Agent afslører: Jorginho havde en aftale på plads med Manchester City

1187

Det var virkelig marginalerne, der var på Chelseas side, da de lykkedes med at hente Jorginho i sommer. Det fortæller hans agent nu.

Manchester City har i forvejen en stjernespækket trup, og i sommer var den tæt på at blive endnu en topspiller rigere. Jorginho var snublende tæt på at skifte til den blå del af Manchester, men det hele faldt på gulvet lige inden målstregen.

Det fortæller Jorginhos agent, Joao Santos, nu i et interview med den napolitanske radiostation Radio Kiss Kiss.

– Det hele var på plads mellem Jorginho og City. Men der var ikke nogen aftale mellem de to klubber. Alle parter skal være enige, og det var der én, som ikke var. Så spurgte Chelsea, hvad situationen var, efter Sarri var ankommet, og så tog Jorginho til London, afslører agenten.

Læs også: Ampadu høster enorme roser efter sin landsholdsdebut

Sarri og Jorginho kendte som bekendt hinanden fra deres tid i Napoli, og det har været tydeligt at se siden opstartsfasen, at den 26-årige midtbanemand kender sin træners system indgående.

– Han nyder det virkelig i Chelsea, det kører godt for holdet, og han har vundet fire ud af fire kampe. Det er en rigtig god start. Det var en unik mulighed at tage til Chelsea. En spillers karriere er meget kort, så nu håber vi på det bedste, slutter Joao Santos.

Jorginho er i øjeblikket på landsholdssamling med det italienske landshold. Han var med i gårsdagens opgør mod Polen, som endte 1-1 efter han scorede på straffespark knap et kvarter før tid – igen efter et karakteristisk rejehop lige inden sparket.