Alle vores drømme kan gå i opfyldelse – hvis vi har Frank Lampard til at forfølge dem

36

Vi kan efterhånden godt tillade os at drømme. Mennesker og særligt det unikke folkefærd ”fodboldfans” bliver mere helstøbte af at drømme. Og når man som supporter ser Chelsea i aktion på de tomme engelske areaner, så er det lige nu kun i det bagerste departement, at mareridtene indtræffer. Alt andet må få os til at fantasere lystigt. Det er dét, det her fodboldhold gir’ mig i øjeblikket; Sjaskvåde illusioner om en ny æra som titelvindende magtfaktor i England og Europa.

Og med forbehold for flere defensive eskapader, så er vores nye ”gaffer” mere end godt på vej til at ekspedere Chelsea ind i det forjættede Champions League-land i sin debutsæson. Det i sig selv er fuldkomment vanvittigt. Men der er bagt op til meget mere succes lige rundt om hjørnet. 

Chelsea Football Club er kommet i sikre hænder. Hos en manager, der bærer dna’et og forstår klubbens værdier til hudløshed. Suppleret med en exceptionel fodboldforståelse og en ukuelig evne til at formidle sit sprog overfor spillere, medier og ikke mindst os fans.

Frank James Lampard har indtil videre, i sin kun anden sæson som manager, ikke sat en fod forkert i sit blå fodboldholds varetægt. Nuvel har der været taktiske svipsere undervejs i kampene, men på et ledelsesmæssigt plan har den 42-årige klublegende fra Romford tacklet den første sæson i trænersædet til perfektion. 

Hans uhyre krævende stil er bakket op af en visionær ledelse, der må være ovenud tilfredse med, hvad de har set de første 12 måneder. Og det må unægtelig give duoen Abramovich/Granovskaia en sjælden ro og fortrøstning i maven omkring managerposten, når de analyserer perspektiverne i det projekt, de selv har søsat.

For Lampard er the real deal. Ikke siden Mourinho version 1.0 har der været så lyse fremtidsudsigter for klubben og dens forudsætninger for at være en titelkandidat hvert eneste år. 

Og det hele virker bæredygtigt. Transferkarantænen samt stærke indbringende salg af Hazard, Morata m.m. har fyldt kisten med guldmønter op til randen. Som én af de eneste topklubber i Europa virker Chelsea slet ikke til at være økonomisk belastet af corona-krisen. Indkøbene af Werner og – måske – snart Havertz har demonstreret, at der er styr på finanserne, og forsvaret får jo nok også en overhaling henover det forlængede transfervindue. 

Der blæser mange positive vinde henover Vestlondon, og den gode harmoni virker til at gennemsyre hele institutionen lige fra ledelsesgang til tribuner. Forhåbentlig bliver de, tribunerne, snart fyldt op igen. Men alt det her med harmonien. Se bare, hvad den har ført med sig i den røde del af Liverpool, hvor Klopp har fået skabt en så exorbitant synergi, at det får et nygift par til at se splittede ud. The Reds har fået skabt en enhed. 

Og vi har lagt grundstenen til noget, der kan blive lige så frugtrigt. Ikke en gang én af sæsonens mest toneangivende spillere, der har set mere til bænken end banen efter coronaen, Jorginho, kan skabe mislyde i orkesteret. Der er ro på de indre og ydre linjer. Jeg mindes ikke, at respekten fra omverdenen har været mere udtalt omkring Chelsea i lang lang tid. 

Tyvstarter trofæerne

Allerede om aftenen d. 1. august kan det være, vi vågner fra drømmene og vil kunne konstatere, at Lampard har hjemført sig selv sit første og klubben endnu et stort trofæ. FA Cup’en vil være en eksplosiv saltvandsindsprøjtning til selvforståelsen om, at man er en vindende klub. Noget, som Lampard har betonet igennem hele sæsonen, og som i mine øjne er essentielt for grundlaget om at skabe en vinderkultur. Ja, det virker nærmest indlysende.

Chancerne for triumf i det sagnomspundne London-derby synes pæne. Og hvis der på bundlinjen (minus jinx) står en FA Cup-sejr, en top 4-placering og en 1/8-finale i Champions League, så har resultaterne i Lampards første dans med managerstolen i Chelsea været en mesterlig succeshistorie.  

Der var vist noget med nogle eksperter, der skød The Blues til en top 8 og adskillige hængepartier efter vores to London-rivaler. Der er sandelig løbet meget blåt vand igennem den engelske kanal siden da.  

Men det er jo fremfor alt udsigterne til, at holdet kan tage ét eller flere step op, der får det til at kilde en masse gode steder. Midtbanen er allerede nu et overflødighedshorn af gode og kloge boldspillere. Offensiven har i Pulisic, Werner og Ziyech potentiale til at måle potens med ligaens fornemmeste angrebstrioer, og defensiven forventer vi alle får en gennemrenovering. 

Er vi så en mesterskabskandidat allerede i næste sæson? Ja, jeg skal ikke være den, der afviser det. På sin liste over ofre har Lampard jo både Liverpool, United og Manchester City i den her sæson, så der er da grobund for optimisme og en reel tro på, at man kan række ud efter guldet på den anden side af en kort sommerferie. Den tre-årsplan, der er lagt af klubben tilsiger også, at man i år to skal kæmpe med om de sjove pokaler, i mens det først er i år tre, at man skal have åbnet et i forvejen bugnende trofæskab på ny.

Stabilitet bliver selvfølgelig et nøgleord. Evnen til at levere uge efter uge. Men det er jeg nu egentlig rimelig fortrøstningsfuld omkring, når systemerne er sunket længere ind, når de sidste defensive brikker er faldet på plads, og når Lampard for første gang selv har fået lov til at præge holdet med nye impulser udefra. 

Frank har givet os drømme om en ny storhedstid. Ikke bare en enkelt sæson, hvor det hele klapper og senere klappes i, som vi har set det under Conte og Mourinho. Nej, det her føles mere holdbart og mere ægte på en eller anden måde. 

At kunne konvertere en herlig rumsteren i drømmelandet til et virkeligt scenarie, hvor vores helt eget managergeni fører Chelsea til tops med en stamme af akademispillere; jamen er det ikke det, de fleste af os har drømt om? 

Jeg tror, det er inden for rækkevidde den her gang. 

Og lad mig slutteligt opmuntre alle fans med blå hjerter til at komme ud og vise farverne i en tid, hvor der er for meget rødt. Ud på barer, på stadion og på med trøjen i gadebilledet! Det bliver en sjov periode, vi går i møde. 

Vi mangler dog Jesper Grønkjær i aften. Go’ kamp til alle! 

Martin Kring er journalist og kommentator og medvært på Chelsea Support Danmarks podcast Romans Disciple. Følg ham på Twitter her.