes dispositioner i onsdagens Champions League-kamp ude mod Qarabag, hvor hverken Tiémoue Bakayoko eller danske Andreas Christensen rejste sig fra bænken, og hvor Eden Hazard efter en scoring og en assist blev skiftet ud mod Alvaro Morata i det 65. minut, og hvor Kanté kort efter blev erstattet af Danny Drinkwater, som lagde sig ind ved siden af den dobbelte målscorer, Willian, der for en gangs skyld fik 90 minutter på banen. Alle disse dispositioner indikerede, blandt mange andre, at Conte sparede sin stærkeste udgave af Chelsea med tanke på den forestående Liverpool-kamp.

Contes respekt for Liverpool er dog efter al sandsynlighed ikke større end at italieneren vil gå efter sejren på Anfield. For det første fordi Conte i titelforsvarsjagten på City efterhånden ikke kan tåle at sætte flere point over styr.

Og for det andet fordi Liverpool – til forskel fra sidste sæson – ikke længere er en uovervindelig størrelse for de øvrige af Premier Leagues giganter. For i sidste sæson formåede hverken Chelsea, City, United, Arsenal eller Tottenham at vinde over Klopp og co., men Liverpool har allerede i dette efterår fået lammetæsk af både City og Tottenham.

Indover til Morata

Men hvordan vil Conte så forsøge at løse den kommende opgave på Anfield? Givetvis lidt a la den måde, som han formåede at besejre Mourinhos Manchester United på for tre uger siden.

Nemlig via en 3-5-1-1 formation med kompakt bagkæde, Kanté på 6eren, Bakayoko som boks-til-boks-muskel og med Fabregas på en kreativ 8er lige bag en flagrende Hazard og en bokssøgende Morata i front.

Nøglen til Chelsea-sejr kommer dog til at ligge et eller andet sted mellem Marcos Alonso og Cesar Azpilicueta på holdets to wingback-positioner og så Kanté inde på den defensive midtbane.

For de to balancerende wingbacks skal ikke bare lukke rum for Liverpools hurtige kantspillere og i stedet mase dem ind i på banens midte, hvor de godt nok har det med at skabe chancer fra, men hvor de også vil blive mødt af Kantés oprydningsevner og Bakayokos muskelmasse.

Læs også: Nyt Chelsea-stadion bliver det dyreste i Europa

De to wingsback skal nemlig også servicere Morata via dybe og indadskruet afleveringer til spanierens pande. For jo, selvfølgelig bliver Fabregas’ boldomgang og Hazards driblinger og løb på den sidste tredjedel af Liverpools befolkningsfattige banehalvdel brugbare angrebsmetoder.

Men til syvende og sidst er især Hazards bevægelser i lige så høj grad til for at skabe rum for Morata, der indtil videre i denne sæson er noteret for otte Premier League-scoringer.

Fem af disse er i øvrigt blevet sat ind med hovedet og som regel efter oplæg fra Azpilicueta, hvilket senest mod United for tre uger siden blev Chelseas vej til tre point. Og det kan det meget vel blive igen lørdag aften, hvor dommer Michael Oliver sætter opgøret mellem Liverpool og Chelsea i gang klokken 18.30.