4-1-4-1: Contes balancegang og kaptajn Terry på fuld tid

4-1-4-1: Contes balancegang og kaptajn Terry på fuld tid

af -
2660

Pre-season er forbi og i weekenden blev der taget hul på en udgave af Premier League, der tegner til at blive en af de mest spektakulære i mange år, måske endda nogensinde.

Kasper Schmeichel og resten af Leicesters drøm af et mesterskab skal forsvares i en ny virkelighed, den dogmatiske filosof, Pep Guardiola, skal revitalisere Manchester City og knække koden til både Premier League og Champions League, og det samme skal den pragmatiske og tillidsvækkende dæmon, José Mourinho, i Manchester United, der hungrer efter en øjeblikkelig genskabelse af fortidens prompt og pragt.

Og så er der Arsene Wenger, som – måske kun med ét skud tilbage i bøssen – skal forsøge at presse Arsenal i den topstrid, hvor også Tottenham og Liverpool vil blande sig med henholdsvis argentinsk tiki-taka og tysk ICE-fussball.

Og så er der Chelsea. Forrige sæsons mestre, der faldt så tungt i sidste sæson.

Fokus på fysikken
Antonio Conte har fra første dag på træningsbanen haft et kontinuerligt fokus på Chelsea-truppens fysiske forfatning; den grundlæggende råstyrke, atletisme, eksplosionerne og ikke mindst lungekapaciteten. Antonio Conte fokus afviger ikke fra konkurrenternes, men hvad angår intensitet såvel volumen, så adskiller den nye managers fysiske fokus sig markant fra de pre-seasons, som størstedelen af Chelsea-spillerne har været vant til.

John Terry og co. er regulært blevet pisket og bedømt på diverse interviews den seneste månedstid, så lader spillerne til at elske det. I hvert fald har den hårde fysiske træning gjort dem godt.

Læs også: Mikel driller Pogba på Twitter

Cesc Fabregas virker i dag yngre, end han var før sommerferien, Diego Costa har fået genopfrisket evnen til at sprinte og både Eden Hazard og Willian lader begge til snart at ramme et fysisk (og velkendt) topniveau.

Antonio Contes fokus på fysisk giver god mening. Både i forhold til den spillestil, som konkurrenterne efter al sandsynlighed kommer til at praktisere, men også set i relation til italienerens egen måde at gribe spillet an på; knofedt, automatismer og direkthed.

Fire mand i bagerste kæde
I Chelseas seks pre-season-kampe, der er endt med to nederlag og fire sejre, heriblandt over Jürgen Klopp og Liverpool, har Antonio Conte valgt at se bort fra brugen af det tremandsforsvar, som han ellers har haft stor succes med i både Juventus og på det italienske landshold.

Fravalget er sket i erkendelsen af, at Chelsea ikke råder over typer som Andrea Barzagli, Leonardo Bonucci og Giorgio Chiellini, som både på klub- og landsholdsplan har udgjort trekløveret i Antonio Contes bagerste kæde. Derfor har den nye manager ikke overraskende i stedet gjort brug af sin indre pragmatiker og tilpasset spillestilen i forhold til spillertruppen.

Chelsea har således primært arbejdet tre forskellige formationer:

  1. En 4-4-2 uden en decideret 6’er og med Diego Costa og nyindkøbet Michy Batshuayi i front.
  2. En 4-2-4, hvor Nemanja Matic centralt har haft følgeskab af både Oscar og Cesc Fabregas.
  3. Og endelig en 4-1-4-1 med nyindkøbet N’Golo Kanté alene i rummet mellem forsvar og angreb.

Sidstnævnte formation tyder lige nu på, at være den, som Antonio Conte vil gøre brug af i sæsonpremieren mod West Ham på mandag.

Brugen af N’Golo Kanté, der med den fornødne atletisme, fart, robusthed og spilforståelse gør ham ideel som både bolderobre og fordelingsnøgle på 6’er-positionen, giver et offensivt fripas til Cesc Fabregas og Nemanja Matic, der henimod slutningen af træningskampprogrammet i USA tog vel imod muligheden for at tænke fremad i banen.

Falder valget på en 4-1-4-1 formation, så medfører det også en intensiveret konkurrence imellem Diego Costa og Michy Batshuayi om den ene plads i front, hvilket vil være et uvant, men kærkomment scenarie for førstnævnte, der til trods for spekulationer om det modsatte, synes opsat på at vise sit værd i Chelsea i den kommende sæson.

Terry på fuld tid
Spekulationer har der også været mange af omkring John Terry, der som bekendt blev mere eller mindre dømt ‘over and out’ i slutningen af sidste sæson, men som alligevel endte med at få tilbudt – og underskrive – en ny 1-årig kontrakt, om end den indebar langt færre penge og ikke mindst alt andet end en garanti for en plads i startopstillingen.

Ikke desto mindre har John Terry fundet vej til Antonio Contes startopstilling i samtlige af de seks pre-season-kampe. I de to første kampe på europæisk grund mod henholdsvis SK Rapid Wien og RZ Pellets blev han flankeret af Papy Djilobodji, men da Chelsea ankom til USA til kampene mod Liverpool, Real Madrid og AC Milan blev Gary Cahill installeret som fast makker. Og sammen med Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicueta udgjorde de fire sammentømrede navne også bagkæden mod Werder Bremen i søndags.

Antonio Contes åbenlyse tilvalg af John Terry er et fornuftigt træk af den nye manager. Ikke blot fordi den 35-årige kaptajn på bagkant af pre-season virker både fit, motiveret og kompetent, men også fordi John Terry repræsenterer den ene af de to halvdele, der tilsammen udgør – og altid har udgjort – Chelsea FCs grundlæggende DNA.

Læs også: Hazard: Vi skal være som for to år siden

For mens typer flamboyante og spektakulære typer som Eden Hazard er nutidige reinkarnationer af eksempelvis Peter Osgood og Gianfranco Zola, så repræsenter en spiller som John Terry den kompromisløse muskelkraft og den rå offervilje, som Ron Harris og Dennis Wise, blandt mange andre, tidligere har udvist på Stamford Bridge.

Og Antonio Conte har brug for både muskler og ballet i de indædte bestræbelser på, at finde en balance på holdet, der både skaber resultater, fred og fordragelighed i omklædningsrummet, begejstring og identifikation på tribunerne og ikke mindst tålmodighed på direktionsgangene.

Et bud på en startopstilling
Hvorvidt Antonio Conte allerede efter en måned inde i sin 3-årige kontrakt har fundet den førnævnte balance, vil kampen mod West Ham give svar på.

Baseret på de seks kampe den seneste måned såvel som på Tribunens kilder i og omkring Chelsea, så tyder alt på, at Antonio Conte vil gøre brug af følgende startopstilling i sæsonpremieren på mandag:

(4-1-4-1) Thibaut Courtois starter på mål. Branislav Ivanovic og Cesar Azpilicuetaplaceres på henholdsvis højre og venstre back, og centralt i bageste kæde gør Antonio Conte brug af John Terry og Gary Cahill. På 6’er-positionen får N’Golo Kanté debut på Stamford Bridge og foran ham får Cesc Fabregas og Nemanja Matic lov til at tænke mere offensivt end defensiv. Willian og Eden Hazard tager sig af de to kanter og helt i front starter Diego Costa for næsen af Michy Batshuayi.

Jakob Genz er cand. mag. i kultur og formidling med speciale i sport, kultur og medier. Han har været sportsskribent siden 2010 og er nu klummeskribent på chelseafan.dk. Dette indlæg er også bragt på Tribunen.com.